Amoccas Kaffebar

Stjernehunden

2010-09-04T21:17:00.003+02:00

Min lille hund er en stjerne, ingen tvivl om det. Vindueskarmen i stuen bugner af 8 pokaler og 2 guldmedaljer...

Bloggen er stadig på standby, det samme er bloggens oprindelige emne. Jeg har ting jeg skal have skrevet ned, men det skal vendes i mit hoved, før det kan komme ud igennem fingrene...

Så for nu, er det stjernehunden der fylder indlæggene.

Vi løber stadig agility, og alle 8 pokaler samt den ene af guldmedaljerne, i vindueskarmen, er vundet i denne disciplin... Men vi har også kastet os over rally-obedience, som en en form for lydighedsprogram - og vandt sandelig vores første prøve, med intet mindre end 197 ud af 200 mulige point. Vi hygger os vældigt!

Her går Karla rally-obedience til DGI Landstræf i Viby. Vi får 100 point ud af 100 mulige :-) På trods af, at kræet er ved at være godt brugt på dette tidspunkt, efter en lang weekend, med mange agilityløb - hvor hun blev bedste sammenlagte i sin klasse på dagen!

1,2,3 Pokal!

2010-07-27T01:44:00.005+02:00

Den her post er rent pral, det kan jeg ligeså godt indrømme... Men på trods af, at jeg ikke kan finde ud af at skrive om, når ting går godt, så evner jeg åbenbart heller ikke at holde min mund, når ting går rigtigt godt!

Min lille hund og jeg startede på de landsdækkende konkurrencebaner i april måned i år, og man må sige, at vi har gjort indtryk allerede: 4 konkurrencer, 3 pokaler...

I maj vandt vi vores springklasse i Viby og i Brenderup i juli var det en ren sejrs-dans, med en sejr i agility og en 2. præmie i spring...

Så selvom bloggen er på standby, så må I alligevel ikke snydes for min smukke hund og hendes pokaler og præmier...

Viby, maj 2010

Brenderup, juli 2010

Ord som naturtalent og trofæhylder sniger sig ind i mit ordforråd...

God sommer til alle!

Bitre bitches blogger bedre

2010-04-25T20:12:00.005+02:00

Overskriften er desværre en sandhed. Jeg kan ikke skrive, fordi jeg ikke er bitter længere... Hvor sært er det lige?

Jeg har det så godt, jeg er glad og fro og netop derfor har jeg måttet opgive min tidligere yndlingsbeskæftigelse - nemlig at skrive.

Hende den bitre er skrinlagt og med hende døde bloggen åbenbart. Trist (eller er det?) men sandt...

Hvad der dog er virkelig sært, og som jeg har funderet en del over, er, hvorfor jeg ikke kan skrive om ting der gør mig glad? Jeg har prøvet, virkelig, tro mig! Men det virker ikke. Det bliver noget platværk - som end ikke jeg selv gider læse... og hvorfor skulle andre så?

Og hvis ingen gider at læse det, så er der virkelig ingen grund til at skrive det, for at være helt ærlig. Vel?

Så for nu, er jeg vist den der er smuttet. Forårssolen, min hund og agility-konkurrencebanerne kalder. Jeg vender tilbage hvis bitterheden en dag indfinder sig igen...

Indtil da, må I nok leve med den larmende stilhed og vide, at det er et godt tegn.

For bitre bitches blogger bare bedre!

Jeg mangler ord... men de der er, får lov at blive

2009-12-03T22:57:00.005+01:00

Jeg beklager den lange tavshed. Jeg har skriveblokade. Så er det sagt. Sandheder er blevet sagt i kommentarerne, ligeledes er spørgsmål blevet stillet.

Hold da op hvor er din blog blevet kedelig!

Altså har du lukket din blog... i så fald vil det da være god stil at skrive det...

Er bloggen lukket? Nej! Jeg har overvejet det, det skal jeg være ærlig at sige, for det er længe siden, jeg har haft noget som helst at sige. Men den bliver ikke lukket. Et par gange om året modtager jeg stadig dejlige mails fra nye kvinder, som er så utroligt taknemmelige for at have læst deres egne tanker sort på hvidt. Kvinder som har slugt hvert eneste indlæg råt - fra ende til anden, som var bloggen helt ny og frisk. Og selvom det måske kun drejer sig om 10 kvinder om året, så får ordene lov at stå - for deres skyld.

Men skrive nye indlæg - det er svært, når man har skriveblokade. Nedenstående kommentar fik mig dog tvunget til tasterne alligevel.

lad os høre lidt fra dig. Eller afslut denne blog med en lille skrivelse. vi alle har jo fulgt dig. Ellers må jeg resten af mit liv... hver eneste dag gå ind og tjekke om du mon har skrevet... hilsen en pige der var med én enkelt gang i kaffeklubben ude hos dig. håber og ønsker alt godt for dig i fremtiden

Jeg kunne alligevel ikke have siddende på mig, at en stakkels kvinde måtte bruge tid hver dag - resten af sit liv - på at tjekke for nye indlæg hahaha. Kan i denne forbindelse anbefale, at smide bloggen på RSS-feed - så bliver du automatisk gjort opmærksom på, hvis der er nye indlæg...

Men jo, jeg har det godt. Jeg er igang med at uddanne mig til hundetræner og træner også på livet løs med min smukke hund. Hun er nu 18 måneder og konkurrencebanerne lokker i det nye år - noget jeg glæder mig meget til.

Jeg håber - og tror på - at ordene kommer tilbage til mig. For at se bloggen ligge støvet hen, som en glemt roman i et tog, gør mig uendelig trist til mode. Den fyldte så meget i mit liv, i så utroligt mange år, den var min ventil, min helt personlige terapeut og min fortrolige. Så måske får ordene ikke kun lov at stå for de fremmede kvinders skyld - men også for mig egen.

Den indre skønhed

2009-06-07T11:24:00.001+02:00

Er hjemme igen og ved godt mod. Operationen gik fint, de fandt lidt endo derinde, som nu er fjernet og en hormonspiral sat op, som forhåbentlig kan holde det i skak i fremtiden...

Udover endoen, fik jeg at vide, at jeg var utrolig smuk indvendig... En kommentar, som jeg ikke rigtigt ved hvad jeg skal bruge til... Men man siger jo, at det er den indre skønhed der tæller, og der er jeg så åbenbart et pragteksemplar! Det har jeg lægens ord for...

Omstændighederne taget i betragtning, så har jeg det forbløffende godt. Kan sagtens gå rundt uden de store smerter, selvom jeg skal afholde mig fra at bukke mig alt for meget ned og nyse! Det gør nas...

Diagnostisk laparoskopi

2009-06-05T06:25:00.003+02:00

Så blev det idag at det var dagen.

Gårsdagen blev brugt på at hænge ud på Skejby og vente på, at det blev min tur til at snakke med denne og hin læge - åh det bringer minder frem hehe...

Idag er det dagen jeg skal opereres. Klokken er næsten halv syv, jeg kører over til min svigerforældre med hunden om et øjeblik, og vender vi næsen mod Skejby.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg håber jeg får ud af operationen. Hvis det er Endo, vil jeg jo selvfølgelig vide hvorfor jeg har så ondt, men det ændrer jo ikke på, at Endo ikke kan helbredes (kun via graviditet *oh the irony*)... Men hvis det ikke er Endo, hvad så? Så er vi lige vidt synes jeg...

Nå, vi får se...

Fremmedord

2009-04-30T16:51:00.002+02:00

Det er fremmedord der præger bloggen idag. Dette kan eventuelt skyldes, at jeg sidder i USA og skriver, men det er næppe den primære grund...

Det første fremmedord er:Kuriusom. Det er nemlig et kuriosum, at der for første gang i bloggens 5 år lange levetid, er et hul i arkiverne. Ingen indlæg overhovedet i marts 2009. Dette er sært. Og lidt trist, synes jeg næsten, men mest af alt er det vist godt. For desto værre jeg har det, desto mere skriver jeg. Så konklusionen er, at jeg har det godt.

Diagnostisk Laparoskopi er andre fremmedord. De beskriver det indgreb lægerne på Skejby vil sende mig igennem. Men senere. For lige nu er jeg i USA, så jeg vil tage ud og nyde "Guds eget land" og de mange fremmedord...

B(l)og?

2009-02-09T08:32:00.003+01:00

Jeg grubler i øjeblikket... Det er grunden - eller ihvertfald en af dem - til at der er så stille herinde... Jeg grubler.

I årenes løb, er jeg flere gange blevet opfrodret til, at forsøge at få bloggen udgivet som bog. Mest af venner og familie, skal siges, men også af enkelte "fremmede" objektive individer. Hver gang er jeg selvfølgelig blevet vældigt smigret, men har vægret overfor ideen alligevel...

Denne vægring har mestendels skyldtes, at jeg synes bloggen var ufuldstændig. Den manglede en afslutning. Og historier bør have en form for afrunding, ellers vil læseren sidde tilbage frustreret og med en følelse af at være blevet snydt på en eller anden måde...

Efter nytårsindlægget ringede min søster og sagde de magiske ord: "Der er din afslutning!" Og hun har jo egentlig ret. Nytårsindlægget kunne sagtens være en afslutning. Tydeligvis har ordene deri, ihvertfald været definitive nok til, at jeg ikke har skriblet i over en måned... Så måske er det min afslutning...

Men... Den anden del af vægringen ved at få bloggen udgivet er, at jeg ikke er sikker på, at der er et marked... Hvorfor skulle nogen ønske at købe noget, som de kan læse ganske gratis på internettet? Altså udover mine venner og familie, som selvfølgelig ville købe den, blot for at have den stående i reolen... Men ville andre?

Men hvis vi nu gemmer denne bekymring lidt af vejen, og leger med tanken om at gøre det. Ville man så blot tage revl og krat med? Jeg skal jo være den første til at erkende, at der er indlæg af svingende kvalitet herinde, og de nok ikke alle er nødvendige at dele med verden...

Men hvis man udvalgte forskellige gode indlæg og lod dem være bogen, ville man ikke miste en del af kontinuiten i historien... Eller er kontinuiteten irrelevant her, da bogen måske mere skal være en følelsesrejse end den reelle rejse gennem behandlingssystemet?

Ja, gode råd, tanker, meninger og input er meget velkomne

Amoccas Nytårstale

2009-01-03T09:48:00.006+01:00

Hvis man skal nå at skrive en nytårstale, så skal det da vist til at være, eftersom året 2009 jo er flere dage gammelt allerede...
Og i år synes jeg faktisk det er på sin plads, at få skrevet en nytårstale, da 2008 virkelig har været et år med store forandringer, forandringer der fortjener at blive nævnt...

2008 var året, hvor jeg endelig indså, at jeg nok næppe fik skrevet mit speciale, og dermed også året hvor jeg indså, at jeg måtte ud og søge arbejde alligevel, et rigtigt arbejde, istedetfor at blive hængende i min egen personlige sutteklud af et job i Toys R Us. Og under store kvaler, frustrationer og angst for fremtiden blev ansøgninger skrevet og sendt. Og i april fik jeg så tilbudt et job som forretningsudvikler, på trods af det manglende speciale, på trods af hullet i mit CV, der skyldes behandlingerne på Skejby. Og det var enormt skræmmende og enormt spændende på samme tid...

Der er ingen tvivl om, at jeg er tryghedsnarkoman. Jeg har det bedst når jeg ved hvad jeg laver og er the "go-to-guy", den der ved alt... Og sådan kan det jo ikke være, når man er ny et sted. Men jeg arbejder på at lære og lære og lære, og en dag bliver jeg måske hende der ved alt, endnu engang...

Jobbet var med start i september, perfekt for mig. Det gav mig lang tid til at vænne mig til situationen, lang tid til overdragelse af mit tidligere job, lang tid til at trøste min tidligere chef hehe og mulighed for en god lang sommerferie, så jeg kunne få en hundehvalp hjem...

Og så kom Karla. Og vendte op og ned på alt. Hun trampede ind i vores hus og hjerter, med mudrede poter, hundehår i sofaen, sand i sengen, hundemad med fiskelugt og legetøj spredt overalt i huset. Og med hende fulgte latter og i starten også lidt tårer. For uanet antallet af ben på ens yngel, så er bekymringerne mange af de samme. Spiste hun nu nok, hvorfor sov hun ikke når hun så tydeligvis var træt, havde hun ondt, hvorfor pev hun osv osv...

Efter 14 dage med Karla kom Hr. G's operationsdato. Og man må sige, at lige så stor en omvæltning det var at få Karla ind af døren, mindst lige så stor en omvæltning har dette været.

