1 + 1 = 2...

Jeg har fået et brev, og det er jo altid dejligt. Men dette brev var ekstra dejligt, for det viser, at man faktisk kan ændre verden... et menneske af gangen...

Forfatteren af brevet, har venligst givet mig lov til at bruge hendes ord her på bloggen. Mange tak for det. Af hensyn til hendes privatliv, har jeg redigeret brevet en smule og udeladt enkelte passager, men meningen er vist stadig klar nok...

Hej. Jeg vil bare gerne takke dig. Vi kender ikke hinanden, dog må jeg indrømme at jeg måske kender dig lidt, da jeg ofte læser med på din blog.

Nå, men det var det med takken, jeg prøver at forklare:
Tømte i går postkassen og åbnede et brev fra Fertillitetsklinikken. Til alle patienter stod der. Jeg blev lidt fortørnet, da jeg nu i 1½ år har været mor til en lille pige fra Sydafrika og for mindst 4 år siden tog den endelige beslutning om aldrig mere at udsætte min krop og mit parforhold for flere behandlinger.

Så idag falder jeg lige over din blog og indlægget om æg-donation. Jeg kan kende mange af de synspunkter og følelser som de kommenterende har. Jeg har altid tænkt at jeg ville donere æg, men kunne ikke før jeg selv havde fået barn. Det ville være for mærkeligt for mig at tænke på at der gik et barn rundt et sted og jeg ikke havde nogen.

Nu er bøtten vendt. Efter at min datter er blevet mit barn, har mine følelser mht biologi og genetisk slægtskab ændret sig. Jeg vil ringe til klinikken på mandag og spørge om jeg virkelig stadig står registeret som patient, og hvis jeg gør, om jeg så kan donere æg.

Tak fordi du tager emnet op. Jeg var så langt væk fra den verden, at jeg aldrig ville være kommet i tanke om det selv.

Er det ikke et dejligt brev?

Jeg føler mig helt glad og stolt! Tænk at lille mig sådan kan påvirke en anden person. Og tænk hvis alle der ønskede at donere, hver kunne få en anden person til det... Så er mulighederne for et reelt register i Danmark jo faktisk en mulighed! Er det ikke utroligt at tænke på?

En plus en er to, to plus to er fire og fire plus fire er pludselig mange...

Mavefornemmelsen

Der var flere spændende kommentarer til sidste indlæg, men jeg tror at Rikke vist sagde det som flere tænkte, så lad mig citere hendes kommentar og svare ud fra den...

Jeg kan godt forstå at de lige må høre din mand først. For jeg får nemlig helt ondt i maven når jeg læser det her. Jeg kan ikke forklare hvorfor rent logisk. Måske er det fordi jeg tror/husker/føler at din egen situation ikke er rigtigt afklaret, lukket og slukket.

Det er fuldstændigt korrekt, at min egen situation endnu ikke er 100% afsluttet eller afklaret, men den ene ting udelukker ikke nødvendigvis den anden... Jeg kan jo stadig gå tilbage i behandling på et senere tidspunkt, selvom jeg donerer æg væk nu... Hvis jeg altså nogensinde skulle få lysten og troen tilbage...

Har du slet ingen følelser omkring det her? Kan du virkeligt godt skille tingene ad? Vil du aldrig komme til at føle at en anden kvinde har fået 'dine børn', - de børn som du måske aldrig selv får? Vil du med garanti ikke blive mere bitter?

Lad os starte med det sidste først: Bitterheden! Jeg tror slet ikke det er menneskeligt muligt, at blive mere bitter end jeg er på nuværende tidspunkt... men når det er sagt, så tror jeg på ingen måde at denne bitterhed vil blive forstærket af, at andre folk får børn af mine æg.
Folk vil få børn hvad end jeg kan eller ej (så meget har jeg da lært at acceptere, hehe), hvilke æg disse børn kommer af, er egentlig ikke relevant i min bog...

