Man lærer vel at leve med det

Her er godt nok stille... Solen skinner udenfor, men så meget som jeg arbejder får jeg ikke set meget til den. Utallige blog-indlæg kræver at blive skrevet, men tiden er der ikke, og ordene vil ikke ud, men sætter sig fast i mine fingre...

Igår mødte jeg en kammerats mor. Hun er sygeplejerske på Skejby og er på den afdeling hvor jeg var indlagt efter min operation. Hun spurgte hvordan det gik med behandlingerne... Jeg fortalte hende, at vi var færdige, at jeg ikke var blevet gravid og heller ikke ville blive det. At nogen gange går livet ikke som man håber...

Det gør stadig ondt at tale om det, men smerten er overkommelig efterhånden. Jeg kan mærke den, som et hul indeni. Men den brølende knusende smerte, som jeg troede ville fortære mig indefra og ud, synes ikke at være der mere.

Sådan går det vel, med alt. Man lærer vel at leve med det efterhånden...