Der gik selvfølgelig en tid med at hele og sørge for at han spiste det rigtige, på det rigtige tidspunkt osv. Men efter relativt kort tid var han egentlig tilbage til normalen, blot med mindre appetit og, efterhåden som kiloene raslede af, med større livsglæde.
Det har været fantastisk at være vidne til. Han er blevet en hel anden, eller rettere: han er blevet sig selv igen. Han ligner også sig selv igen... Jeg var skrækslagen i starten, da han proklamerede han skulle opereres, men kendte heldigvis et par stykker der var gået operationen igennem uden nævneværdige problemer... Men stadigvæk... Det er et stort indgreb, der ville ændre hans (og dermed vores) liv for bestandigt.

Men det var en fantastisk beslutning, og det er gået så godt. Jeg har fået en helt ny mand. En gladere, mindre og meget mere aktiv mand. Der er ingen tvivl om, at operationen og de mange kilo der rasler af har været den helt store faktor i at gøre ham gladere, men man skal heller ikke underkende min indflydelse her. Det at jeg er blevet gladere, har uden tvivl også en hel del med sagen af gøre.

Så det hele bider lidt sig selv i halen, jeg er blevet gladere på grund af hunden og Hr. G's operation og vægttab og Hr. G er blevet gladere på grund af operationen, vægttabet og at jeg er blevet gladere. Og det er jo en god cirkel, så det skal man ikke klage over...

Så for at opsummere, så bød 2008 på nyt job, ny hund og ny mand! Et indbringende år må man sige...

2009 bliver endnu et godt år, det er jeg sikker på. Det byder forhåbentlig på en løsning på menstruationssmertehelvedet, på adoptionsansøgning og forhåbentlig senere godkendelse, på nye projekter på jobbet og på agilitytræning med hunden til sommer...

Præcis hvornår disse ting vil hænde kan jeg ikke udtale mig om, så for nu vil jeg nøjes med at håbe at I alle havde en dejlig start på det nye år og slutte med et nytårsbillede af mig selv og babyhunden og ønske jer alle et glædeligt og lykkebringende 2009.

Tanker en tidlig julemorgen

2008-12-24T07:38:00.005+01:00

Hmmm... Hvis man kan lære en ting af alt alt det her, så er det vist at man ikke skal stole en skid på mig, når jeg siger jeg vender tilbage snart hehe... det beklager jeg. Jeg beklager også, at min undskyldning er så lam, at det eneste jeg kan bruge er, at det har været svært at vide hvad filan jeg skulle skrive...

Jeg har skrevet i mange år. Og har aldrig oplevet en så massiv eller ophedet debat om noget som helst på min blog. Og når folk er rørende enige med een i over 4 år, så kan det godt komme som et chok for een, når de pludselig ikke er det... Nå, men lad os nu prøve alligevel, for det er juleaftensmorgen, og jeg tror ikke julefreden kan sænke sig over det lille hjem før dette indlæg er skrevet.... Så hermed et par tanker...

Jeg synes vi må starte med at skille æbler fra pærer... for på en eller anden måde blev adoption blandet ind i fjernelsen af mit underliv, og de to ting havde egentlig intet med hinanden at gøre. At få fjernet livmoderen handler kun om at højne min egen livskvalitet (det gør adoption måske også i sidste ende, men det er stadig en hel anden historie), fordi jeg er så utroligt træt af at være sygemeldt og halvt invalideret hver eneste måned, og at dette kun synes at blive værre for hvert år der går...

Jeg er nu henvist til Skejby til endo-specialisterne der. Nu må vi se hvordan det forløber. Om de finder noget denne gang. Min læge er bange for, at der sidder endo på tarmene, og at det dermed ikke vil afhjælpe problemet at fjerne livmoderen, og det kan der jo være noget om... så nu prøver vi det her. Jeg er egentlig ret ligeglad med hvad der sker, bare der sker et eller andet der kan ændre status quo.

Det behøver ikke at være en komplet ommøblering derinde, der skal blot ske noget! For situationen som den er, er simpelthen hverken rimelig eller holdbar. Hverken overfor mig, min omgangskreds eller min arbejdsgiver.

Så fik vi (måske) det på plads.

Og så til mine tanker om debatten og uenigheden. Jeg har virkelig gået og tænkt så det knagede over hvordan en hel tilfældig persons skrevne liv på internettet kan føre til så ophedet en debat. Mange af jer kender mig ikke, udover det jeg skriver her og eventuelt har skrevet andetsteds på nettet i de forløbne år...

I starten var jeg meget enig med Snowies kommentar om, at man så bloggen som en bog, der pludselig slet ikke førte historien derhen hvor man havde ønsket den.

Jeg tror, at trofaste læsere (som ikke kender bloggeren IRL - både Amocca her, men også andres bloggere for den sags skyld) kan komme til at få følelsen af, at de læser fiktion - en "god historie".

Vi kender formentlig alle følelsen af at sidde tilbage med en lidt træls fornemmelse, hvis en bog eller en film slutter anderledes, end man havde håbet - og derfor reagerer mange af I mere anonyme læsere formentlig, som I gør. I prøver at påvirke "bogens" afslutning. I hungrer efter en happy ending.

Denne enighed blev understøttet af, at Monja brugte ordene "Jeg synes ikke at din historie holder vand" og af det faktum, at jeg faktisk har filosoferet over denne teori før.

Denne fornemmelse, at det blot er en god historie, tror jeg er sand, hvis man ikke er trofast læser. Jeg tror, at hvis man som tilfældig læser dumper ind, så ser man blot det skrevne og glemmer hvad der ligger bag ordene. Jeg tror dog, at hvis man følger den samme blogger i mange år, at ideen om bloggen som bog lidt går fløjten. Læser man med i mange år, indser man at der sidder et menneske bag skærmen, især hvis dette menneske har følelser og erfaringer man kan forholde sig til og eventuelt selv har oplevet.

Det kender jeg da ihvertfald fra mig selv, fra de år hvor jeg var daglig gæst på op til 20 blogs. Jeg følte jeg kendte disse kvinder. Men det er jo en illusion at tro, at man kender et menneske blot fordi man har fået lov at læse en flig af deres liv.

Selvom barnløsheden nok har domineret mit liv i mange år, så er det trods alt kun en facet af hvem jeg er. Jeg er meget mere end Amocca - den barnløse.
Jeg er også kone, søster, datter, veninde, moster, hundemor, svigerdatter, barnebarn og kollega og en hel masse andre ting. Og som tiden er gået, træder den barnløse Amocca i baggrunden og giver lidt mere plads til alle de andre Amocca'er.
Men her på bloggen, har den barnløse Amocca førsteprioritet, det har hun altid haft. Det er hende I har lært at kende, hende I er blevet "venner" med, hendes intime tanker og følelser I er fortrolige med...

Jeg kan godt forstå, at det må synes underligt og utroværdigt på en måde, når en god veninde så "pludseligt" ændrer personlighed. Men det er blot en anden facet af mig, der kommer til orde nu. Og hende må I nok lære at leve med, da bloggen ellers vil dø helt ud. For den barnløse Amocca er ved at være lidt bleg og træt i det - og gudsketakoglov for det! Jeg har dedikeret hele mit liv til barnløsheden i mange år, men den fylder så lidt efterhånden og det er virkelig en dejlig dejlig ting.

Men for de der stadig er i gang med behandling, de der stadig længes, håber og tror på behandlingen. Der er jeg nok ikke den rette længere. Ikke hermed sagt, at jeg ikke stadig sympatiserer med jer, at jeg ikke håber for jer at det lykkes, men det bliver ikke mig der skal være "det lysende håb" om at det KAN lykkes, hvis man bare bliver ved længe nok... Den rolle ønsker jeg ikke at spille.

Og det er nok egentlig hele humlen i mit "nye" liv. Jeg har muligheden for at vælge hvilke roller jeg ønsker at tage på mig. Det har jeg selvfølgelig altid haft, men i de år hvor alt var sovset ind i barnløsheden var der ikke mange valg. Der var kun een vej frem i mit hoved: flere forsøg! Og flere forsøg betød, at jeg måtte leve med smerterne og invalideringen hver eneste måned (lide i stilhed og alt det pjat) for ellers var det slut...

Sådan er det ikke mere. Jeg er blevet voksen, eller ihvertfald ældre, og mange erfaringer rigere. Og jeg har indset, at der er andre veje fremad end den ene jeg så, da jeg sad i mørket med min uendelig smerte. Og den frihed til at vælge, har gjort det muligt at leve igen. At kunne tage kontrollen over mit liv tilbage. Dermed kommer også ønsket om at forbedre mit liv og min livskvalitet - og der er jo ingen grund til at lide i stilhed med invaliderende smerter hver eneste måned, hvis der kan gøres noget ved det.

Alt det ovenstående skal ikke forståes, som at barnløsheden overhovedet ikke længere er en faktor i mit liv. Selvfølgelig er den det, det vil den nok altid være for os der har været igennem et forløb som dette, hvad end vi når målet eller ej. Men jeg tror det var Freudika der engang skrev, at "smerten er som et glasskår i hjertet. I starten er det skarpt og stikker hver gang man bevæger sig. Men som årene går og hjerteblodet har rullet forbi det mange mange gange, så afrundes kanterne til bløde buer. Det vil altid sidde i hjertet, du vil altid føle det, men det gør ikke nær så ondt mere".

Og det er præcis sådan det er... Så med denne allegori vil jeg slutte af. Det begynder at lysne udenfor, hunden er netop stået op og har lagt sig hos mig og det er juleaftensdag. Jeg ønsker alle der måtte kigge forbi en rigtigt glædelig jul her fra kaffebaren.

Jajaja...

2008-12-07T20:14:00.004+01:00

...jeg ved det godt, jeg holder verdens længste weekender... eller noget... Hvis det så bare var sandt...

Jeg har ting der skal skrives, noget der skal siges, kommenteres og vendes i plenum... Men for nu er jeg lidt blank...

Forsættelse følger... snart... på ære eller noget....

Wowser

2008-11-22T01:00:00.001+01:00

Jeg skal love for at der er blevet griflet i kommentar sektionen ...

Jeg har en hel masse ting jeg gerne vil sige, men klokken er 1 om natten og jeg har være "Moster for fuld skrue" med niecerne hele dagen, så er så utroligt mørbanket og træt, så det må vente...

men fortsættelse følger i løbet af weekenden....

Een gang til for Prins Knud?

2008-11-20T18:12:00.003+01:00

Nej, vel?

Der kan altså umuligt koges mere suppe på det indlæg. Det er helt ok at være uenig med mig. Jeg beklager dog, at der er så mange af jer, der har så lidt tiltro til mit intellekt, at I vitterligt kunne finde på at tro, at jeg ville få foretaget et større operativt indgreb som et "råb om hjælp"...

Og nu stopper jeg, for det har jeg lovet mig selv...

Svar på svar på tiltale...

2008-11-14T16:34:00.004+01:00

Jeg troede meningen var tydelig nok i mit sidste indlæg, men det har den tydeligvis ikke været... Så som svar til den anonyme læser, som "for første gang synes jeg er galt på den", kommer her endnu en post med svar... Det er nu egentlig ret tilfredsstillende at vide, man kan have skrevet i så mange år, og at der stadig findes læsere som faktisk har været enig hele vejen igennem... Indtil nu altså...

Du skriver kun om fordele ved hysterektomien. Du afviser alle modargumenter - du overvejer dem ikke engang.

Jeg taler kun om fordelene ved hysterektomien. Korrekt! Udover at jeg vil mangle en livmoder kan jeg nemlig ikke se hulens mange ulemper - lige udover selvfølgelig selve operation og sygemeldingen derefter. Kunne jeg se flere ulemper end fordele ville jeg ikke overveje at få det gjort. Det er et stort indgreb og ikke noget man lige kan lave om. Dette er en nøje gennemtænkt beslutning. Det handler ikke om at give op eller om at straffe mig selv. Det handler om at højne min egen livskvalitet i det lange løb.

Ikke at ryge under et IVF-forsøg er altså ikke det samme som at være ikke-ryger. Så alene her er der noget at arbejde med. Jeg er ikke sikker, men er det 3 eller 4 forsøg du har gennemgået? Det er jo ikke alverden...Jeg kender mange der har brugt virkelig mange forsøg (og penge)og er blevet gravide. Personligt var jeg selv oppe på 6 ICSI før der var bingo - i en alder af 38 år.

Endnu engang (næsten) korrekt. Jeg har på intet tidspunkt været ikke-ryger. Jeg er holdt op hver gang jeg startede nedregulering. Jeg har været igennem 4 hele forsøg og 1 fryseforsøg. Om det er alverden og hvor meget man synes man skal igennem på behandlingens hellige alter det må være op til den enkelte at bedømme.

