Søvnløs i Seattle Århus

Jeg sover dårligt. Det har jeg altid gjort. Så det er ikke nogen nyhed og dermed heller ikke noget jeg kan give barnløsheden skylden for…
Men jeg sover altid mærkbart dårligere når jeg har det psykisk dårligt, eller når der sker store ændringer i mit liv. Hvilket for eksempel forklarer hvorfor jeg efter d 22. dec. kun sov et maksimum af 4 timer i træk i en længere periode.

Den 22. dec. sidste år er langt væk. Fysisk i hvert fald. Og søvnen er langt bedre. Men jeg kan stadig have nætter, hvor det er praktisk talt umuligt at falde i søvn, hvor tankerne kører i cirkler og nægter stoppe og lade trætheden tage over.

Og hvis jeg endelig falder i søvn, så har jeg mareridt. Vanvittige, angstprovokerende, vågnende badet i sved, med hjertet i halsen og på kanten af gråd mareridt. Mareridt som det kan tage mig lang tid at komme væk fra igen, hvor følelsen bliver siddende i kroppen, og man er bange for at falde i søvn igen…

"One, two, Freddy’s coming for you.
Three, four, better lock your door.
Five, six, grab your crucifix.
Seven, eight, gonna stay up late.
Nine, ten, never ever sleep again."

Der er ikke ret mange af mine drømme der egentlig handler om barnløsheden, om børn, graviditeter eller fremtiden. De fleste af dem handler om at miste, som de altid har gjort det, lige så længe tilbage jeg overhovedet kan huske. Og selvom nogle af dem tydeligvis er et barns drømme, de samme drømme jeg husker at have som 4-5-årig, så har de stadig magt til at skræmme mig fra vid og sans…

Men selvom mareridtene ikke handler om den situation jeg står i, i hvert fald ikke sådan direkte, så er jeg overbevist om at søvnløsheden i stor grad gør. For når hjernen snurrer og snurrer uden stop, så er det næsten altid det her den cirkler om, enten direkte og eller indirekte.

Min mand derimod kan falde i søvn inden hovedet rammer puden, hvem der dog ejede den egenskab.