Mig og Ronan

Jeg må advare om, at følgende indlæg måske er det fældende bevis der afgør, at jeg snarest muligt skal indlægges på psyk, men i så fald må det jo være sådan.

Kan I huske dengang I var yngre og livet gik jer imod; kæresteproblemer og den slags... Hvordan det føltes som om enhver sentimental popballade handlede om jeres situation og talte direkte til jer? Jeg kan.

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har nærmere kendskab til de mekaniske psykiske processer, der ligger bag de følelser af vrede, sorg og frustration jeg går igennem lige nu. Men en af dem er tydeligvis en form for regression tilbage til ovennævnte tid...

For jeg svæger, kære læsere: Ronan Keating taler til mig!

Jeg kan godt forstå I er skeptiske. For når alt kommer til alt, er det ikke særligt realistisk - når man tænker på at manden er irer, yngre end mig, mangemilliardær, lykkeligt gift og far til to - at nogen af hans sange er skrevet med udgangspunkt i frustrationen, vreden og sorgen over at det sidste IVF-forsøg på Skejby også var forgæves og uden resultat...

Jeg kan i øvrigt heller ikke helt forestille mig, hvordan en sådan sang ville lyde, eller at det ville være helt let at finde et rim til Skejby Fertilitetsklink, men lad nu det ligge...

Tilbage til Ronan, som opgav fertilitetsklinik-rimet og valgte det han var bedst til, nemlig hjerte/smerte rimet og det med stor succes, men som på trods af dette altså taler til mig i øjeblikket...

Og før i nu ryster på hovedet og siger: naaaah, Amocca, den må du længere ud på landet med. Så lad os se på omkvædet til "The long goodbye", som jo så tydeligt handler om det at skulle opgive håbet og sige farvel til drømmen om det biologiske barn.

"This is the long goodbye
Somebody tell me why
Two lovers in love can’t make it
Just what kind of love keeps breaking a heart?
No matter how hard we try
It's gonna make us cry
Come on, baby, it’s over.. let’s face it
All that’s happening here is a long goodbye"

Eller "The last thing on my mind", som vi, der står her midt i det, udemærket kan se handler om den frygt man har for, at det hele går i stykker. At man i den desperate jagt på graviditeten glemmer alt det man har og hvad det egentlig handlede om: Nemlig at få et kærlighedsbarn og blive en familie. Jeg ved ihvertfald, at jeg selv har måttet indse i de sidste par dage, at jeg har ofret meget på behandlingens alter, måske også mere end jeg burde have. Og jeg har glemt min dejlige mand i alt det her.

"No I won't let you go, know what we can be
I won't watch my life, crashing down on me
Guess I had it all, right there before my eyes
But, I'm sorry now, you were the last thing on my mind"

Kan I ikke se det? Eller sender I bud efter den blå vogn nu?