Du er ung - du har tiden for dig. Ved mindre du bare er så træt af dine månedlige gener og slet ikke har mere lyst og energi (og økonomi)til at kæmpe for bio-barnet, så afsted til lægen. Man ved altid selv når grænsen er nået. Men er der bare en lille bitte del af dig, der har mod på at kæmpe videre - måske om nogle år, så bør du droppe hysterektomi tankerne og så prøv hormoner og et par løbeture til at holde blodtrykket i skak i stedet.[...]Hvad med at give det 3 år til? Du holder op med at ryge - du bruger tiden til at komme i god form - og du tjener lidt penge og sparer sammen til 3 stk. IVF. Hvad med donor-æg?

Jeg har ingen lyst til at kæmpe. Det her skulle aldrig have været en kamp, det skulle have været en glædelig begivenhed, men det BLEV en kamp. Om man vil anse mig for at være "slået" et op til det enkelte individ at bedømme. Jeg selv anser det for at være "et klogt træk". Jeg har aldrig brudt mig om "krigs-allegorierne" når det kom til sygdom og død. Hvis man "taber kampen til kræften" er det så ens egen skyld man døde? Fordi man ikke kæmpede nok?
Pengene er ikke problemet, vi er 2 mennesker med gode jobs, havde vi lyst, havde vi pengene. Men det har vi ikke. Vores penge, tid og energi er brugt bedre andetsteds. Ikke her. Jeg har lyst til at sige, at jeg allerede føler jeg har spildt 5 år, men det er ikke helt sandt, for jeg har også fået meget godt ud af de sidste 5 år, men jeg agter ikke at spilde mere tid på dette, uforståeligt som det må være for nogle.

Jeg synes ikke at din historie holder vand - du fremstiller dit forløb som om du har gjort ALT og når det så ikke lykkedes, så kan du lige så godt ryde bordet fuldstændigt.

Korrekt! Omend du har lagt trykket forkert i sætningen. Jeg fremstiller mit forløb som om JEG har gjort alt. For det har jeg. For en anden person er det slet ikke nok og for en tredje er jeg gået for langt... Sådan vil vi altid være individuelle, selvom vi på mange måder er ens...

Et adoptionsforløb er fandme heller ikke sjovt (jeg var selv møllen igennem, da vi ikke troede at vi kunne få børn). De endevender dit liv. Det koster RIGTIG mange penge at adoptere, og det tager mange og lange år før man kommer igennem ventelisterne og får stillet barn i forslag.
Så man er lige så meget gennem vridemaskinene i et adoptionsforløb som ved IVF behandlinger.

Jeg har ingen rosenrøde ideer om adoption, jeg er klar over hvad det indeholder og indebærer. Der er dog en væsentlig forskel ved de 2 "vridemaskiner": for enden af den ene venter en familie - det som vi startede på for 5 år siden - det som altid var målet...

Ja - sorry. Et langt og lidt vredt indlæg. Jeg er en trofast læser som har fulgt dig gennem mange år - og for første gang synes jeg du er gal på den. Bare min mening.

Du har al ret til at have din mening, og al ret til at mene at jeg "giver op", er dum i låget eller hvad du nu skulle finde på at kunne mene. Det er en af de spændende ting ved at smide sine inderste tanker og intime liv på nettet til offentlig skue - folk forholder sig til det og har en mening om det ;-)

Jeg håber du har fået de svar du søgte, i mine mange ord, hvis ikke, er det beklageligt, men ikke noget der ændrer så meget, hverken i din eller min verden...

Svar på tiltale

2008-11-07T16:50:00.002+01:00

Der er nu kommet så utroligt mange svar på sidste post, at jeg følte jeg blev nødt til at kaste mig ud i en reel svarpost istedetfor at svare i kommentartråden...

Først og fremmest med hensyn til lægens svar (tænk sig engang, der var faktisk en læge tilstede, hehe)... Jeg lover højt og helligt, at dette er ikke en hovedkuls beslutning jeg kaster mig ud i. Jeg har bestilt en tid til endnu engang at diskutere det med min læge, det er nok tredje samtale vi har om dette emne.

Jeg har overvejet det i flere år, og har også overvejet mange alternativer... Baseret på forskning vedrørende brugen af fertilitetshormoner og kræft, samt kræftrisikoen ved "manglende graviditet", er jeg dog er ikke glad for tanken om at fylde min krop med (endnu flere) hormoner, og udover ironien i at bruge penge på et præventionsmiddel i min situation, så er forhøjet blodtryk en herlig lille hyggespreder i generne i min familie, så p-piller tiltaler mig ikke....

Skulle det tragiske ske, at jeg mistede min mand på den ene eller den anden måde, er jeg overbevist om, at det rent praktisk ikke ville være behandlingen der ville være vejen til børn... I så fald ville det blive enten ingen børn eller prøve lykken som ene-adoptant... Tror dog det ville ende med det første...
Jeg er glad og lykkelig. Jeg er moster til 2 smukke piger og der kommer såmænd nok flere nevøer og niecer til med tiden, hvis liv jeg kan tage del i. Og jeg er "mor" til en dejlig hund, og skulle det komme dertil, ja så føles det ret meget som om, at dette er en situation jeg sagtens ville kunne leve med og være lykkelig i - også på langt sigt...

Og til Rosa, som uden tvivl har ment sin post i allerbedste mening, men som endte med at få mig til at sidde og sukke... Undskyld Rosa, dette er ikke for at hænge dig ud, og jeg er virkelig glad på dine vegne, at det virkede for dig... Men der er mange årsager til, at intet af dette er vejen frem for mig...

Det er ikke en mulighed for mig at blive gravid uden IVF, jeg mangler simpelthen vitale organer for at dette skal kunne lykkes. Jeg har prøvet i 5 år og været igennem 5 IVF forsøg, jeg har ikke røget igennem mine forsøg (undtaget et enkelt, som var det der forbavsende nok gav de bedste æg - verden er sær), jeg vejer 57 kg, taber jeg mig meget yderligere bliver jeg undervægtig og jeg har ikke så meget som en decimal af hormoner placeret på forkerte steder....

Jeg har levet som en asket, uden koffein, alkohol, nikotin, sukker osv osv... taget utallige vitamin og mineralkure, fået akupunktur og ventet og ventet og ventet i 5 lange år! Ikke mere!

Vi kan sagtens være enige om, at der sikkert er et eller andet, et eller andet sted, der blokerer for en graviditet, men det er mig så inderligt ligegyldigt... For det er ikke det værd at finde ud af hvad det er! Livet er lige nu og her, det venter ikke på at jeg venter og venter og venter...

Hvor meget jeg end troede engang, at den eneste lykke var den forbaskede graviditet der nægtede at komme, så har verden ændret sig - eller i det mindste har jeg ændret mig - og i min helt personlige opskrift på pletvis lykke finder man ikke længere graviditeten på en top 10...

Og til sidst, til sygeplejersken Jeanne, selvfølgelig er livmoderen ikke et unødvendigt organ, men det den er lavet til at kunne, det skal den ikke bruges til i min krop, og i så fald tror jeg egentlig ikke jeg kommer til at savne den mere end jeg savner min blindtarm, som blev fjernet for snart 15 år siden...

Om det gav svar på jeres spørgsmål, tvivl og kommentarer skal jeg ikke kunne bedømme, men som sagt, intet er besluttet, udover at jeg ikke skal være gravid...

Er der en læge tilstede?

2008-11-04T08:16:00.002+01:00

Som jeg sidder her og desperat forsøger at komme mig ovenpå gårsdagens start af menstruation, har tankerne om at få ryddet underetagen endnu engang taget fart. Jeg ved godt det er drastisk tiltag, men det kan vel ikke være rimeligt, at man skal være så invalideret af det, at man er tvunget ud i en til to sygedage om måneden på grund af det?

Jeg er blevet tjekket i hoved og røv (i bogstaveligste forstand) i løbet af de sidste mange år. Mangen en gynækolog har kløet sig i håret, men ingen kan finde det fjerneste galt med mig, så konklusionen er som altid: "Det bliver nok bedre når du har født!"...

Hmmm... ja, tak for lort... Det kan jeg ligesom ikke bruge til noget! Og det bliver ikke bedre med alderen, skal jeg hilse at sige, tværtimod! Jeg er nu nået dertil, hvor der er spontan opkast (uden nogen former for mulighed for at nå på toilettet inden det sker), besvimelser, koldsved, feber, vanvittig diarre og mig liggende grædende i kramper på toiletgulvet.... Det kan da ikke være rigtigt, vel?

Så, ugens diskussion blandt i kloge hoveder må være: fordele og ulemper ved en hysterektomi en alder af 31 år.

Patientens baggrund: sund og rask, skal ikke bruge sin livmoder til noget - og må vel derfor anslåes at hun ikke kommer til at savne den - ingen grund til at fjerne æggestokkene, så dermed skulle hormontilskud vel ikke være nødvendigt? har tidligere haft problemer med celleforandringer i livmoderhalsen, så rent forebyggelsesmæssigt kunne det vel også være en bonus...

Umiddelbart kan jeg kun se plusser ved ideen, men hvis der er en læge tilstede, eller andre med meninger eller viden om sagen, så skal i være velkomne med jeres input...

Nej tak

2008-10-26T22:01:00.003+01:00

Der var engang, hvor tanken om at der ikke lå flere forsøg og ventede på mig kunne give mig kvælningsfornemmelser, kvalme, svedige håndflader, hjertebanken og hyperventilation... Engang hvor tanken om at det var slut gav mig regulære angstanfald...

Dengang er heldigvis længe siden, men på trods af det, så har jeg ikke helt kunnet give slip... Jeg har haft "bjørnetjenesten" liggende på standby, som en fjern redningsplanke, en krykke jeg vidste jeg havde, hvis jeg skulle få brug for den...

Men det er på tide at smide krykkerne og indse, at benet måske aldrig bliver som før, men det er lægt og virker... og det er vel det vigtigste! Så jeg har holdt "ophørsudsalg", alle medicinrester er enten blevet bortskaffet på rette vis, eller blevet givet videre til mere trængende sjæle end jeg selv...

For vi skal ikke mere. Bjørnetjenester, nej tak! Og det er helt ok, at sige nej tak... Ja, det er en chance, som jeg går glip af, men det er mit valg og det giver mig en dejlig tro på at kontrollen er tilbage i mit liv, at jeg har viljen, retten og muligheden for at sige: Nej tak!

Om at være voksen og hundemor og den slags...

2008-09-21T08:07:00.004+02:00

Jeg ved godt her har været stille rigtig længe, og det beklager jeg selvfølgelig. Mit forsvar er, at jeg er blevet voksen, eller ihvertfald at jeg er startet på mit nye "voksen"-job. Det gjorde jeg d. 1. september, og det er et rigtigt job nu. Sådan et job hvor folk faktisk siger: "Ok, det lyder interessant", istedetfor at sige: "Hvad regner du så med du skal lave når du er færdig med dit speciale?"

Og det er spændende og meget skræmmende, men jeg er glad for det, selvom den slags selvfølgelig altid er voldsomt hårdt i starten. Især fordi jeg ikke har nogen former for baggrundsviden indenfor det felt jeg er endt i, men det arbejder jeg hårdt på at få skrabet til mig... Det kommer vel lige så langsomt...

Derudover er der jo hundebabyen, som også tager meget tid, og som også tvinger een til at blive lidt mere voksen, strukturere ens dagligdag og tage ansvar for en hel masse ting. Men tilgengæld for det, så spreder hun så megen glæde og kærlighed, at det er hele omvæltningen værd. Sjovt nok har det vist sig, at der ikke er den store forskel på bekymringerne, ligegyldigt hvor mange ben ens yngel har...

Som alle andre nybagte mødre bekymrer jeg mig over, at jeg ikke synes hun spiser nok, om hun mon trives og hvad det er hun vil nogengange når hun piver umotiveret. Og lige i øjeblikket er hun kommet til skade med sit ene ben, og så vil bekymringerne ingen ende tage... Overvejer om min nye arbejdsgiver mon accepterer "hundebarnets første sygedag" på mandag hvis det ikke er blevet bedre....

Som I nok allesammen har læst og hørt, så ser det ud til at lukningen af Skejby er aflyst igen, det vender jeg lige tilbage til en anden dag... For nu vil jeg slutte med et billede af Karla og hendes yndlingsbamse Rotte...

Tilykke, det virker!

