Flytterod

Jeg er så inaktiv i øjeblikket, at I nok næppe ville opdage det... Men derfor synes jeg nu alligevel, at I fortjener at vide lidt om hvorfor jeg vil være stille i de næste par dage / uger.... (afhængig af cybercitys effektivitet med opsættelse af nyt internet).

For nu flytter vi! Jeg har vist ikke nævnt det, men de af jer der kender mig derude i den anden verden, ved at vi har købt hus. Og nu flytter vi altså. Og vi glæder os. Det er et gammelt byhus inde midt i byen, men stadigvæk med en lille have til.

Og I skal da heller ikke snydes for billeder, ligesom jeg jo selvfølgelig heller ikke skal snydes for stolt at fremvise mit nye domicil, vel?


Der er masser af plads, alt for meget plads til bare os to faktisk, men mon ikke vi finder noget at fylde al pladsen med – det skulle undre mig meget andet. Vi er kendt for at brede os...


Og brede os det kan vi - og vi får dobbelt så meget plads at gøre det på, som vi har nu. Derudover får vi egen have - en ting jeg har ønsket mig i årevis - og opvaskemaskine... Hvilket jo bare er ren luksus...


I øjeblikket står vi i pakkekaos med adskilte møbler og flyttekasser overalt, men på lørdag bliver det hele læsset på trailere og biler og så flytter vi altså. Over i vores helt eget hus og med vores helt egen have.... aaah!


Så nu må de der børn egentlig gerne komme, vi er faktisk ret klar... og nu har vi den grad også pladsen til dem...

The official party line

Som opfølger på gårsdagens indlæg og de mange forslag til "hvad man siger..." kan jeg fortælle, at vores officielle aftale er sådan set, at der ikke er en officiel aftale...

Manden er som regel ærlig og siger det som det er, og jeg svarer i øst eller vest afhængig af humør, begivenhed og person der spørger...

Det er jo ikke fordi det er en hemmelighed, alle ved det jo i familien og omgangskredsen og har vidst det siden dag 1. Men når man tager til bryllupper hos kusiner og des lige, så vil der uvægerligt være en del fremmede til stede... Det er ikke altid jeg synes de behøver at vide alt om mig og mit privatliv...

Sådan har det ikke altid været, engang fortalte jeg det til alle der ville lytte, men jeg har ikke det behov længere... Og det tror jeg såmænd er meget sundt...

Og til sidst: Jeg har det ok. Undskyldninger for aldrig at følge op på det triste indlæg, men jeg er faktisk ok. Sådan generelt. Engang imellem dykker jeg lidt, men hvem gør ikke det?

Det bliver sværere og sværere

Vi har været til bryllup. Og det er jo som regel altid en festlig begivenhed, og det var det sandelig også denne gang. Bryllupper er som oftest tæt befolket af mennesker man ikke kender, eller kun kender perifært og dette var ikke anderledes...

Og jeg må sige at det falder mig sværere og sværere at deltage i disse ting. Ikke fordi jeg er en asocial person eller ikke holder af fester, men fordi undskyldningerne for hvorfor vi endnu ikke har børn begynder at tynde ud...

Vi har været gift i 4 år nu. Manden har rundet de 30 og min næste fødselsdag lurer i horisonten. At vi har børn er på det nærmeste underforstået på dette tidspunkt i vores liv...

Og da brudens seminarie-veninder hørte det rungende nej som svar på spørgsmålet om børn, var de dog heller ikke tilfredse... Og undskyldningerne begynder som sagt at lyde hule, selv i mine egne ører...

Vi er ikke lige blevet gift, vi er ikke for unge, vi har ikke mange års uddannelse foran os stadigvæk, vi har ikke et ustabilt arbejdsliv uden sikkerhed for arbejde eller løn... Vi er faktisk lige det modsatte af alt dette...

Men orker man at fortælle historien om 4 års kamp, nederlag og fiaskoer til fremmede mennesker man med al sandsynlighed aldrig skal møde igen? Nej, vel... Så man fejer dem af, giver lamme undskyldninger eller forsøger sig med et kejtet emneskift...

Men jeg synes det bliver sværere og sværere...

Tabt bag af en vogn

Jeg ved godt der har været stille herinde længe, men det hænger sammen med, at jeg egentlig synes at jeg efterhånden havde fået sluttet fred med det hele... Jeg var nået dertil, hvor jeg enddog var begyndt at tænke på alternativer....

"Hvis vi ikke får børn, vil jeg..." Den sætning har jeg sagt flere gange i den sidste tid uden nævneværdige smerter eller følelser...

Så det gik så godt... Men lige nu er klokken halv fire om morgnen en nat mellem onsdag og torsdag. Min iTunes spiller stille musik og jeg kan ikke holde op med at græde... Og jeg kan ikke helt forklare hvorfor jeg græder... Det er vist ikke en portrættering af en person der har det godt, vel?

Poul Krebs synger for mig: "Jeg har aldrig valgt at leve mit liv sådan som jeg gør, det er bare lige så stille blevet lige præcis sådan her..."

Og det er nok det der er problemet, jeg er kontrolfreak, og hele mit liv er ligesom skredet ud i svinget... Da projekt baby faldt af vognen tog det ret meget andet med sig...

Og nu går jeg her langs vejen og forsøger at samle det hele op, selvom det er alt for meget at bære på gåben og vognen for længst er ude af syne...