Jeg mangler ord... men de der er, får lov at blive

Jeg beklager den lange tavshed. Jeg har skriveblokade. Så er det sagt. Sandheder er blevet sagt i kommentarerne, ligeledes er spørgsmål blevet stillet.

Hold da op hvor er din blog blevet kedelig!

Altså har du lukket din blog... i så fald vil det da være god stil at skrive det...

Er bloggen lukket? Nej! Jeg har overvejet det, det skal jeg være ærlig at sige, for det er længe siden, jeg har haft noget som helst at sige. Men den bliver ikke lukket. Et par gange om året modtager jeg stadig dejlige mails fra nye kvinder, som er så utroligt taknemmelige for at have læst deres egne tanker sort på hvidt. Kvinder som har slugt hvert eneste indlæg råt - fra ende til anden, som var bloggen helt ny og frisk. Og selvom det måske kun drejer sig om 10 kvinder om året, så får ordene lov at stå - for deres skyld.

Men skrive nye indlæg - det er svært, når man har skriveblokade. Nedenstående kommentar fik mig dog tvunget til tasterne alligevel.

lad os høre lidt fra dig. Eller afslut denne blog med en lille skrivelse. vi alle har jo fulgt dig. Ellers må jeg resten af mit liv... hver eneste dag gå ind og tjekke om du mon har skrevet... hilsen en pige der var med én enkelt gang i kaffeklubben ude hos dig. håber og ønsker alt godt for dig i fremtiden

Jeg kunne alligevel ikke have siddende på mig, at en stakkels kvinde måtte bruge tid hver dag - resten af sit liv - på at tjekke for nye indlæg hahaha. Kan i denne forbindelse anbefale, at smide bloggen på RSS-feed - så bliver du automatisk gjort opmærksom på, hvis der er nye indlæg...

Men jo, jeg har det godt. Jeg er igang med at uddanne mig til hundetræner og træner også på livet løs med min smukke hund. Hun er nu 18 måneder og konkurrencebanerne lokker i det nye år - noget jeg glæder mig meget til.

Jeg håber - og tror på - at ordene kommer tilbage til mig. For at se bloggen ligge støvet hen, som en glemt roman i et tog, gør mig uendelig trist til mode. Den fyldte så meget i mit liv, i så utroligt mange år, den var min ventil, min helt personlige terapeut og min fortrolige. Så måske får ordene ikke kun lov at stå for de fremmede kvinders skyld - men også for mig egen.

Den indre skønhed

Er hjemme igen og ved godt mod. Operationen gik fint, de fandt lidt endo derinde, som nu er fjernet og en hormonspiral sat op, som forhåbentlig kan holde det i skak i fremtiden...

Udover endoen, fik jeg at vide, at jeg var utrolig smuk indvendig... En kommentar, som jeg ikke rigtigt ved hvad jeg skal bruge til... Men man siger jo, at det er den indre skønhed der tæller, og der er jeg så åbenbart et pragteksemplar! Det har jeg lægens ord for...

Omstændighederne taget i betragtning, så har jeg det forbløffende godt. Kan sagtens gå rundt uden de store smerter, selvom jeg skal afholde mig fra at bukke mig alt for meget ned og nyse! Det gør nas...

Diagnostisk laparoskopi

Så blev det idag at det var dagen.

Gårsdagen blev brugt på at hænge ud på Skejby og vente på, at det blev min tur til at snakke med denne og hin læge - åh det bringer minder frem hehe...

Idag er det dagen jeg skal opereres. Klokken er næsten halv syv, jeg kører over til min svigerforældre med hunden om et øjeblik, og vender vi næsen mod Skejby.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg håber jeg får ud af operationen. Hvis det er Endo, vil jeg jo selvfølgelig vide hvorfor jeg har så ondt, men det ændrer jo ikke på, at Endo ikke kan helbredes (kun via graviditet *oh the irony*)... Men hvis det ikke er Endo, hvad så? Så er vi lige vidt synes jeg...

Nå, vi får se...