2008-08-17T18:33:00.008+02:00

Det er jo ikke nogen hemmelighed mere, at det ser ud til at nedskæringerne i Region Midt vil ende med at lukke de 2 største af regionens 3 fertilitetsklinikker, deriblandt Skejby. Og jeg er rasende, vred og afmægtig. Ikke fordi det berører mig længere, men fordi jeg synes det er så pisse uretfærdigt og kortsigtet for at sige det på godt jysk.

Man åbnede op for ægdonation i 2007, man brugte tid, kræfter og ressourcer på at forsøge at få et register sat op på Skejby, og nu skal det så bare lukkes ned igen?

Man har tænkt sig at lukke den eneste klinik i jylland der tilbyder ægsortering, stakkels de par der pludselig kommer i klemme der. Det vil jo være en voldsom belastning i tabt arbejdsfortjeneste og kørsel (to ting som regionen iøvrigt også ender med at skulle betale for via §56 ordningen).

Man har tænkt sig at lukke en fertilitetsklinik på et undervisningshospital, hvor vanvittigt er det? Skal Århus virkelig stå i den pinlige situation at være det eneste universitetshospital i Norden uden mulighed for at tilbyde fertilitetsbehandling? at forske i det og lære det fra sig? Hvad blev der af de bevingede ord om Danmark som et førende land indenfor forskning og viden?

Politikerne i Region Midt har grangiveligt regnet ud at de vil spare en forfærdelig masse millioner ved at sammenlægge klinikkerne, og besparelsen skal findes i det utopiske håb, at de barnløse vil søge i det private istedet...

Det kommer ikke til at ske hvis I spørger mig. Nogen vil nok, da ventelisterne jo vil ende ude i det groteske, hvis samtlige patienter i region Midt skal sluses igennem Brædstrup.... Men de fleste vil søge til klinikkerne i naboregionerne og dermed skabe øges pres og ventetid på klinikkerne der.... og regningen på disse behandlinger? Ja, de bliver jo sendt direkte tilbage til Region Midt.... Så det er jo en fup-besparelse, der ser fint ud på papiret, men som ikke holder en meter i virkeligheden...

Skejby har årligt ca. 12.000 konsultationer om året. Og modtager ca. 600 nye henvisninger hvert år. Jeg kender ikke tallene for Skive, men lad os bare sige det er det halve.... Det er saftsuseme mange mennesker der pludselig skal køres igennem Brædstrups døre...

Og hvad med kompetencerne, specialisterne, flyttes de med? Eller ender de i de private system?

Det er så "nemt" at skære fertilitetsklinikkerne væk, for det er jo en relativ lille befolkningsgruppe det rammer. Det er en gruppe der ikke er "rigtigt" syge, så der kommer ingen lig på bordet som Ekstra Bladet kan mæske sig i.
Og de fleste af gruppen har ikke synderligt lyst til at stå offentlig frem, så på den måde slipper man for en hel del ballade....

Men for fanden da, hvor er det kortsigtet! 7% af en fødselsårgang kan i øjeblikket takke fertilitetsklinikkerne for at de overhovedet blev til. Og jeg tvivler på at denne procentsats vil falde i de kommende år.
Vi skal være taknemmelig for indvandringen i dette land, for ellers ville vi langsomt dø ud som nation, vi føder ikke nok børn til at opretholde vores befolkningsgrundlag, og med tiltag som disse, kan man med held evt. barbere en procentsats mere af fødselsraten...

Jeg er så vred og skuffet, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal sige (og dermed også har problemer med at formulere mig på skrift), andet end jeg er glad for at jeg ikke længere skal i behandling via det offentlige....

Havde der været tvivl i mit sind om hvorvidt jeg skulle tage bjørnetjenesten eller ej, så er den tvivl da vasket væk nu.... Så tillykke til Region midt, det virker tydeligvis, I har hermed potentielt sparet et par tusinde kroner på mig....

Amocca - nu med baby

2008-08-07T10:41:00.005+02:00

Nu er det tredjedagen efter Karla kom hjem og jeg skal love for at det er fuldtidsarbejde at have en hundebaby.

Karla har taget flytningen til sit nye hjem i stiv pote og har kun pevet om natten når vi skulle sove - hvor hun jo tydeligvis var vant til at ligge i klump med sine søskende. Piveriet stoppede dog straks hun kom op til mor i sengen... ups. Det var vist nok noget med at vi havde aftalt hun ikke skulle sove i sengen... Nå men man bliver jo klogere med tiden, ikke sandt hehe....

Hun er en nysgerrig lille pige med mod på livet, der tager tingene meget oppefra og ned. Herhjemme er der endnu ikke noget der har kunnet få hende ud af kurs, hverken opvaskemaskine, vaskemaskine, hårtørrer eller skægtrimmer. Støvsugeren bliver betragtet som legekammerat - omend den endnu ikke har været tændt.... Det bliver den næste udfordring.

Hun har indtaget sin Fatboy seng med det samme og tager alt hun finder med op på den for at undersøge det nærmere. Hendes bedste legetøj er hendes marsvinebamse, som bliver tævet voldsomt dagligt og også bliver brugt som sovepude. Hendes have er hendes helle og her får den ikke for lidt. Alt bliver bidt i og undersøgt og gravet i. Verden udenfor haven er stor og lidt skræmmende, men hun bliver mere modig for hver gang vi tripper ud i den...

For at undgå at kaffebaren drukner i hundeindlæg regner jeg med at oprette en blog til babypigen, men i øjeblikket har jeg nok at gøre med at prøve at nå at få en lur hver gang hun gør, så jeg ikke helt går ned på grund af mangel på søvn hehe...

Vokseværk

2008-07-25T01:03:00.005+02:00

Vores lille nye babyhund vokser og vokser. Og jeg havde jo lovet at vise hende frem løbende, og så har jeg slet ikke gjort det... tsk tsk.... jeg skulle skamme mig.

Vi har besøgt hende hver anden uge i hendes korte liv, så vi har efterhånden mødt hende - og hun os - et par gange. Og hun bliver bare mere og mere dejlig. Og sikke hun vokser...

Her er hun 4 uger gammel. Mere hundehvalp og mindre "sælhund" i forhold til billedet da hun var 2 uger gammel, ikke sandt? hehe.

Men hvis man synes hun var vokset fra 2 til 4 uger, så er det da gået helt amok i de sidste 2 uger. Lillepigen er nu 6 uger gammel, og ligner en rigtig lille hund. Hun er selvfølgelig gudesmuk og så nuttet at hun er lige til at dåne over. Derudover er hun kontaktsøgende og nysgerrig og lige som sådan en lille hvalp skal være.

Og nu er der også kommet fart over feltet. Hun kommer hjem d. 5. august, så altså om kun halvanden uge. Huset er lige ved at være hvalpeklart og næsten alle de fine nye hundeting er i hus. Så nu er kun tilbage at vente og glæde sig som en vanvittig....

Om happy endings og mellemstykker

2008-07-06T21:20:00.003+02:00

Jeg har fået en mail, en rigtig dejlig mail faktisk. Fra en sød pige, og ny læser af min blog. Jeg håber det er ok med hende, at jeg citerer lidt af den her, da den har åbnet for lidt tanker...

Nu hvor jeg har læst hver side rub og stub, sidder jeg med en tom følelse indeni. Ved ikke helt, hvad jeg havde forventet… Jeg har vel læst den lidt som en bog, altså startede fra starten i 2004 og læste mig frem til juni 2008 uden at vide, hvad der ville ske næste dag, uge eller måned. Og måske i min forventning om den gode historie, blev jeg helt ude af mig selv, da der pludselig ikke var mere at læse. Ingen afslutning, ingen forvisninger om hvad fremtiden bringer.

Selvom jeg er langt mindre aktiv på Kaffebaren end jeg har været tidligere, så ser jeg den absolut ikke som lukket. Vi er blot nået til et af mellemstykkerne i ”Amoccas historie om barnløshed”... Der har været mellemstykker før. De fleste af dem fyldt med angst og vrede. Dette mellemstykke bliver bedre. Fyldt med hundebaby og grænseløs kærlighed.

Bloggen har ingen afslutning, får det måske aldrig... Hvem ved. Den tid og de ord jeg har lagt her i de forløbne 4 år er blevet så stor en del af mig, at jeg tvivler på at jeg magter nogensinde helt at give slip. Men jeg ved det ikke med sikkerhed.

Bloggen er for mig levende og den ændrer karakter alt efter hvordan jeg har det. I 2004 var der chok men optimisme. I 2005 var der håb, der langsomt svandt og angst der fyldte mere og mere. I 2006 var den et sted fyldt med sorg og vrede. Den var ikke et rart sted at være, men det var nødvendigt at få ud, for at kunne leve videre, for at kunne eksistere.

Nu skriver vi 2008 og bloggen er igen en hel anden. Barnløsheden fylder ikke ret meget herinde længere, men den er her. Malet i farverne på væggene, indprentet imellem hver en linie, allesteds nærværende, da bloggens liv opstod af den. Men hos mig er den overkommelig.

Og det er en god ting. Set fra en læsers side er det selvfølgelig ikke den ønskede slutning. Man vil jo gerne bekræftes i, at alt det her behandlingspjat er godt for noget, men set fra min side er det egentlig ok.

Måske behøver man ikke en Hollywood happy ending? Måske sker alting fordi det skal ske? Og måske ikke. Men faktum er, at jeg på nuværende tidspunkt i mit liv har det godt nok, også selvom der ikke er en slutning, eller i hvert fald ikke den slutning jeg oprindeligt havde håbet på.

Det er jo heldigvis sådan her i livet, at de færreste ting ender, de ændrer sig bare, det samme med vores historie. Vi har ændret os meget i løbet af de sidste 4 år, alt andet ville vel være mærkeligt, men målet er stadig det samme: ”At blive en familie”...

Det bliver bare på en anden måde end vi oprindeligt troede...

Hmmm...

2008-07-01T22:31:00.001+02:00

Måske virker det med hunden allerede?

Ihvertfald er min menstruation 2 dage forsinket nu.... Tror I jeg er gravid?

*Indsæt bitter latter her*

Familieforøgelse

2008-06-23T16:45:00.005+02:00

Hr. Mocca havde jo løftet sløret lidt for hvad fremtiden ville bringe. Og efter flere måneders søgen, er jeg stolt af endelig at kunne præsentere vores familieforøgelse: Karla Malone.*

Karla er en "hul-i-hækken-hund" og er en god blanding af labrador, cocker spaniel og dansk svensk gårdhund. Hun er 2 uger gammel nu og kommer hjem til os i starten af august måned. og vi glæææææææder os...

Om Karla får egen blog eller om hun blot får lov at lege i Kaffebaren vil tiden vise, men som hun vokser til vil hun ihvertfald blive stolt fremvist her...

* Til de der undrer sig over navnet, kan jeg fortælle, at hun er opkaldt efter mandens yndlingsbasketballspiller Karl Malone, og at hun vil blive kaldt Karla i daglig tale

Noget at tænke over...

2008-06-19T23:54:00.003+02:00

Jeg er klar over, at der mange ting i sidste indlæg som jeg gerne vil skrive om og kommentere på, og det vil også blive gjort, men ikke lige nu...

Lige nu har jeg modtaget brev fra Herlev. Forsøget er endelig færdigt og resultaterne opgjort. Jeg var i kontrolgruppen. Det vil sige, at jeg fik Puregon og ikke det nye stof. Altså nøjagtigt det samme stof som jeg har fået i hver evigt eneste forsøg jeg har været igennem...

Jeg blev ikke gravid af det - det er jeg godt klar over - men jeg fik et betydeligt bedre resultat, på nøjagtigt den samme behandling som før, blot minus nedregulering...

Det er da noget at tænke over...

Manden om Adoption

2008-06-04T23:20:00.004+02:00

Et gæsteindlæg fra Amoccas mand, Hr G. om udfordringerne omkring adoption.

Hvis man ofte læser med på disse sider, så er det nærmest mærkeligt at emnet "adoption" ikke har været mere oppe at vende. Nogen må have undret sig. Det er tildels min skyld.

Heldigvis er det ikke fordi vi er uenige om det med at adoptere - for vi er helt enige. Helt enige om at uanset farve, etnicitet og udseende, så kan man elske et barn ligeså højt som var det ens eget biologiske afkom. Derfor er vi også enige om at vi vil forsøge at adoptere.

