Frit fald
Forestil jer, at I er blevet tilbudt tre faldskærmsudspring. I tager dem. Det frie fald er vidunderligt, skræmmende og ophidsende på en gang. Fantastisk udsigt og i sidste øjeblik en regnbue af håb over jer, da skærmen folder sig ud. Men ak, det er alt alt alt for sent og I rammer jorden med et dundrende smæk.
De to første gange er skaderne heldigvis overfladiske, og I kan humpe derfra og gøre jer klar til næste spring. Tredje gang rammer I dog jorden så hårdt, at I til stadighed ikke er sikre på, at skærmen overhovedet foldede sig ud.
Efter måneder på intensiv indser I, at I faktisk overlevede, og I føler jer som mennesker igen. Og da er det I kommer i tanke om, at mens I lå i koma, kom jeres instruktør forbi og nævnte, at han godt ville give jer et spring mere hvis det var... Men I skulle være opmærksomme på, at risikoen for at ende samme sted på samme måde var ca 80%... men der var da også en ca 20% chance for at skærmen foldede sig ud og I landede smukt på benene...
Ville I tage springet?
posted by Amocca @ Monday, September 18, 2006
29 comments
29 Comments:
For at blive i analogien ... hvis nu jeg troede på at mit liv ville komme tættere på "fuldendt", hvis altså nu "bare" den famøse skærm fandt på at slå de sørgelige odds og foldede sig ud? ...
Så er jeg ikke sikker på, at jeg ville turde lade være ... men igen ... efter at ha været slået halvt fordærvet ... så ved jeg heller ikke om jeg tør mere ...
Det er en forbandet valg ... men det er kun dig der ved, hvad der er rigtigt ...
Fuck (må man sige det?) hvor du beskriver det godt i dette indlæg. Jeg fik helt sug i maven...
Faktisk tror jeg ikke, at du kommer til at slå dig så meget næste gang - selvom skærmen måske heller ikke folder sig ud næste gang.
Du er blevet stærkere af at have prøvet det før. Du har erfaring med at ramme jorden med al for stor hast. Du er bedre forberedt på, hvordan du skal tage fra, når du rammer jorden. Du ved, at du kommer dig igen med tiden...
Hermed ikke sagt, at det ikke kommer til at gøre ondt af pommern til... hvis det sker igen. Men måske folder skærmen sig ud denne gang... Jeg synes, at den skal have chancen. Jeg synes, at instruktøren skal have lov til at kløjs i sine sølle odds...
Men det er jo kun min lille mening - for det er dig, der er blevet tilbudt springet :-)
Kære Amocca
Der var 85 % chance for at min mand og jeg var fertile sammen – det var vi ikke. Der var 20-30 % chance for graviditet ved hvert behandlingsforsøg. Først i femte forsøg blev jeg gravid. Da vi havde set hjerteblink var der 90-95 % chance for at jeg ville føde et levende barn. Jeg mistede.
Min pointe er: hvis I springer ud af flyet igen, så gør det ikke fordi statistikkerne sige,r det er jeres tur, eller fordi oddsene da snart må gå jeres vej. Hvis I tager turen i frit fald igen, så gør det fordi I ikke kan lade være. Fordi I bare må og skal gøre det.
Da jeg smadrede mod jorden tilbød instruktøren også mig muligheden for endnu et spring. Mine overvejelser lignede dem du har nu. Men dybt indefra fortalte noget mig endelig at jeg ikke ville løbe risikoen for at skulle igennem det samme fald igen. Jeg nægtede at udsætte mig for endnu en sådan sorg. Heldigvis var der også noget der fortalte mig, at der var en anden måde at tage springet på. En anden vej ud af flyet, svævende på vej mod jorden, med blikket rettet udover Sydafrikas smukke landskab...
Hmmm...den slags spørgsmål, må jeg vel i grunden slet ikke have nogen holdning til, når nu jeg tilsyneladende selv er ved at nærme mig jorden med en nydeligt udfoldet skærm over mig..?
Men vover alligevel at sige, at jeg synes, Maja har nogle rigtig gode pointer. Statistikkerne kan du ikke bruge til ret meget - kun mavefornemmelsen og instinkterne kan fortælle, hvad der er det rigtige for jer.
Men forstår godt angsten og det svære i sådan et valg.
JAH!! Spring, og spring igen, og tro på det! Det skal NOK lykkedes til sidst, det tror jeg på. Jeg tror på det.
Jeg ville klart gøre det.
Mit motto er: Man fortryder næsten altid det man IKKE gjorde.
Jeg kan ikke leve med et "tænk nu hvis...", jeg kan meget bedre forholde mig til at prøve springet og så tage de knubs det fører med sig når man desværre ikke lander som ønsket.
