Hello, did you miss me...

Så er jeg hjemme igen efter en vellykket tur til hovedstaden på besøg hos min lillesøster. Søsteren var dog ikke den tungestvejende grund til besøget. Nej, det var det faktum at vi havde fået billetter og skulle ind og se lækkermåsen Robbie Williams i Parken... (yum yum)

Og det kan man da ikke lade gå helt unævnt hen her på bloggen, vel?

Fredag morgen tog jeg afsted med bus og tog fra Århus med kurs mod København. Og fandt ud af, at offentlige transportmidler er befolket af sære skabninger, der deler deres livshistorier med tilfældige fremmede der krydser deres vej.

Jeg takker min Gud og skaber for min iPod - spækket med samtlige Robbie albums - og det faktum at, mine Senheisser ørebøffer er så store, at de ligefrem skriger til verden: "Jeg ønsker ikke at tale med dig - lad mig være i fred."

Jeg havde ingen lyst til at dele mine skeletter i skabet med de omkringsiddende mennesker, eller til at deltage i deres samtaler om mødre, alkoholmisbrug, begravelser, udskrabninger og psykologhjælp.

Vel ankommet gik dagen som sådanne dage gør, med caféfrokoster og øl i fælledparken inden koncerten. Og da tiden var inde fandt vi vores siddepladser på tribunen, og før lækkermåsen gik på scenen havde lidt listig overtalelse skaffet os adgang til pitten foran scenen...

Så der stod jeg og skreg som en pige på halvt min alder, men det skal man jo, ikke sandt? Og det var fedt!

Give in and love it
What's the point in hating me
You can't argue with popularity
Well, you could, but you'd be wrong

Der var masser af sange der desværre ikke fandt vej til koncerten, men sådan vil det jo altid være. Og Robbie var fræk at se på som altid, så man skal jo ikke klage. Han er sikkert ikke et særligt lykkeligt og behagelig menneske - men hvem er det, når det kommer til stykket...

It’s not very complicated, I’m just young and overrated.

Og på trods af, at jeg er sikker på, at fandt jeg mig selv på tomandshånd med ham ville vi ikke have noget som helst at snakke om, lider jeg dog også ved nogle hans tekster af det jeg vælger at kalde ”Ronan syndromet”, men det er der jo ikke noget nyt i, så lad os ikke dvæle for længe ved det…

Lad os blot slutte af med Robbies egne ord, som sagtens kan bruges i mit (og andres) liv også…

Lord, I feel the cold
Feel I’m getting old
Before my time

And as my soul heals the shame
I will grow through this pain
Lord, I’m doing what I can
To be a better (wo)man…