Der er en selvfølgelig den absurde tanke, at jeg en dag kunne møde et barn, som jeg ville kunne genkende mig selv i - men ideen er så langt ude og urealistisk, at jeg end ikke kan lade den slå rod...

Jeg ville ikke genkende disse børn. Hjernen ser hvad vi ønsker den skal se. Derfor genkender folk mig, som min venindes søster, når jeg bliver introduceret som moster Anna - på trods af at vi ikke ligner hinanden overhovedet...

Jeg tror på, at jeg kan skille tingene ad. Jeg har aldrig haft nogle kvaler med hensyn til donormateriale... Jeg ville til hver en tid have modtaget donoræg eller sæd hvis det kunne have hjulpet os. Jeg ved, at æg og børn ikke er det samme i min bog. Og jeg tror aldrig jeg vil tænke, at nogen har fået "mine" børn...

Jeg har haft denne samtale med min veninde, som er mor til to. Hun kunne ikke gøre det, siger hun. Men hun ved jo også hvordan hendes børn ser ud! Jeg ved det ikke, og kommer nok heller aldrig til at vide det...
Under alle omstændigheder ville disse æg ikke blive til mine børn, de ville (forhåbentlig) blive til andre folks børn... Andre folks børn er ikke mine, ligegyldigt hvilket genetisk materiale de så kommer fra....

Manden og jeg har også snakket om det. Som jeg, var han let undrende over hvorfor de ville snakke med ham. Det er min krop, mine æg, min beslutning...

Om I er overbeviste ved jeg ikke, men jeg synes absolut at diskussionen er interessant, og jeg skal indrømme, at jeg har overvejet mange ting grundet jeres kommentarer...

Men når alt kommer til alt, så synes jeg egentlig, at den glæde og håb jeg kunne give nogen via mine æg er en rigtig god ting. Og jeg synes også om tanken om, at alle disse unge sunde raske æg som jeg smider ud måned efter måned, ikke bare bliver spildt på ingenting...

Og min mavefornemmelse, den er helt i orden...

Donor, donor, donor

Idag skal det handle om donation af alskens ting, men ikke sæd... Så hvis I troede at dette var det længe ventede indlæg om bjørnetjenesten, så tog i fejl...

Jeg er organdonor, hvis jeg bliver kørt ned af en bus imorgen må de tage hvad de vil have fra mig... Jeg har brugt en del tid på at overbevise min bedre halvdel om, at skulle det ske, så skal han lade dem tage alt brugbart... For hvis jeg er død har jeg jo intet at bruge dem til, så giv dem dog til nogen der kan få noget ud af dem...

Vidste I, at een død rask person kan redde 4 syge menneskers liv?

Jeg er også bloddonor, eller rettere var bloddonor, indtil idag, hvor jeg blev slettet af registeret. Jeg kan ikke bebrejde dem noget, det er kun i ca halvdelen af tilfældene det lykkes dem at hive blod ud af mine genstridige vener... Men det er da stadig en træls ting at blive kasseret...

Så i de tidlige morgentimer, hvor jeg altså ikke kunne få lov at give blod, valgte jeg at traske hen til fetilitetsklinikken i den anden ende af hospitalet, for at høre om jeg evt. kunne få lov at donere æg...

Og halleluja, for en velkomst! Der blev næsten rullet en rød løber ud for mig... Læger blev kaldt ud af møder og patienter fik lov at vente...

Skejby håber at sætte et register op i løbet af forsommeren og sommeren og håber, at have det igang til efteråret. Det er spændende nyt, og de søger donorer... Så har du ikke andet at give dig til, så meld dig under fanerne...

Jeg forklarede de kære læger om mine tvivl om æggenes kvalitet og om de mon mente at jeg var en brugbar kandidat... Og de hiver min journal op med ordene: "Men de var jo da gode nok til at du selv blev gravid med dem..." Øøøh nej! Det gjorde jeg jo så ikke...