Hvis du inderst inde tror på at du kan takle et eventuelt negativt udfald af endnu et forsøg - så vil jeg uden at tøve råde dig til at prøve igen.
Hvis du derimod ikke har lyst til at risikere at stå overfor endnu en nedtur - ja, så bør du også overveje andre måder at få børn på.
Jeg er selv midt i adoptionsprocessen - og tro mig, det er også en dejlig fornemmelse at skulle være mor til en lille kineserpige.
Held og lykke med det.
Hilsen en anonym trofast læser på din blog
Jeg har det som skrevet i sidste kommentar "hellere fortryde noget jeg har gjort, end det jeg ikke gjorde". Jeg kender mig selv. Jeg ville gå efter den lille bitte minimale chance selvom det ville slå mig halvt ihjel. Jeg ville forsøge at forberede mig baseret på tidligere erfaring og have en plan B, hvis jeg skulle ende smadret igen.
Samtidig skal man også lære af sine fejltagelser, men hvis der bare er en lille brik, der er anderledes, så er det jo reelt set ikke det samme, som de første gange?! Så er det vel ok at gøre det igen?!
NEJ. Jeg ville ikke gøre det! Synes ikke at det er det værd, bare for en graviditet, men jeg har jo altså også været gravid med 5 børn, og synes ikke den del af det er det vigtige. Efter selv at have mistet 4 børn, vil jeg ikke give Snowie ret. Det bliver IKKE lettere, selvom man er forberedt på det værste. For mig har det været vigtigst at få et barn der var raskt og kunne leve.Jeg synes Maja har så inderligt ret i hendes indlæg. Man kan ikke bruge procenterne til noget som helst. Man bliver jo lige ked af det hvis det går galt, uanset om der er en lille eller en stor procentdels risiko eller chance. Omvendt bliver man selvfølgelig også glad hvis det uventet går godt. Det er kun jer der kan træffe valget. Ved adoption er der 100% sikkerhed for at I får et barn ud af det på et eller andet tidspunkt, hvis ellers I bliver godkendt og er tålmodige nok.
Knus fra Sine
Kære Amocca.
Mens jeg spændt venter på at høre hvad din maveregion fortæller dig at du skal beslutte dig for vil jeg ikke holde vejret. Jeg vil i stedet for at gå i gang med at oppuste verdens største og blødeste hoppeborg i håbet om at - hvis du springer og hvis skærmen på grusomste vis svigter - ja så tager den en smule af for faldet. Ganske givet gør jeg det også fordi jeg håber for dig at du beslutter dig for at springe. Ikke fordi jeg ved hvad der er det rigtige for dig, men fordi jeg nægter at tro på at der ikke findes retfærdighed i dette inferlitets-land. Og min retfærdigheds-sans siger at det da må være dig nu...
De bedste ønsker.
PUK
Det man ikke dør af, bliver man stærkere af... !?
så jov jeg ville, jeg tror jeg skulle slå mig mere end tre gange til for alvor at blive tilpas afstkrækket....
og med målet (som i virkeligheden er 1000 gange smukkere end den smukkeste regnbue) i sigte, ville jeg med min elskede i hånden vove springet.... simpelthen!
hopla!
Der er ingen som kan give det rigtige råd her. Nogen gange orker man jo bare ikke mere. Det må være slut, man ikke kan klare en tur mere i følelsescentrifugen.
Og så alligevel ved jeg også at det for mit vedkomne aldrig holdt op med at hussere i mit hovede, før jeg var sikker på at der var et barn på vej til mig. Det var først da vi så vores nummer på ventelisten til Kina, at jeg holdt op med at spekulere over hvad ellers der havde været af muligheder (at Daniel sneg sig ind ad bagdøren er så en anden sag).
Jeg tror at du altid vil gå med en lille tvivl i hjertet, hvis du ikke tager forsøget. Du har alt at vinde og intet at tabe. Jeg har svært ved at gennemskue om du er ved at brække dig ved tanken om et nyt forsøg (så skal man ikke gøre det, efter min mening, for så er man kørt træt). Eller om du er bange for at blive skuffet og ked af det. Men i værste fald kommer du til at stå lige præcist der, hvor du står nu. Du har jo alt at vinde.
Set i bakspejlet ville jeg have taget uendeligt mange spring hvis bare jeg havde vidst at mit barn var for enden af det hele. Men man kan jo aldrig vide, vel? Man må satse på det man tror på.
Vo intet våger, intet vinder
Stol på din mavefornemmelse!