Men. For der er selvfølgelig et men. Dem som kender mig vil vide at jeg ingenlunde hører til de mindste i verden - faktisk kunne jeg godt gå for at være en amerikansk turist... Det betyder også at jeg skal tabe mig en del kilo inden vi kan komme i betragtning til at adoptere. Der er mange som ikke er klar over det, men efter dansk lov må man ikke være kraftigt overvægtig (BMI 33-40) hvis man skal godkendes til adoption. Vores egen læge vidste det faktisk ikke engang. Loven skyldes at man ikke ønsker at barnet potentielt skal udsættes for endnu et markant svigt, ved en for tidlig død pga overvægten. Så kan man så diskutere det rimelige i det, når enlige kan adoptere - og der iøvrigt ingen garanti er for at adoptivforældre aldrig bliver skilt. Men det er en anden snak - og bottomline er at jeg har det helt fint med at skulle tabe mig!

Folk som har haft overvægt tæt på kroppen (pun intended) vil vide at det er noget nemmere sagt end gjort at få bugt med de ekstra kilo. Det har ikke været anderledes for mig. I al den tid vi kørte IVF forsøgene og stadig havde håbet skal guderne vide at jeg krydsede fingre for at det ville være vores billet ud af barnløshed. Men i takt med at resultaterne udeblev, kunne jeg godt mærke barnløshedsprojektøren pegede mere og mere over på mig. Ingen adopion uden vægttab. Og for et års tid siden stod det ligesom klart at adoption skulle være den primære og mest sandsynlige vej til en løsning for os - og dermed skulle jeg også finde en løsning på min overvægt.

I efteråret 2007 besluttede jeg så at jeg ville snakke med min læge, i erkendelse af at mine talrige forsøg på de vanlige kure slet ikke kunne give et permanent vægttab i den størrelsesorden som det er nødvendigt for mig. Dermed var jeg også indstillet på at løsningen kunne blive en gastrisk bypass operation, på trods af at jeg hader læger, hospitaler og deslige. Men altså - hvis det der skal til, så må jeg selvfølgelig gå den vej. Lægen sagde god, og satte mig igang med et hav af (overflødige) undersøgelser, som jeg endte med at bruge over et halvt år på.

Nu er jeg så endelig blevet godkendt og har fået en operationsdato midt i august, og er nu igang med at tabe de kilo som man skal tabe inden operationen. Det føles godt nu og som den rigtige beslutning, selvom det er en kæmpe omvæltning der vil påvirke mig resten af mit liv. Og nu hvor beslutningen er taget kan jeg godt ærgre mig over at jeg ikke indså at dette var løsningen noget før. Men det gjorde jeg desværre ikke - og heldigvis bevæger vi os i den rigtige retning med hastige skridt, så jeg vælger at se positivt på det. Jeg har jo heldigvis også en ung trophy wife, så jeg er sikker på at vi nok skal nå at importere et par dejlige børn fra det store udland.

Der går nok et års tid fra operationen i august til jeg er nede under BMI 40, så vi forhåbentlig kan blive godkendt - så læserne skal væbne sig med lidt tålmodighed. Til gengæld tør jeg godt love at ventetiden bliver fyldt ud med hundekunster... ;-)

Tilbage til det der med at gøre bjørne en tjeneste

2008-05-29T10:26:00.002+02:00

Siden Fapril forsøget gik i vasken har jeg tænkt meget over bjørnetjenesten. Over at der faktisk er et kort forsøg til os på Skejby, hvis vi ellers vil have det...

Det er 2 år siden, at jeg aftalte dette med Skejby. Det er 1 år siden, at jeg fik det "konverteret" til et kort forsøg (og, troede jeg, til et forsøg med egen sæd, men journalen siger dog stadig donor - men det kan jo laves om...) Jeg spekulerer på, om der mon er forældelsesfrist på den slags aftaler?

Men mest af alt spekulerer jeg på, om jeg overhovedet synes det er en god ide at gå igang med? En del af mig tænker: "Go for it! Det er der jo, det er et forsøg! En chance, et skud mere i bøssen..." En anden del af mig tænker: "Nej, nej, nej! Du har det godt. Alt er godt. Der er ikke flere angstanfald. Ikke mere uprovokeret vrælen i tide og utide, ikke flere følelsesmæssige voldsomme op og ned ture. Lad dog være med at starte lavinen een gang til...

Tingene har ændret sig meget, siden jeg lavede aftalen. Vi har haft 2 forsøg siden da. Begge med samme udgang som altid. Bliver hun dog aldrig klogere, kunne man foranlediges til at tænke? Jeg er kommet ovenpå igen. Jeg har det godt. Vi har det godt. Skal vi virkelig sætte det på spil, når chancen for at få noget godt ud af det, er så minimal?

Jeg mangler feedback, kan I nok høre. Får man nogensinde noget godt ud af, at gøre en bjørn en tjeneste?

En hel masse men...

2008-05-13T08:31:00.002+02:00

Nå, men jeg blev jo henvist til en gynækolog af min læge, for længe siden. For at se, om vi kunne finde en grund til den meget korte cykel og evt. en løsning på mine fuldstændigt vanvittigt latterligt voldsomme smerter omkring mens...

Og nu har jeg så været på besøg hos ham. En vældig behagelig mand, som også er indehaver af den lokale private fertilitetsklinik. En mand, som startede med at stille spørgsmålet: "Hvorfor er du ikke blevet gravid af alle de IVF'er?"

Og hvad svarer man så til det?

Nå, men livet i privatklinikkernes regi er jo lidt et andet end i det offentlige. Det gynækologiske leje lignede et rumskib, og scanneren var koblet til 2 skærme, så han behøvede ikke at dreje sin skærm for at jeg kunne følge med...

Og hvad kom vi så frem til? Ikke så meget desværre. Han er enig med lægerne på skejby om, at mine symptomer lyder som Endo, men også at der er ikke er skyggen af Endo at se derinde. Han er også enig med alt og alle om, at jeg er sund og rask, og at min livmoder og æggestokke er vældigt fine og flotte...

Så altså umiddelbart intet der kan forklare hvorfor jeg har så voldsomme smerter, at jeg både kan risikere besvimelser og spontan opkast på dag 1 i cyklus...

Hans umiddelbare forslag til hvordan vi kunne komme ud over smerterne var enten en hormonspiral (selvom den er bedst til kvinder der allerede har født), operativ fjernelse af underlivet (men i så fald skal jeg jo være sikker på, at jeg vitterligt er færdig med det her behandlingspjat) eller evt. at forsøge sig med femamest / østradiol i dagene op til mens (men jeg var jo absolut ikke gode venner med østradiolen i mit forsøg - så det ved jeg ikke rigtigt om jeg synes er en god ide)...

Så altså allesammen forslag med et "men" gemt i sig... Nu er jeg en af de patienter han vil tale om på sin månedlige konference med et par andre gynækologer, så må vi se om det bringer svar. Men for at være ærlig, så tror jeg ikke rigtigt på, at der er en løsning...

Måske er det bare sådan det er? Min bedstemor og mor og mostre har også lidt af voldsomme smerter, men for dem blev det bedre da de havde født... Men det er jo så heller ikke rigtigt en løsning i mit tilfælde...

Facts om solsorte

2008-05-02T17:54:00.002+02:00

Jeg er meget bekymret for livet i den lille rede. Jeg har ikke set hunnen på reden i en uge nu, og det synes jeg jo ikke kan være sundt for æggene. Jeg har forsøgt at læse mig til lidt solsorteviden rundt omkring på nettet, og har fundet følgende facts:

Facts om Solsorte
Solsorten yngler fra april til august
De lægger 3-6 æg pr. gang
Henover sommeren kan de få 4-5 kuld unger
Det er primært hunnen der ruger, og hun kan finde på at forlade reden og æggene, såfremt hun ikke føler den er sikker længere

Og det sidste der er noget skidt, for jeg er bange for at det er det hun har gjort nu. Øv, øv.

I et øjebliks vanvid overvejede jeg at anskaffe mig en ultraviolet lampe og selv udruge de små. Men det nytter jo ingenting. Uden en fuglemor ville de jo gå til efter udklækning, og det ville jo være endnu mere tragisk (i min verden ihvertfald) end hvis det blot er æg der går til...

Så altså ingen æg til udklækning denne gang.

Update på fru Fugl

2008-04-24T11:16:00.003+02:00

Solsorte er åbenbart hamrende ligeglade med hvor deres reder er, de ruger artigt alligevel...

Ihvertfald er der fin aktivitet i den lille rede på terrassen. I lørdags var der denne fine lille overraskelse, i form af æg nummer 3, i reden.

Jeg følger meget med i den lille solsorts gøren og laden, som det måske kan ses, af min tidligere post og denne, og har været lidt bekymret for, at hun var væk fra reden i lange perioder af gangen. Men et klogt menneske fortalte mig, at hun ikke begynder at ruge rigtigt før hun har lagt alle sine æg.

Og færdig var hun åbenbart ikke, for sandelig om hun ikke søndag havde lagt et æg til, i anledning af at mine bedsteforældre slog et smut forbi.

Det er da lidt hyggeligt, sådan at kunne følge med, omend jeg egentlig gerne ville have fjernet det haveaffald der ligger på terrassen. Men det kan jeg jo ikke nu, da det fungerer som skjul for reden. Så havemøblerne må vente til solsorteungerne forhåbentligt bliver udklækket og flyvefærdige.

Sådan er reglerne

2008-04-23T13:24:00.004+02:00

Det er ikke alle der ved det, men så er det heldigt, at jeg kan springe til og uddanne jer.

For der er faktisk regler, der gør sig gældende, når man er igang med et forsøg, som viser sig at ikke at blive til noget, på grund af ingen æg til oplægning.

Og de regler er som følger: Man må købe et par sko pr. æg der ikke overlevede!
Og regler er jo til for at blive overholdt, ikke sandt. Så det har jeg gjort, som den artige lille pige jeg nu engang er.

Nej, nej, det er ikke noget jeg har fundet på, sådan er reglerne...

Endnu en æg-relateret krise

2008-04-19T21:56:00.006+02:00

Så blev det pludselig forår derude. Og som førstegangs have-ejer er det jo en stor ting. Jeg har nemlig været i haven. Slået græs, hevet tilfælde vækster op af jorden hist og pist, flået klatreplanter ned af husmuren, og evt. begået fuglemord...

Ikke med vilje altså!

Lad mig forklare: Som jeg står og hiver klatretræ-tingen ned, lyder der pludselig et tungt "bump", og der ved mine fødder, ligger en helt perfekt lille fuglerede. Først tror jeg bare, at det er reden, men efter et øjeblik ser jeg et lille blåt æg med brune prikker ligge i beddet ved siden af...

Jeg ringer til min svigerfar og får at vide, at det kan være, det måske er en gammel rede, med et æg der aldrig blev til noget... Så jeg prøver at lade være med at have alt for dårlig samvittighed... Men jeg kan alligevel ikke modstå at putte det lille æg - som stadig er intakt, på trods af det lange fald - tilbage i reden.

Jeg fortsætter mine gøremål og får i løbet af aftenen overtalt mig selv til at tro på, at jeg ikke er: Amocca - den lede fuglemorder!
Men næste morgen, da jeg er på vej ud i haven, bliver denne overbevisning gjort til skamme, da dette hjerteskærende syn møder mig.

Der ligger hun ligeså uskyldigt og ruger på et æg som uden tvivl aldrig bliver til noget - oh the irony! - fordi jeg har brugt det som kastebold!

Jeg får det da helt dårligt med mig selv, og overvejer om jeg mon skal smide reden helt ud, for at hun ikke skal ruge for ingenting. Dette bliver dog ved overvejelserne, og jeg lader hende være i fred... Og godt det samme. For senere på dagen, da jeg igen sniger mig ud i haven, er reden ikke længere kun hjem for et enkelt æg, men to!

Og nu står jeg så med et kæmpe dilemma: Hvad gør jeg?

Reden kan ikke sættes tilbage hvor den var, for det sted er der ikke mere. Hele den øvre del af klatreplanten er væk, og jeg kan jo ikke bare smide reden op ovenpå hegnet. Deroppe vil den være en åben invitation til rovfugle. Men lige nu ligger den i et hjørne af min terrasse. Selvom jeg ikke har kat og ikke har set katte i min baghave, så synes jeg alligevel at den er meget udsat der...

Så nu er gode råd dyre, hvad søren gør man?

Og er der nogle fuglekyndige mennesker tilstede, som kan fortælle mig, om et æg kan overleve et fald på knap 2 meter og stadig blive til en fugleunge?

Mennesker bag kitlen

2008-04-17T14:16:00.001+02:00

Der er helt sikkert mennesker bag kitlerne. Jeg ved godt, at vi alle sammen nogle gange har været i tvivl, når vi engang imellem har været så uheldige at støde ind i fortravlede læger på en særlig barsk dag...