Og så blev der stille i lokalet. Som om nogen havde smidt en bombe. Lægerne stirrede på mig, som var jeg en ukendt ny art. "Højst usædvanligt", blev der mumlet. "Og du vil stadig gerne donere dine æg væk?"...

Ja, jeg vil gerne donere mine æg væk. At jeg ikke selv kunne bruge dem behøver jo ikke nødvendigvis at betyde, at andre ikke kan. Jeg har haft æg til oplægning i alle mine forsøg, ikke superæg, men dog æg til oplægning...

Jeg har ikke noget forhold til mine æg, jeg tænker ikke ved mig selv, at hvert af mine æg er en lille Josephine eller en lille Mikkel... Det er blot celler. Celler der er nødvendige for en befrugtning og skabelsen af et lille nyt menneske, men dog ikke andet end celler...

På grund af vores "usædvanlige situation" som de så diplomatisk kaldte det, så ønsker de dog også at tale med min mand. De vil sikre sig, at han ikke går rundt og har ondt i maven over tanken om at jeg forærer mit arvemateriale væk...

Det er egentlig ikke en problemstilling jeg har tænkt nærmere over, det er jo min krop og mine æg... og når jeg nu ikke kan bruge dem til noget, så giv dem da til nogen der kan...

3 børn? Det er nok ikke realistisk...

Tilbage på bloggen, efter en måneds tavshed... Og så vælger jeg at tale om politik? Ja, bær over med mig...

I onsdags valgte vores familieminister så at stikke sin fod i sin mund og udtale, at alle kvinder i DK burde skynde sig at føde 3 børn hver. Det er jo en rigtig fin kommentar fra en kvinde på 34, som ikke selv har børn, idet hun "ikke har tid" efter eget udsagn...

Er det ikke noget med, at man ikke bør kaste med sten når man selv bor i et glashus? Eller hvordan er det, det er med det?

Nå, hende om det... men torsdag bruger Information så undskyldningen af "kvindernes Internationale Kampdag", til at lave et tema om børn, moderskab og børnefamilierne i Europa. Der er nogle meget spændende artikler ind imellem, omend de ikke kommer med ret meget nyt desværre...

Fødselsraterne i Europa er alt for lave og har været det i et stykke tid. Hvis en befolkning skal opretholdes skal den have en fødselsrate på 2.1, i Danmark ligger den på 1.8...

Der er mange artikler, der belyser dette problem fra flere sider - det er trods alt Information det her... Man fortæller om tiltag i Rusland og Frankrig, hvor familier der vælger at få 2 eller flere børn belønnes økonomisk, man taler om øremærket fædreorlov i de andre nordiske lande... Man taler om Polen som drastisk (og skræmmende) har valgt at forbyde fri abort... Men een vinkel nævnes overhovedet ikke: OS!

Det bliver ikke nævnt med så meget som et ord, at ca 20% af de danske par har problemer med overhovedet at blive gravide. 3 børn står vi måbende og tænker, giv os i det mindste bare 1.
Det bliver heller ikke nævnt, at det evt. kunne være problematisk, at man nu strammer lovene om kunstig befrugtning, og derved kun giver disse par hjælp til max. 1 barn via sygesikringen...

Er vi slet ikke værd at nævne? Er en femtedel af den danske befolkning i den fødedygtige alder slet ikke værd at kommentere på overhovedet? Jeg undres...

Ikke fordi det ville hjælpe mig, at der blev åbnet op for barn 2 via sygesikringen, men til de af os, der kan blive gravide via behandling kunne det nok sikre at de faktisk fik minimum 2 børn.

Det er ikke rart når økonomiske aspekter skal blandes ind det, men det er nu engang et faktum, at behandling af barnløshed i det private koster mange penge. Penge som ikke alle de der har brug for det, har...

Rent samfundsøkonomisk har den gode familieminister jo helt ret: Vi skal have nogle flere børn. Jeg ville hjertens gerne have føjet hende og fået 3. Men som tingenes tilstand er, ja så er det nok næppe en realistisk mulighed...