Hej Sine
Nu skrev jeg jo ikke mit indlæg med udgangspunkt i at miste graviditeter - men ud fra det, som Amocca skriver om, nemlig et ekstra IVF.
Jeg kender ikke til sorgen over at miste en graviditet - eller flere - men jeg kan forestille mig, at dette ikke bliver lettere jo flere gange, det sker. Tværtimod - og jeg er ked af at læse, at du har været så meget igennem.
Men jeg ved fra mig selv, at det første negative IVF/ICSI ramte allerhårdest hos mig. Alle drømmene var intakte, og jeg havde absolut ikke forberedt mig på, at det ikke skulle lykkes.
Ved de næste forsøg var jeg forberedt. De negative blodprøver gjorde stadig ondt og frustrerede mig, men jeg var forberedt på, at det kunne ske, og de kom derfor ikke som et chok - og jeg vidste, at livet ville fortsætte til trods herfor - når jeg blev færdig med at hade hele verden ;-)
Og lige til sidst... at sige ja til dette ekstra IVF udelukker jo ikke mulighederne for senere at opstarte en eventuel adoptionsproces...
Snowie
Hvad kan jeg sige... jeg har tænkt mig at springe igen. Udsigten til et liv uden børn er for mig mindst lige så slem som udsigten til at ligge med næsen i gruset. Jeg har så heller ikke adoptionsmuligheden, som en buffer... Jeg ved ikke om jeg ville tænke anderledes hvis jeg havde...
Puha.. det er svært. Jeg tror nu nok også jeg ville tage en tur mere i frit fald. Håber du rammer Puks hoppeborg. Evt kan du jo starte adoptionsprocessen alligevel - det tager jolang tid med godkendelser osv. Så har du dobbelt faldskærm!
Søs! Kan du så se at få åbnet dig blog igen, så vi kan høre mere om dit fremtidige hop!
Vil blot komme med en kommentar til Søsterlystigs indlæg, som gjorde mig meget ked af det. For mig som rent faktisk er 'gravid' med et adoptivbarn gør det ondt at høre udtryk som 'adoptionsmuligheden som en buffer'. I mine ører lyder det som om, at adoptivbørn er mindre værd end bio-børn og det først og fremmest gælder om at få et bio-barn og lykkedes det ikke så må man ty til nødløsningen - adoption.
Der var en gang, hvor jeg brændende ønskede mig at være gravid, mærke et liv vokse, føde dette liv. Jeg har altid vidst, at jeg kunne elske et adoptivbarn lige så højt som et bio-barn, men jeg ville så gerne prøve graviditeten. Så blev jeg gravid og jeg levede i 11 ugers ubeskrivelig angst for at denne gave jeg endelig havde fået ville blive taget fra mig igen. Antallet af timer hvor jeg rent faktisk glædede mig over min graviditet kunne tælles på to hænder. Da jeg så mistede den lille, vidste jeg at jeg ikke kunne gå den sorg igennem igen. Samtidig spurgte jeg mig selv hvorfor jeg dog også skulle det. For det jeg ønskede mig var jo et barn, der var levende, jeg kunne overøse med min opsparede kærlighed, som jeg ville glædes ved hver dag, som havde brug for mig, som ville gøre mig til MOR. Derfor trådte ønsket om graviditeten i baggrunden. Min adoption er IKKE en buffer - en måde at få børn på når nu den 'rigtige' måde ikke lykkedes.
Adoption er et mirakel. Det er en ligeså sindsoprivende, rørende, spændende, smertefuld, forandrende og forunderlig måde at blive forældre på, som den biologiske vej. Det er en fødsel med hjertet.
Du har helt sikkert ikke ment noget ondt ved din formulering, men jeg ville gerne prøve at sætte ord på, hvordan sådan en formulering lyder i mine ører.
Jeg prøver bestemt ikke at missionere for adoption. Det ved Anna også godt for det har jeg fortalt hende før. Vi går alle gennem en proces for at nå dertil hvor vi er. Jeg vil blot fortælle, at når man er på den anden side af behandlingerne, så kan verden komme til at se helt anderledes ud. Den kan være fuld af glæde og taknemmelighed for at få lov at blive mor på den måde, jeg forhåbentlig snart blive mor på. Den måde som for mig er blevet den 'rigtige'. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have troet på det, da jeg stod midt i behandlingerne og bare ønskede mig to streger på testen. Og det er da heller ikke sikkert Anna eller andre kan bruge det til noget som helst. Men ud måtte ordene i hvert fald.
PS. Nu kender jeg jo ikke dine omstændigheder (og det rager selvfølgelig heller ikke mig), men det er min erfaring at meget, meget få mennesker er afskåret fra adoption.