Men der er mennesker derinde. Og gårsdagens fiasko beviser det. Herlev havde været så flinke at love at ringe onsdag, så jeg ikke skulle køre de 3 timer forgæves torsdag morgen. Og hvem er så en narrehat og glemmer sin telefon derhjemme? Ja, mig!

Klokken halv syv om aftenen, da vi kører hjem, ringer min mands telefon. Det er en læge fra Herlev. Han havde syntes, det var så barsk en besked at få via telefonsvareren, så han havde googlet min mands telefonnummer og ringet til ham med beskeden...

Nu har vi heldigvis et meget specielt efternavn, og derfor kunne det lade sig gøre, men hvis det ikke beviser, at der er mennesker bag, ja så ved jeg da ikke hvad gør...

Det ændrer selvfølgelig ikke på at det er lidt noget bæ. Men sødt gjort, det var det...

Ingen overlevende...

2008-04-16T18:52:00.004+02:00

Hvad med strejken? bliver der spurgt, i kommentarerne til sidste indlæg. Den burde ikke have fået betydning, men det kan være hip som hap, for ingen af æggene overlevede optøningen...

Så fik vi også prøvet det: Ingen æg til oplægning...

Lidt en flad fornemmelse egentlig. Største, og vel også eneste, bonus er, at jeg slipper for Østradiol-pillerne...

Pasta

2008-04-16T08:26:00.003+02:00

Min mand synes Crinone lyder som en pasta, og stiller spørgsmål såsom: "Skulle det være Fettucini eller Crinoni?"

Det giver "hytteost-rekylet" et helt nyt perspektiv *ydrk*

Scanning

2008-04-14T21:04:00.003+02:00

Jeg har været på djævleøen, på besøg hos søsteren, i weekenden En hurtig smuttur til Herlev idag, til scanning. En livmoderslimhinde på 7.8. Starter Crinone i morgen og æggene skal op på torsdag, såfremt de overlever optøningen altså...

Der var pres på, på klinikken i dag. Jeg endte med at vente i næsten 3 kvarter inden jeg kom ind til scanning... Ved siden af venteværelset lå en kvinde i en seng og græd hysterisk. Jeg ved ikke hvad der var hændt hende, det synes umuligt for sygeplejerskerne og hendes pårørende at trøste hende...

Det fik mig til at tænke på hvor sære steder sådan nogle venteværelser egentlig er. Vi er alle i samme båd, vi der sidder der, men der bliver sjældent snakket i venteværelserne, der bliver sjældent vist følelser derinde... Derfor var den grædende kvinde også så fuldstændigt out-of-place på en eller anden måde... Selvom hun vel egentlig ikke burde være det...

Lavinen ruller

2008-04-13T15:36:00.002+02:00

Imorgen skal jeg til scanning på Herlev, så ruller lavinen... Østradiol og jeg er stadig ikke gode venner. Får forfærdelig kvalme af det og bliver såååå træt. Har været på weekend hos søsteren her i København og har sneget mere end en enkelt "morfar" ind... Ikke den mest selskabelige gæst...

Der skal strejkes i sygehusvæsenet, det havde jeg ikke lige tænkt på kunne påvirke mit forsøg... Ved heller ikke om det gør, men nu må vi se... Et "nødberedskab" dækker næppe opsætning af æg - det kan vist ikke beskrives som en nødvendighed...

Men, hvis og såfremt strejken ikke kommer til at berøre mig og mit forsøg, så ruller lavinen fra imorgen...

En skygge af sig selv

2008-04-09T22:07:00.003+02:00

Han er måske kun en bleg efterligning, blot en skygge af sig selv, men han er vendt tilbage ham Hank. Østradiol er ikke nok til at nære ham fuldt ud, men dele af ham kan leve af det...

Hans største anke mod menneskeheden i disse dage, er hvor irriterende højlydt folk trækker vejret... Det er lidt sært. Men jeg synes det larmer...

Derudover har han ædt min korttidshukommelse fuldstændigt. Enten det, eller også er bivirkningen demens allerede begyndt at sætte ind...

Lunten er også blevet en smule kortere, og jeg er lidt mere tudevorn end jeg plejer. De andre bivirkninger følger mig også stadig, men generelt er jeg ok, så man skal nok ikke klage...

Men på den anden side: Siden hvornår har Hank fundet grund til ikke at brokke sig?

Ikke en fan af Østradiol

2008-04-07T21:42:00.003+02:00

Ja, overskriften siger det: Jeg er ikke fan af Østradiol. Det kan jeg ligeså godt sige med det samme...

Jeg har det som om mit inderste vibrerer, som om jeg ryster over det hele, men det gr jeg ikke - ihvertfald ikke fysisk... Jeg har kvalme og ondt i hovedet. Herudover skal jeg tisse konstant og jeg er hele tiden sulten...

Hvis jeg ikke tisser øjeblikkeligt når det mærkes, får jeg sindssygt ondt i maven, og hvis jeg spiser når jeg er sulten får jeg mere kvalme... Hvis jeg ikke spiser får jeg også kvalme... så der kan jeg ikke rigtigt vinde...

Min mand er heller ikke fan af Østradiol, men det handler så om, at jeg ville være "morsom" og læse bivirkningslisten for ham... Han synes ikke det var sjovt, men mere bekymrende... Jeg synes det var sjovt, da listen var absurd...

Hvordan kan man kalde ting som demens, blødninger i huden, blodpropper og brystkræft for bivirkninger? Det er sgu da alvorlige sygdomme, ikke noget der bør være bivirkninger af et produkt...

Men de står på listen over bivirkninger på dette præparat, betryggende...

Så nej, vi er ikke fans her i huset...

Ska' det være, så la' det være...

2008-04-05T13:53:00.003+02:00

Nå, men efter min lille indre debat om fapril igår, bestemte jeg mig til at bare at springe ud i det, som I jo foreslog...

Så ringede altså til Herlev igår. Og efter en del ringen frem og tilbage mellem dem og mig - sekretæren der tog telefonen vidste ikke hvordan man meldte sig til et fryseforsøg... øhm, nå... måske skulle de have en anden telefonpasser...

Nå. En sygeplejerske ringede tilbage og hørte om jeg lige kunne komme forbi til en scanning? Hahaha, sjovt! Eftersom jeg har 3 timers togtur til Herlev, blev vi heldigvis enige om, at den scanning godt kunne skippes...

Recept blev faxet og nu har jeg just taget min første Østradiol.

Fapril, here we go...

Fapril?

2008-04-04T09:36:00.003+02:00

Jeg er i syv sind om hvorvidt det bliver fapril eller ej for mig... Det blev det for Freudika i år... Bliver det også det for mig?

Jeg har ikke specielt lyst, det synes som at sætte sig selv op til endnu en fiasko, men på den anden side, så ligger de æg der jo... De er af mit og G's arvemateriale, så de kan ikke engang doneres væk så andre kan få glæde af dem, så hvis jeg ikke bruger dem skal de blot destrueres...

Det er jo også lidt spild af æg...

Puha. Jeg synes ikke jeg er klar til at gå igang igen, men bliver jeg det mon nogensinde tænker jeg? Og bliver jeg mere klar af at vente en måned mere, et halvt år mere, et år mere? Næppe... Måske er det bare om at kaste sig ud i det...?

Jeg er i gang med at søge nyt job. Den praktiske del af mig synes at jeg bør tage forsøget mens jeg er på en arbejdsplads, der har kendt mig i årevis og har stor forståelse for at jeg tager sygedage i forbindelse med et sådant forsøg... Istedetfor at skulle ud i at involvere en ny arbejdsgiver i en paragraf 28 (som vist hedder 56 nu), lige efter jobstart...

Man kan selvfølgelig mene, at det at stå med en graviditet og jobsøgning heller ikke er optimal, men det kalkulerer jeg slet ikke med inde i mit hoved. Der kalkulerer jeg kun med de fraværsdage forsøget vil bringe... Ikke med en evt. graviditet bagefter...

Det er nok en beskyttelsesforanstaltning går jeg ud fra?

Men bliver det Fapril i år? Jeg kan ærligt talt ikke fortælle jer det...

Ny cykel!

2008-04-02T22:10:00.002+02:00

Nå, jeg har været ved lægen. Alt ser umiddelbart normalt ud, men p-piller har jeg ikke fået. Istedet har jeg fået et celleskrab og en henvisning til en gynækolog. Så må vi se om der ligger forklaringer gemt bag en af de to døre...

Men når nu min cykel er gået i stykker, så er det jo på tide med en ny. Så sådan een har jeg fået - og den er pink og ultratøset og jeg elsker den lidt allerede...

Nå, ja, og så er det jo blevet fapril... måske... Jeg ved det ikke, det må tiden vise, men vender tilbage med tanker om fapril senere...

Ny cykel?

2008-03-11T22:50:00.000+01:00

Siden jeg fik min menstruation, som 13-14 årig eller deromkring, så har den været regelmæssig som en bybus. I det mindste indtil jeg var en 25-26 år og bestemte mig til at ville være gravid... Så kunne den pludselig godt finde på, at være lidt forsinket... Sådan er det jo...

Men så kom jeg i behandling...

Jeg har spurgt adskillige læger i løbet af årene, og de sværger alle højhelligt, at hormonkurene ikke ændrer på cyklus. Men det tror jeg ikke en hujende fis på. For faktum er, at i løbet af årene i behandling, er min cyklus blevet kortere og kortere.
Og jeg tror ikke jeg er den eneste.

Så i videnskabens interesse kunne jeg tænke mig, at lave en lille undersøgelse blandt mine læsere. Hvor mange af jer, der har været i behandling, har oplevet cyklusændringer, og er disse permanente? Eller har jeres krop fundet tilbage i sit normale leje?

Ved mig har de fundet sig til rette igen, men ikke på den originale længde på 28-30 dage. I lang tid har den ligget på et leje der varierede mellem 22-26 dage. Kortere end den plejede, men ok til at leve med og stadig pænt regelmæssigt...

Men nu er min krop åbenbart gået helt i selvsving! Jeg står nu med en cyklus der har bestemt sig til, at hver 14.-17. dag er et super tidspunkt at have menstruation... jeg er sjovt nok ikke enig!

Derfor står jeg nu i den bizarre situation, at jeg efter 5 års ufrivillig barnløshed, må en tur til lægen og bede om p-piller! What's wrong with this picture?

Jeg vil have en ny cykel. En lang een, tak...

Mangler ord...

2008-02-25T01:47:00.002+01:00

Jeg har helt vildt mange ting jeg gerne ville sige, ville skrive... Ting der gerne vil ud...

Men jeg kan ikke finde ordene i mit hoved, eller rettere, jeg kan ikke få dem ført videre derfra til mine fingre...

Håber de snart finder vej...

Bogstavet F

2008-02-09T22:18:00.000+01:00

F står for Februar. Februar måned er, mere eller mindre altid, den måned jeg bliver ramt at vinterdepression. Den måned hvor alt synes sortest og allermest ligegyldigt, og hvor jeg stiller spørgsmål til alt i mit liv... Således også denne februar, men eftersom det er sket så mange år i træk, tager jeg det ikke helt så alvorligt længere som jeg plejede... Og det er nok egentlig en meget god ting...

F står for Forår. For selvom det kun er februar, så er der forårsbebudere på vej i det kolde solskin. Og når man er sådan en med egen have, kan man pludselig se det meget tidligere end man plejede at kunne... Ååååh, det er dejligt med løftet om hvad der snart kommer...

F står for Fryseæg. For når det er forår, så må det vel også være ved at være tid til den slags pjat igen, ikke sandt? Jeg tænker marts, måske april... Der var noget med en pagt med Freudika, mon den kan holde i så fald?

These boots are made for walking lying in

2008-01-15T21:27:00.000+01:00

Snowie er gravid, det er vist ingen hemmelighed, selvom hun vist egentlig ikke rigtigt skriver så meget om det (eller noget som helst andet) på sin blog, men det er hun altså.

Jeg skal være den første til at indrømme, at hvor meget jeg end elsker sne-pigen, og hvor meget jeg end under hende, og alle andre bibbere, at blive gravide, så er jeg bare pissedårlig til at håndtere graviditeter...

Babyer og børn er jeg fino med. Ingen kvaler der. Barnevogne, klapvogne, bleer og fedtede små hænder: no problemo. Men gravide maver.... puuuha! Det har jeg det svært med...

Men jeg er glad på hendes vegne alligevel, på trods af alt, og i et forsøg på at vise det har jeg kreeret nedenstående sæt babybooties til snebarnet.

Mine håndarbejdsmæssige evner kan ligge på et meget lille sted, så det er faktisk ret utroligt, at jeg har kreeret disse, så ros til mig for det... Og det er jo tanken og ikke udseendet på gaven der tæller, ikke sandt?

Jeg forventer selvfølgelig både klapsalver og rygklap over min utrolige overskudsagtige opførsel her... så sæt endelig i gang med det samme...

og ps: Ssssh! Ikke sige det til hende, for hun får dem først med posten imorgen ;)

Hvad er værst?

2008-01-11T07:56:00.000+01:00

Jeg havde en samtale med en bekendt, for en lille uges tid siden. En bekendt, som i øvrigt også er læge. Når folk er læger, har samtaler det som oftest med at kredse om deres fag, sådan er det i hvert fald for mig... Jeg får altid sådan lyst til at spørge ham om sære lidelser jeg har set om på tv og des lige... For det meste holder jeg det i mig, men ikke altid....

Nå, men nok om det. Denne aften faldt samtalen på barnløshed og behandling, og jeg blev stillet et interessant spørgsmål.

Hvad er værst: aldrig at blive gravid via behandling, eller at blive gravid men abortere...

Det er jo et godt spørgsmål, og et spørgsmål jeg som sådan ikke kan svare på, da jeg jo aldrig har været gravid og aborteret... men hvis vi ser bort fra det, så kan jeg jo godt forsøge at filosofere lidt over dette spørgsmål, sådan rent tankespindsmæssigt...

Der var en tid, hvor jeg var vildt og voldsomt misundelig på folk der var blevet gravide og havde aborteret. Og et eller andet sted er det jo en vanvittig ting at være misundelig på, ikke?

Lad mig slå fast, at det ikke var fordi, at jeg troede – eller tror – at det er særligt fedt at abortere. Misundelsen lå i, at de jo i det mindste havde bevist, at det var muligt for dem at blive gravide overhovedet....
Der er selvfølgelig en magisk grænse her et eller andet sted, for man skal jo heller ikke blive ved og ved med at abortere, så går fidusen jo lidt af hele graviditets-tingen, men det er en anden snak... Men ja, skamfuldt som det er, så havde en lille del af mig ofte lyst til at sige til kvinder der aborterede: ”Nå, ja, men du ved i det mindste at du kan blive gravid...”

Det er jeg ikke mere. Som tiden er gået, må jeg nok erkende, at når det nu skal være, ja så tror jeg at det er nemmere at være mig. Altså ikke at blive gravid via behandling. I hvert fald hvis det aldrig lykkes. For jeg kan sætte mig ind i, at det må være næsten umuligt at stoppe, hvis testen een gang har vist to streger...For så må del vel kunne lykkes igen... Når man nu har bevist at man kan blive gravid, så må det jo for filan kunne ske een gang til, ikke sandt?

Det problem sidder jeg ikke med, jeg har aldrig haft så meget som skyggen af en to-streget test. Aldrig haft et hcg-tal der kunne læses som andet end et stort fedt nul. Og hvor deprimerende det end lyder, så tror jeg i sidste ende, at det må gøre min accept af tingenes tilstand nemmere, end det er for de kvinder der har stået med den to-stregede test og derefter må indse at døren alligevel er lukket...

For døren har aldrig været åben her, ikke så meget som på klem. Jeg har troet at jeg havde fundet et vindue flere gange, men hver gang har jeg opdaget at også det var låst.... og måske er det bedst sådan når alt kommer til alt...

Men det er jo nemt at skrive, at det er værre for dem end det er for mig, nemt at sige, at det nok er nemmere for mig at acceptere at sådan skulle mit liv ikke være. Og det er jo tomme floskler, når man endnu ikke er nået dertil, hvor det definitivt er forbi, og man er tvunget til at acceptere tingenes tilstand...

Men det var jo heldigvis også bare på et rent filosofisk plan, at vi diskuterede hvad der var værst, ikke sandt?

Så er der da lidt tid til at beslutte sig i...

2008-01-08T12:41:00.000+01:00

Har fået brev fra Herlev. De vil blot minde os om, at vi har 3 befrugtede æg i fryseren fra forsøget derovre...

"For god ordens skyld vil jeg derfor lige sikre mig, at I ved, at de frosne æg kan anvendes indtil d. 29. maj 2012. Det er natuligvis helt frivilligt om I ønsker at anvende æggene."

Vi havde nu heller ikke troet at der ville blive tale om tvang... Men vi har da lidt betænkningstid må man sige...

Kalender

2008-01-04T01:05:00.000+01:00

Ja, så blev det jo 2008, det går godt nok hurtigt! Time flies when you're having fun... eller noget i den retning.

Nå, men i anledning af årsskiftet har jeg købt en kalender, dette synes måske ikke som en usædvanlig ting at gøre, men i mit tilfælde er det faktisk ret usædvanligt.... Jeg har nemlig i årevis kun haft studiekalendre, I ved, den slags der er halvt det ene og halvt det andet år... Og det betyder jo, at man køber sig en ny kalender hver sommer, og altså ikke ved årsskiftet...

Og nu tænker I nok ved jer selv: "Øh ok... og hva' så?" Og det er i sådan set i jeres gode ret til at tænke... Men for mig er det faktisk en ret stor ting. Det er sådan helt symbolsk. Et eller andet med at acceptere, at jeg rent faktisk ikke er studerende længere, (at jeg ikke har skrevet mit speciale ser vi her stort på), at jeg er sådan een der arbejder og at året faktisk går fra januar til december og ikke fra juli til juni...

Jeg ved at Fru Larsen vil sætte pris på det hehe, da det er flere år siden hun proklamerede, at jeg burde tage mig sammen og få en rigtig "voksen-kalender"... Og det har jeg så altså fået nu! Jojo, så nu kan jeg skrive aftaler ned for hele året, hvis jeg altså havde nogen...

Men faktisk, så elsker jeg nye kalendre. Der er sådan et eller andet dejligt ved sådan en helt ny frisk ren kalender, helt uden aftaler endnu... Blanke sider der bare venter på at blive fyldt... Eller er det bare mig der er lidt sær på det punkt?

Amoccas nytårstale

2008-01-01T01:34:00.000+01:00

Året 2008 er få timer gammelt, og her sidder jeg i min sofa just hjemvendt fra nytårsfest i Århus... Grunden til vor tidlige hjemkomst er ikke, at alderen er begyndt trykke, men derimod en grum omgang influenza eller omgangssyge eller hvad det nu er jeg lider af... rask er jeg ihvertfald ikke... Men nok om det.

På vejen hjem i bilen, sad vi og snakkede lidt om, hvilket år det havde været og hvilket år det mon ville blive... Og nu sidder jeg som sagt her i min sofa, og så er det vel naturligt, at fortsætte samtalen fra bilen, via bloggen, som en nytårstale om 2007...

I sidste års nytårstale skrev jeg, at året 2007 ville blive et anderledes år, det havde jeg helt ret i, dog ikke på den måde jeg havde forventet...

2007 blev ikke året hvor jeg fik skrevet mit speciale, det blev heller ikke året hvor jeg bestemte mig til at tage bjørnetjenesten ude på Skejby, og det blev heller ikke året hvor vi fik taget stilling til om adoption var sagen for os...

Til gengæld blev 2007 året hvor vi tog imod et tilbud om et forsøg på Herlev, det blev året hvor vi pludselig stod med 3 fryseæg efter at have troet i flere år, at mine æg var totalt skod... Det blev også året hvor vi pludselig stod som husejere, og dermed året hvor jeg kunne ytre sætninger som: "Jeg har været i haven..", for første gang i mit liv.
Og så blev det året hvor jeg faktisk blev lidt glad igen, en ting som jeg tror mine omgivelser har sat megen pris på. Et år hvor jeg faktisk har kunne leve lidt igen og kunnet fokusere på lidt andet end min sorg, min elendighed og min barnløshed, og det er jo en god ting!

Så alt i alt må man sige, at 2007 faktisk har været et positivt år, alt til trods, og tro mig det var tiltrængt i denne husholdning... Vi blev gift i 2003 - i medgang og modgang sagde de i kirken. Men siden da har vi ikke haft ret meget andet end modgang, og nu synes vi egentlig at en smule medgang ville være helt på sin plads... Og sådan et år har 2007 faktisk været...

På trods af alt det det ikke var!

Jeg vil ikke begynde at spå om 2008, for jeg får sjældent ret når jeg spår, men jeg vile dog bruge denne anledning til at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår rundt omkring i de små danske hjem...

Julekort

2007-12-24T01:50:00.000+01:00

Ja, den evige dårlige samvittighed over mangel på aktivitet i kaffebaren spøger konstant... Desværre / heldigvis har jeg haft så travlt her i december, at det har været umuligt at dvæle for længe ved den af gangen...

Men I skal da ikke helt snydes for en julehilsen her fra det amoccanske verdenshjørne, hvor arbejdsugerne sniger sig hen af 60 timer og en 3 dages pause, inden det går løs igen, er tiltrængt....

Min fødselsdag kom og gik (tallet nævnes ikke), med en dejlig tur til hovedstaden, med julemarked i Tivoli med mand, søster og hendes kæreste, med lækker mad på en thai restaurant og afsluttende flot show med Chicago på Det Ny Teater. Fantastisk dejlig fødselsdag, og mange tak til alle de som tænkte på mig, sendte sms'er, kort, blomster og gaver :)

Og efter min fødselsdag, ja så kommer jul. Julen har sneget sig ind i vores hjem i begrænset omfang, nåede aldrig at finde "den store kasse med julepynt", og nu er det faktisk for sent... Men en juledims hist og en nisse pist kan man dog finde rundt omkring, og hvad mere kan man bede om?

Så alt der er tilbage nu, hvor det egentlig allerede har været juleaftensdag i over to timer, er, at ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul her fra kaffebaren...

Vil du se min smukke lampe?

2007-12-01T23:02:00.000+01:00

Der er een god ting ved at fylde 30, og det er gaverne... Og jeg har været så heldig at få min gave på forskud, og det er den smukkeste gave jeg nogen sinde har fået...

En verner Panton Globe lampe.

Jeg er meget forelsket i min nye lampe, så meget at jeg har fotograferet den fra samtlige vinkler (hvis man kan tale om vinkler, når genstanden er rund?), så meget at jeg overvejer at lade mig skille og gifte mig med lampen istedet, ja endda så meget at jeg har overvejet at komponere et lille kærlighedskvad til den....

Jeg er ikke helt klar over hvordan en sådan ode ville lyde, men helt sikkert noget med lys i mørket... en klar stjerne... ja sådan lidt bibelsk i det tror jeg, passende til sæsonen...

Men nok snak, tid til billede af vidunderet og en god 1. december til alle...

Tanker om alt muligt andet...

2007-11-27T11:45:00.000+01:00

Hvor pinligt det end er at indrømme, så må jeg indse, at jeg åbenbart er løbet helt tør for tanker - ihvertfald af den type jeg plejer at skrive her på bloggen.... Nu skriver jeg så alligevel, men det er mest på grund af en eller anden fjollet form for stolthed, som ikke kan håndtere, at November 2007 arkivmappen skal være helt tom....

Men problemet er, at der vitterligt intet foregår i mit liv i øjeblikket udover arbejde. Jeg arbejder og arbejder og arbejder. Det er jo julm hvis I ikke skulle være klar over det - og for os i legetøjsbranchen er november og december jo de måneder hvor næsten halvdelen af årets omsætning skal hives ind.... så der skal arbejdes...

Der er dog ting i mit baghoved der spøger, ting som ikke nødvendigvis handler om Bratzdukker, Flexitraxbaner og KrussedulleKarla'er.... Ting som er små og frosne og befinder sig langt væk i en fryseboks på Herlev Hospital... Men tankerne er spredte og forvirrede og bliver ikke rigtigt til noget konkret...

For sandheden er, at når jeg først går i gang med de æg, så er de jo væk! Der er kun nok til et enkelt forsøg, og hvor fristende det end er at forsøge sig med dem, så er det næsten rarere at vide at de er der.... For så er det endnu ikke helt slut. Det er endnu ikke tid til at sluge kamelen og sige: "Det var det! Move on..."

Så hvad kan jeg ellers snakke om, hvis jeg nu ikke rigigt har lyst til at snakke om fryseæggene? Jeg kan fortælle jer, at jeg er igang med at blive blond! Jep! Ikke nogen nem ting at gøre når man har været sorthåret i flere år, så lige i øjeblikket har jeg sært stribet grimt heksehår.... Jeg håber det bliver godt tilsidst... Men vil gerne advare alle om at hjemmefarve deres hår sort i mange år, hvis de nogensinde skulle ønske at skifte hårfarve igen...

