Tid

Jeg har fået et nyt ur. Nu kan jeg fysisk se tiden gå. Det er både skræmmende og rart.

Skræmmende fordi jeg ved, at jeg bliver ældre og ældre for hvert sekund der tikker forbi, uden at vi er blevet forældre, uden at vi er blevet en familie, uden at vi er kommet nogen vegne med denne drøm.

Rart fordi jeg ved, at tiden er min ven i helingsprocessen. Og for hver dag der går vil jeg få det bedre og få alt det her på afstand.