Kærlig hilsen, Maja
Ordet "buffer" var ikke ment på den måde Maja... men jeg bliver lige så ked af det, når adoption hele tiden fremføres som "løsningen"... for det er ikke en vej der er åben for alle. Jeg kan godt - set i bakspejlet - se hvorfor du reagerer. Vi er vidst lidt nærtagende og følsomme allesammen i dette forum alt efter den specifikke situation vi står i. Det eneste jeg kan sige er undskyld - jeg mente det ikke sådan... det gjorde jeg virkelig ikke. Hvis adoption var en mulighed for mig - havde jeg taget det spring for 4 år siden.
ps. Vejen er desværre hermetisk lukket for mig - min mand vil under ingen omstændigheder adoptere og jeg vil under ingen omstændigheder tvinge ham. Så jeg må være en af de få...
Ææææh - jeg blev så overvældet af at jeg havde gjort Maja ked af det - så jeg slet ikke fik forklaret mig ordentligt, men nu kan jeg altså ikke lade det ligge. Maja - ordet buffer var helt og aldeles ment på min egen situation. For mig personligt ville adoption nok først være en mulighed (hvis det altså var en mulighed) i det øjeblik jeg havde prøvet fertilitetsbehandling. Og jeg bliver faktisk lidt stødt over, at du kan tro, at jeg mener adoptivbørn er mindre værd end andre børn. Hvis du kendte mig ville du vide, at alle børn for mig er mirakler og jeg ville føle mig velsignet uanset, hvilken vej de kom fra.
Kære Søs (og undskyld Anna, at jeg spammer din blog)
Jeg ved godt, du ikke havde nogen onde hensigter med udsagnet. Jeg måtte bare forklare mig, fordi jeg ofte møder holdningen "det var vel nok synd du ikke kunne få dine 'egne' børn, men så er det jo godt at du som nødløsning kan redde et lille barn fra Afrika". Jeg er ked af, at jeg i min hudløshed kom til at putte dig i den kategori. Ved godt du ikke hører til der. Undskyld.
Og ja nogle adoptanter har en tendens til at fremføre adoption som den ultimative LØSNING. Jeg håber netop, at jeg fik forklaret at det er blevet løsningEN for mig, men at det ikke nødvendigvis er løsningen for alle.
Du siger det ikke er en mulighed for dig. Det er jeg virkelig ked af at høre. Samtidig sidder jeg og tænker: 'Er du nu HELT sikker?' Jeg kender til par med kroniske sygdomme, handicaps, store psykiske problemer i deres fortid, og tragiske famillieskæbner, som alligevel er blevet godkendt. Jeg synes det er frygteligt sørgeligt at du, som jo lyder som et reflekteret og varmt menneske, skulle være afskåret denne mulighed når nu du faktisk godt kunne tænke dig at blive mor på denne måde. Det gør mig ondt.
Mange kærlige tanker, Maja
Kære Søs
Ser først dine tilføjelser nu.
Som sagt, jeg er meget ked af at jeg har stødt dig - det var jo slet ikke meningen. Du kom desværre i en bås, hvor du ikke hørte det til. Du har nemlig helt ret i at alle børn er en gave.
Ser også at mine tanker om adoption som lukket land ikke er relevante.
Det der med at den ene er åben overfor adoption og den anden ikke er - ja, det var også situationen herhjemme. Men gennem mange, mange, lange samtaler med mig (og i øvrigt med nogle enkelte adoptivfædre) flyttede min mand sig langsomt. Det var ikke overtalelse - for du har helt ret, den slags skal og kan man ikke overtale nogen til - men det var en proces han gik igennem, med mig ved hans side.
Jeg siger slet ikke at din mand også kan/skal/bør flytte sig lige sådan. Men har han bare den mindste nysgerrighed, er jeg sikker på min mand gerne vil svare på en mail eller lignende.
Ønsker dig alt det bedste, Søs.
Kærlig hilsen, Maja
Wow, sikke en aktivitet der har været herinde i de par timer jeg har været væk fra computeren...
Godt I endte med at være enige Maja og Søs ;o)
Jeg kan godt se, at jeg snart skal skrive det indlæg om adoptionstanker, som jeg snart har kredset om i flere måneder...
Tak for jeres mange kommentarer og også den interessante diskussion...
