Saturday, July 15, 2006

Things to do before you turn 30

Jeg lover, at jeg vender tilbage til hele adoptionsproblematikken i et senere indlæg. Men efter det sidste indlæg, fik jeg lyst til at se lidt nærmere på den famøse tjekliste. For vi har den alle, om den så er bevidst eller ej. Folk har forskellige deadlines og skæringsdatoer på sådanne lister. På min har det i årevis været 30. Skæringsdatoen er ikke ændret, men listens indhold har jeg været tvunget til at revidere til en mere realistisk version, eftersom min verden har ændret sig drastisk.

Det skal også nævnes at der findes mange forskellige typer af lister. Den liste der snakkes om i sidste indlæg, og som også er hovedfokus i dette, er den der indeholder de ”store” milepæle i livet.

Men der findes også andre slags – mere pjattede eller hvad man nu skal kalde dem - ”før du bliver 30” lister. Her kan man fx læse om ting som: Prøv at køre i en Ferrari (tjek), bo i udlandet (tjek), tag motorcykelkørekort (tjek), køb og brug orange stiletter (tjek) og så fremdeles…

Men tilbage til førnævnte ”store milepæle i livet” liste, da det jo som sagt er den det skal handle om, og ikke den med de orange stiletter.

Den oprindelige ”før du bliver 30”- liste var vist noget i stil med denne:

  • Find manden
  • Bliv gift
  • Få minimum 1 barn
  • Bliv færdig med uddannelse
  • Få godt job
  • Køb hus i dejlig forstad
  • Lev lykkeligt til dine dages ende (ok, ok dette sidste punkt skal selvfølgelig ikke nås inden jeg fylder 30 – men helst fortsætte et godt stykke tid derudover…)


Den reviderede liste:

  • Lær at undgå kvalme og gråd, når folk bekendtgør graviditeter
    • Indstuder i stedet den mere velansete smilende nikken, der tilkendegiver positive følelser imod fortælleren – hvis du bliver rigtigt god til denne, kan du evt. overveje at tilføre glædelige grynt og positive tilsagn i form af: ”tillykke”, ”nej, hvor dejligt”, ”sikke en glædelig nyhed” osv… - undgå dog for enhver pris ord som: ”det er fandeme snyd”, ”bag i køen søster” eller ”fertile svin”…
  • Lær at undgå at ty til vold, når folk fortæller om nogen de kender, der mirakuløst blev gravide efter 487 års venten
    • I stedet kan punkt 1’s indstuderede smilende nikken genbruges her med gode resultater
  • Indse at fertile folk også er en slags mennesker
    • Denne bliver svær at leve op til, men efter flere års intensiv terapi og positiv affirmation foran spejlet burde det kunne lade sig gøre
  • Bliv for Guds skyld færdig med den skide uddannelse
  • Få et job – et hvilket som helst job, i et hvilket som helst firma, der ikke indeholder ordene Toys eller Us
    • Det er for urealistisk at bede om, at firmaet ikke må indeholde bogstavet R, ikke sandt?
  • Invester i fast ejendom
    • Hvis du altså nogensinde får råd til noget der er større end en papkasse
  • Accepter din skæbne
    • Hahahahahaha
  • Hvis ingen af ovenstående punkter opfyldes: Lær at holde op med at skrive latterlige lister


4 Comments:

At 10:36 AM, Blogger soesterlystig said...

Du er dejlig:-)

 
At 6:10 PM, Blogger Unknown said...

Pyha hvor er jeg håbløst bag ud på den liste...

Og så har Søs jo ret - du er dejlig!
PUK

 
At 7:00 PM, Blogger Snowie said...

Jeg synes det samme som Søsterlystig og som Puk :-)

 
At 10:30 PM, Anonymous Anonymous said...

Altså det gode ved lister er, at de jo kan laves om i det uendenlige - og blir det!
knuz fra mutti

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger