Sunday, June 04, 2006

Barnløsheden og byen

Som nævnt i det alfabetiske sidste indlæg, har jeg brugt de sidste par dage på at se min Sex & The City Shoebox (se under S). Nu er jeg desværre færdig *suk*... Så bliver jeg vel nødt til at læse til eksamen istedetfor, øv...

Nå, som I allesammen ved (forhåbentlig - for jeg har da vel ikke læsere der ikke ser SATC, vel?), ender Charlotte i samme båd som os her i blogland: infertil og med en del mislykkede IVF forsøg bag sig...

Det er selvfølgelig ikke noget der bliver behandlet med stor dybde eller noget, men det fylder da en del i de story-lines der handler om Charlotte. I starten bliver det behandlet på en sådan måde, så Charlotte fremstår som en af de kvinder man elsker at hade efterhånden... altså en af dem der efter 3 måneder allerede hyler over at de ikke er blevet gravide... men som historierne fortsætter finder vi jo så ud af, at der er et reelt problem. Faktisk ryger Charlottes første ægteskab på den konto (ikke kun det, men lad nu det ligge)....

Nå, men i andet ægteskab får vi lidt mere om situationen. Vi finder ud af, at Harry og Charlotte faktisk bliver gravide naturligt, og at hun taber graviditeten. Vi ved at de tager minimum to IVF-forsøg og vi ved også, at der i hvert fald i et af forsøgene ikke er nogen æg til oplægning. Og her er jeg sådan set fint tilfreds med forestillingen om man så må sige. Charlottes reaktioner er fine: "We'll try IVF again. It will work. It'll have to!" (sagt med let desperation i stemmen).

Men det lykkes ikke…

Jeg har fulgt Charlotte igennem alt fra akupunktur til urter til hormonindsprøjtninger, gennem hendes veninde Mirandas upser graviditet, som afsløres på netop det tidspunkt Charlotte finder ud af, at hun selv har et problem og hendes glæde over at få en hund. Alt sammen med en blanding af irritation og indlevelse.

Irritation fordi jeg som en generel regel ikke er særligt positivt stemt overfor Hollywoods portrættering af barnløshed. Generelt synes jeg altid, at det kommer til at fremstå på en sådan måde, at man relativt hurtigt affinder sig med denne situation, accepterer den, får sig en hund og er glad for den, og derefter adopterer man bare… sådan lidt vupti agtigt… (og ja, det er også det der sker her til sidst).

Men jeg ved jo godt, at det ikke er muligt (og sikkert heller ikke ønskeligt), at vise alt det lort der foregår inden i hovedet på personer som mig. Så jeg tolerer, at det måske nok er overfladisk, men at det trods alt er bedre end ingenting. Og jeg synes, at de virkelig forsøger at få det rigtige igennem.

Så derfor også indlevelse. For jeg har jo været der, i desperationens kløer, hvor det bare må og skal lykkes, hvor man end ikke vover at tænke tanken at det ikke gør. Igennem akupunkturen og håbet. Igennem tanken om at hvis nu jeg tog dette eller hint ”vidundermiddel”… og også igennem venindens graviditet, som timingmæssigt kom aldeles uheldigt for mig. Så jeg så det og jeg græd.

Jeg græd da hun tabte graviditeten, jeg græd da æggene ikke havde delt sig, jeg græd da deres forsøg på national adoption gik i vasken og jeg hulkede mig igennem det sidste afsnit hvor de får billedet af deres lille kinesiske datter…



Bizart nok, er det derfor en åndssvag tv-serie, som får mig til at stille mig selv en hel masse spørgsmål, som jeg desværre ikke kan give ordentlige svar på...

Som fx. hvorfor kan jeg ikke acceptere adoption som en mulighed for os? Hvornår vi skal forsøge os med det sidste forsøg? Hvorfor vi overhovedet skal tage det sidste forsøg, når hverken vi eller lægerne tror på det? Om en hund virkelig ville hjælpe? og vigtigst af alt: Hvordan kan det være, at jeg kan græde over en fiktiv persons skæbne, men ikke min egen?

7 Comments:

At 2:12 AM, Anonymous Anonymous said...

Ærger mig vildt over, at jeg ikke har set serien.... Har ikke haft mulighed for at se kanalen hele tiden og opgav derfor at begynde at følge med.... TIS!!! Føler, jeg er gået glip af noget. Så jo, du HAR læsere, som ikke har set den.

Når du græder over de fiktive personer, græder du så ikke også lidt over din egen situation? Når den slags fremkalder tårer hos mig, føles det nogen gange som den udløsende kontakt, som får mig til at græde og nogle gange føler mig lettet bagefter. Og nogle gange er det bare et par tårer i øjenkrogen, andre gange græder jeg en halv time efter, hvilket på en eller anden måde er meget forløsende (nogle gange.)

Øv, altså - har lyst til at tage en uges fereie og se den serie.

 
At 6:47 AM, Blogger Unknown said...

En klog dame som jævnligt hjælper mig sagde for nyligt til mig at jeg skulle se noget dårligt tv af den slags der kunne få mig til at græde - for jeg trængte til at græde, mente hun.

Jeg tror det er en fysisk nødvendighed at græde. Og jeg tror ikke det gør den store forskel hvorfor vi græder... Som jeg selv skrev om for nyligt da jeg havde grædt over en græsslåmaskine der ikke ville starte... ;)

Jeg håber du fortsat kan finde serier og andet skidt at græde over - så du får luft her midt i eksamenstiden. Og jeg er sikker på at på den anden side af gråden der finder du svaret på de svære svære spørgsmål om næste forsøg, adoption osv.

Og så er jeg i øvrigt serie-junkie! I en sådan grad at jeg indimellem stædigt må forbyde mig selv at begynde på at se en serie, derfor har jeg aldrig set et eneste afsnit af SATC, Taxi, Krøniken, Ally og en del andre... Men har nu tudet til rigeligt med serier alligevel ;)

God Pinse - PUK

 
At 9:41 PM, Blogger HBT said...

Ser SATC ind i mellem men har aldrig set de omtalte afsnit.

 
At 10:41 PM, Blogger GitteK said...

jamen sådan er det....
alting er nemmere når man kan spejle det i andre ikk...
nej ikke nemmere men mere ligetil...

en mærkelig naturlov!

 
At 9:15 AM, Anonymous Anonymous said...

Ja, SATC er for god! Og når du har alle dvd-ere, som mig, kan du godt glæde dig til at være klar til at starte forfra om et par måneder igen :-) Jeg har været igennem tre gange nu og købte min for et år siden... Jeg tror, det er fordi, det er på afstand, at du kan græde over fiktionen. Det er svært at overskue en selv, når man nu har sin egen krop som centrum og ikke ser sin egen situation fra et overordnet punkt, men er midt i den.

 
At 9:08 AM, Blogger Solsikke said...

Jeg troede at jeg var hardcore fan, og havde set alle afsnit, men jeg havde slet ikke bemærket at Charlotte var gravid - kun alt det andet. Vil give dig ret i at det er lidt overfladisk, men samtidig bliver det dog fremstillet mere problematisk end bare - vupti - som andre amerikanske serier plejer.

 
At 10:25 AM, Anonymous Anonymous said...

Jeg har faktisk selv spekuleret som en gal på, hvordan man kunne portræterer så dybe følelser, som f.eks. ufrivillig barnløshed giver.

Min konklusion har indtil videre været, at det kan man ikke. Man KAN ikke komme i dybden - for uanset hvad - så slutter filmen efter 1,5 time - eller serien efter 45 minutter. Man kan kun skrabe i overfladen - og satse på, at de mennesker, der føler serien eller filmen, har empati nok til at forestille sig resten.

Græd alt hvad du kan. Jeg har det på nøjagtigt samme måde - og som Puk skriver, kan jeg godt finde på at finde en film, jeg VED jeg vil tude over, bare fordi jeg har brug for det. Jeg ved godt indeni, at det er noget helt andet, der trykker - men det er så forløsende.

Mange hilsner
Pernille

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger