Minder fra en svunden tid

Den anden dag sad jeg på en kaffebar, og overhørte en samtale mellem to piger på en 16-18 år. Den ene pige var overbevist om, at hun var havde en depression, den anden at hun led af panikangst. Ihvertfald havde de læst om disse ting på nettet og mente, at symptomerne passede...

Jeg siger ikke, at disse to pigers problemer ikke var reelle, i teorien kunne de vel begge have haft ret, men jeg husker så tydeligt hvordan det var at være 17 år. Jeg husker at sidde i gymnasiets cafe, klædt helt i sort, med en smøg i den ene hånd og en kop sort kaffe i den anden, mens man diskuterede med en klassekammerat hvor hårdt det hele var...

Dette var i internettes spæde spæde barndom, så vi havde ingen bekvemme diagnoser at sætte på vore (selvvalgte) sorte liv, men hvor hårdt vi havde det... det kunne der ihvertfald ikke herske nogen tvivl om...

Ak ja. Live and learn...

Som jeg sad der ved nabobordet og lyttede, var jeg skiftevis fyldt af følelser af morskab og misundelse. Morskab fordi jeg kunne genkende mig selv i disse to piger, med deres farvede hår og deres lange sorte gevandter, og misundelse fordi jeg ville ønske, at mine problemer var noget jeg kunne vokse fra...

Lad os få på det rene, at jeg under ingen omstøndigheder ønsker at være teenager igen. Denne pinlige klodsede del af mit liv er noget jeg er glad for, at jeg har lagt bag mig...

Men denne uskyld og naivitet over hvad der konstituerer ulykke, den ønsker jeg mig tilbage. Jeg ønsker mig tilbage til en tid, hvor mine problemer - hvor reelle de end måttet have synes for mig - var selvskabte...