Mvh
Amocca
ps. og til de få som måske ikke er klar over det, så er den "Anna", som Maja omtaler, altså mit alias ude i den anden verden. Men i virkeligheden hedder jeg jo Amocca, ikk.. hehe
Hej Maja,
Tak for dit svar - jeg har tænkt og tænkt over hele denne ordveksling siden i går. Og jeg kan rigtig godt forstå, at man bliver træt af at adoptivbørn ses som "næstbedst". Jeg kom i tanke om, at jeg vidst havde udeladt den meget vigtige faktor, at min egen mand og hans søster er adoptivbørn. Så på den måde har jeg fuld forståelse for den retorik, der kan gøre så ondt. Så jeg burde have vidst bedre end at bruge et ord som "buffer" - men det blev som sagt skrevet i hast og uden bagtanker af nogen slags. Tak for dine gode råd - jeg har heller ikke selv helt opgivet tanken om adoption... men sig det ikke til min mand;-)
Det er jo svært at rådgive et andet menneske til, hvad det skal udsætte sig selv for. Personligt er jeg i dag glad for, at vi 6 gange lod faldskærmen svigte og at vi tog chancen med det 7. spring også. Om jeg havde været glad for, at vi tog det 7. spring med, hvis ikke jeg var landet så smukt, som jeg gjorde, er jeg langt fra sikker på. En ting er dog sikker. Når først man har prøvet den smukke landing, er alle de mislykkede landinger og brækkede lemmer glemt!
Jeg håber, du finder den løsning, der er mest rigtig for jer. Som andre er inde på, er der flere veje ud af flyet...den ene sikrer dig i sidste ende med garanti den smukkeste landing...den anden er mere risikabel.
Kære Amocca
Åh nej, jeg har out'et dig - som Anna. Du har ret, det er noget sludder. Selvfølgelig hedder du Amocca rigtigt...;-)
Og Søs, jeg kan virkelig anbefale det forum der hedder adoptionzone.dk, hvor der også er masser af plads til folk der ikke nødvendigvis har besluttet sig for adoption, men som bare gør sig nogle tanker om det. Held og lykke med det hele.
Og Amocca, jeg glæder mig til at læse om den varme grød, som du lister rundt om :-)
Botten Anna sgu da! ikke en virkelig pige nej nej!
nåmen...
jeg tæller 25 og nu med mig selv 26....bare lige for at sige det!
he!
Tja det er sgu svært. Der kommer jo en grænse for de fleste, hvor man ikke kan holde til mere. Og jeg hører fra adoptivforældre, at de ikke skænker den anden mulighed en tanke efter, at den lille nougatbaby er kommet ind i deres liv. På den anden side - hvis man ikke sprang den sidste gang ville man så altid gå og tænke: hvad nu hvis jeg havde.... Så summa sumarum
- hvis du mener du kan holde til endnu en gang potentielle knubs, så er der jo mulighed for den store gevinst. Hvis du føler du ikke kan bære endnu et fald, så lad det ligge for nu.
Kære Amocca
Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, om dine overvejelser - for og imod - bliver påvirket af donor-aspektet - eller om det ikke har nogen plads her?
Mange hilsner
Marie
Mht. spørgsmålet om hvorvidt det sidste (ubrugte) forsøg vil vedblive at spøge i baghovedet som et stort "hvad nu hvis...": Ja, det vil det sikkert, hvis man samtidigt beslutter sig for et liv uden børn.
Men hvis beslutningen indebærer at man i stedet for barnløsheden går adoptionsvejen, så kan jeg slet ikke forestille mig andet end at tanken om det sidste (ubrugte) forsøg dør ud. For så har man jo fået SINE børn, og hvad er der så at fortryde...?
På den anden side: er man det mindste i tvivl om hvorvidt man vil fortryde at valget faldt på adoption førend det sidste forsøg var brugt, så er det et tydeligt fingerpeg om at man ikke er parat til at lægge drømmen om graviditet og biologisk barn bag sig.
Jeg er godt klar over at et sidste forsøg ikke udelukker en kommende adoption, og for nogle skal det sidste forsøg måske til, førend man kan lukke den dør bag sig og komme videre. Men jeg forstår bare ikke det argument at man som adoptant kan komme til at fortryde et ubrugt forsøg. Jeg stoppede fertilitetsbehandling relativt hurtigt (i al fald før sagkundskaben syntes det var relevant), og nu sidder jeg med en herligt spraglet flok unger. Fortryder jeg at jeg stoppede? Fortryder jeg at jeg ikke gik planken ud? Du godeste nej; det ville jo være det samme som at fortryde mine børn.
Amocca - ovenstående er ikke specielt møntet på dig, men på et ofte fremført argument. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke og ikke mindst efterhånden afklaring, ro og glæde ved den beslutning du ender med at træffe - hvadenten det bliver den ene eller den anden.
Mange gode ønsker fra en adoptivmor der lige forvildede sig forbi, og blev grebet.
Post a Comment
<< Home