Derudover er jeg forsigtigt begyndt at se mig om efter et nyt job... Skræmmende, skræmmende... Men realiteterne er, at jeg umuligt kan få skrevet mit speciale med de arbejdstider jeg holder mig, så håbet er at finde er job, hvor jeg kunne få skrevet ind i min kontrakt, at jeg skal skrive mit speciale sideløbende...

Det største problem med jobsøgning er, at jeg simpelthen inderst inde er "a Toys R Us Kid". Jeg er opvokset i Toys R Us, og koncernen er min familie, min chef på det nærmeste min far. Tanken om at forlade firmaet giver et sug af skræk i mellemgulvet... Men alle de stillinger jeg gerne ville have i firmaet, er placeret på sjælland eller i Hong Kong... Og for at være ærlig er jeg ikke særligt motiveret til at flytte lige i øjeblikket...

Men nu vil jeg smutte igen, for intet af hvad jeg har skrevet er egentlig særligt interessant, og jeg frygter at kvaliteten af det skrevne kun bliver værre desto længere ned af siden jeg bevæger mig... Så istedet vil jeg takke af for nu, med undskyldninger for den lange tavshed, og håb om at I alle er ved at være klar til julemåneden....

Amocca Leth?

2007-10-11T23:47:00.000+02:00

Jeg ved det godt, jeg ved det godt... Der sker ikke en skid her i kaffebaren... Støvet ligger tykt på bordene og kaffemaskinerne har ikke været i brug i ugevis...

Men jeg har travlt, ude i den der paralelle verden, som de kalder virkeligheden... Det viser sig, at det at blive husejer har frigjort min indre Flemming Leth... Så jeg har kastet mig over gør-det-selv projekter...

Det viser sig desværre, at mine ideer - som oftest - er større og bedre end mine evner... Men jeg gør det alligevel... Eller prøver ihvertfald...

Så lige nu er jeg både igang med at ombetrække spisestuestole og male mit sofabord... Men snart, det lover jeg, snart så åbner vi fryseren og dermed forhåbentlig også kaffebaren endnu engang...

Her er billeder af det ene af mine projekter - før og efter...

Om hus, fryseæg og sko...

2007-09-23T23:42:00.000+02:00

Egentlig ville jeg bare lige poste, for at lade jer vide, at jeg var tilbage i cyberverdenen. Men eftersom Cybercity var uhyggeligt effektive, ja så har jeg faktisk været tilbage i et stykke tid... Dog uden at få opdateret bloggen *rødme rødme*...

Men nu skulle det altså være... Og det største der er sket i mit liv er jo som sagt, at jeg nu er husejer, og det er jo dejligt. Jeg er vildt forelsket i mit lille byhus og nyder hver dag, at vi kommer mere og mere på plads. Det er selvfølgelig gået meget i stå efter vi begge startede på job igen, men det skrider fremad, langsomt men sikkert....

Og når jeg nu er igang med at opdatere, ja så kan jeg vel også ligeså godt indrømme, at jeg er begyndt at fundere lidt over fryseæggene, som ligger og venter i Herlev...

Jeg havde jo egentlig regnet med at skulle bruge dem efter vi var flyettet... Men hvis det skal være i denne cyklus, ja så skal jeg ringe imorgen, mandag. Uha. Imorgen? Det er lidt for tæt på... Jeg tror nok jeg venter for at være ærlig... Tanken om at bruge dem er lidt skræmmende, 3 æg i fryseren er bedre end et på taget, eller hvad det nu er man siger...

Men ud over at være i syv sind om fryseæggene, så er jeg som sagt ved at finde plads til alle vores ting i alle vores nye rum, og noget af det første der blev fundet plads til var mine sko :) Jeg er nemlig nu ejer af mit eget helt personlige walk-in closet, og det er vidunderligt skulle jeg hilse at sige...

Og fordi jeg er sikker på at I vil sætte pris herpå, poster jeg hermed et billede af et lille udsnit af mine sko... For selvom de har en hel reol, så var der altså ikke plads til mere end ca en tredjedel af dem....

Flytterod

2007-08-30T14:59:00.000+02:00

Jeg er så inaktiv i øjeblikket, at I nok næppe ville opdage det... Men derfor synes jeg nu alligevel, at I fortjener at vide lidt om hvorfor jeg vil være stille i de næste par dage / uger.... (afhængig af cybercitys effektivitet med opsættelse af nyt internet).

For nu flytter vi! Jeg har vist ikke nævnt det, men de af jer der kender mig derude i den anden verden, ved at vi har købt hus. Og nu flytter vi altså. Og vi glæder os. Det er et gammelt byhus inde midt i byen, men stadigvæk med en lille have til.

Og I skal da heller ikke snydes for billeder, ligesom jeg jo selvfølgelig heller ikke skal snydes for stolt at fremvise mit nye domicil, vel?

Der er masser af plads, alt for meget plads til bare os to faktisk, men mon ikke vi finder noget at fylde al pladsen med – det skulle undre mig meget andet. Vi er kendt for at brede os...

Og brede os det kan vi - og vi får dobbelt så meget plads at gøre det på, som vi har nu. Derudover får vi egen have - en ting jeg har ønsket mig i årevis - og opvaskemaskine... Hvilket jo bare er ren luksus...

I øjeblikket står vi i pakkekaos med adskilte møbler og flyttekasser overalt, men på lørdag bliver det hele læsset på trailere og biler og så flytter vi altså. Over i vores helt eget hus og med vores helt egen have.... aaah!

Så nu må de der børn egentlig gerne komme, vi er faktisk ret klar... og nu har vi den grad også pladsen til dem...

The official party line

2007-08-28T16:51:00.000+02:00

Som opfølger på gårsdagens indlæg og de mange forslag til "hvad man siger..." kan jeg fortælle, at vores officielle aftale er sådan set, at der ikke er en officiel aftale...

Manden er som regel ærlig og siger det som det er, og jeg svarer i øst eller vest afhængig af humør, begivenhed og person der spørger...

Det er jo ikke fordi det er en hemmelighed, alle ved det jo i familien og omgangskredsen og har vidst det siden dag 1. Men når man tager til bryllupper hos kusiner og des lige, så vil der uvægerligt være en del fremmede til stede... Det er ikke altid jeg synes de behøver at vide alt om mig og mit privatliv...

Sådan har det ikke altid været, engang fortalte jeg det til alle der ville lytte, men jeg har ikke det behov længere... Og det tror jeg såmænd er meget sundt...

Og til sidst: Jeg har det ok. Undskyldninger for aldrig at følge op på det triste indlæg, men jeg er faktisk ok. Sådan generelt. Engang imellem dykker jeg lidt, men hvem gør ikke det?

Det bliver sværere og sværere

2007-08-27T15:44:00.001+02:00

Vi har været til bryllup. Og det er jo som regel altid en festlig begivenhed, og det var det sandelig også denne gang. Bryllupper er som oftest tæt befolket af mennesker man ikke kender, eller kun kender perifært og dette var ikke anderledes...

Og jeg må sige at det falder mig sværere og sværere at deltage i disse ting. Ikke fordi jeg er en asocial person eller ikke holder af fester, men fordi undskyldningerne for hvorfor vi endnu ikke har børn begynder at tynde ud...

Vi har været gift i 4 år nu. Manden har rundet de 30 og min næste fødselsdag lurer i horisonten. At vi har børn er på det nærmeste underforstået på dette tidspunkt i vores liv...

Og da brudens seminarie-veninder hørte det rungende nej som svar på spørgsmålet om børn, var de dog heller ikke tilfredse... Og undskyldningerne begynder som sagt at lyde hule, selv i mine egne ører...

Vi er ikke lige blevet gift, vi er ikke for unge, vi har ikke mange års uddannelse foran os stadigvæk, vi har ikke et ustabilt arbejdsliv uden sikkerhed for arbejde eller løn... Vi er faktisk lige det modsatte af alt dette...

Men orker man at fortælle historien om 4 års kamp, nederlag og fiaskoer til fremmede mennesker man med al sandsynlighed aldrig skal møde igen? Nej, vel... Så man fejer dem af, giver lamme undskyldninger eller forsøger sig med et kejtet emneskift...

Men jeg synes det bliver sværere og sværere...

Tabt bag af en vogn

2007-08-09T03:21:00.000+02:00

Jeg ved godt der har været stille herinde længe, men det hænger sammen med, at jeg egentlig synes at jeg efterhånden havde fået sluttet fred med det hele... Jeg var nået dertil, hvor jeg enddog var begyndt at tænke på alternativer....

"Hvis vi ikke får børn, vil jeg..." Den sætning har jeg sagt flere gange i den sidste tid uden nævneværdige smerter eller følelser...

Så det gik så godt... Men lige nu er klokken halv fire om morgnen en nat mellem onsdag og torsdag. Min iTunes spiller stille musik og jeg kan ikke holde op med at græde... Og jeg kan ikke helt forklare hvorfor jeg græder... Det er vist ikke en portrættering af en person der har det godt, vel?

Poul Krebs synger for mig: "Jeg har aldrig valgt at leve mit liv sådan som jeg gør, det er bare lige så stille blevet lige præcis sådan her..."

Og det er nok det der er problemet, jeg er kontrolfreak, og hele mit liv er ligesom skredet ud i svinget... Da projekt baby faldt af vognen tog det ret meget andet med sig...

Og nu går jeg her langs vejen og forsøger at samle det hele op, selvom det er alt for meget at bære på gåben og vognen for længst er ude af syne...

skråt op, skrid, du er for.... gammel???

2007-07-13T16:29:00.000+02:00

Jeg har fået et bizart brev fra Skejby idag... Jeg er blevet vraget som ægdonor, det er så hvad det er... men begrundelsen? Alderskriteriet, skriver de...

øhm nå, kan man så tænke ved sig selv, når man er 29 år og fylder 30 til december. Begundelsen: Alderskriterie, er baseret på de æg jeg har lavet i mine 3 forsøg derude. De mener, at mine æg ligner de æg "gamle" kvinder laver, så derfor får jeg altså ikke lov at donere...

Det er da egentlig lidt deprimerende, er det ikke? At falde for et alderskriterie fem et halvt år før man egentlig når den alder...

Journal

2007-07-07T15:39:00.000+02:00

Jeg har modtaget min journal i dag fra Skejby – det tog så også kun lidt over 2 mdr. at få den tilsendt.... Nå, men nu har jeg den så... Mit næste mål er at få min journal fra Herlev tilsendt, så man kan sammenligne behandlingsskemaerne fra forsøgene.

Umiddelbart ser det jo ud som jeg husker det: Lange stimulationsperioder, med et pænt antal æg, og derefter lorteæg til oplægning. Der står at stimulationerne ikke har været ”optimale” og at æggene har dårlige karakterer. Men det vidste jeg jo godt...

Der står også, at vi, i januar 2006, til vores afsluttende samtale forespurgte om muligheden for at en kort protokol ville lave finere æg – det var der ikke belæg for at mene, var svaret... men der tog de så fejl... i hvert fald hvis man baserer det på beviserne fra det korte forsøg vi tog på Herlev....

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at 4 forsøg ikke er noget at basere videnskabelig fakta eller konklusioner på... Men hvis man har 3 forsøg der alle viser to æg med score 3.1 til oplægning og ingen til frys – på trods af 11 æg ud... og et kort forsøg der viser 11 æg ud, 2 til oplægning – begge med score 2 og 3 æg til frys med samme score... ja så synes jeg nu nok man har nogle indikatorer på en tendens....

Een ting er sikkert. I mine øjne vil flere lange forsøg være spild af tid.

Slutteligt i min journal står min konsultation vedr. ægdonation. Her skriver de, at jeg pt. afventer brevsvar på hvorvidt de vil konvertere vores IVFD til et kort IVF forsøg med vores egen sæd.... Så det venter vi altså stadig på....

Som konklusion på konsultationen står der: Patienten, en 29 årig kvinde, har meldt sig frivilligt til donation. Selv fertilitetsbehandlet uden graviditet. Virker fuldstændigt afklaret omkring donation, selvom det kan medføre, at en anden kvinde får et barn med hendes æg.

Sådan har jeg det stadigvæk...

På egne ben

2007-06-29T23:56:00.000+02:00

Er du ok?, spørger Rikke... Jojo, jeg er ganske ok. Bare rolig. Har i denne uge haft sidste session med min psykolog. Sidste gang. Så nu er jeg pludselig på egne ben - efter næsten to et halvt år i terapi....

Var det for længe? Ikke længe nok? Hvem ved? Ja, for jeg ved det ikke. Men nu er det altså ovre, og jeg er på egne ben. Min psykolog mener, at jeg har rykket mig meget i løbet af de sidste par år. Det har han uden tvivl ret i. Ihvertfald er jeg ok lige nu....

History repeating

2007-06-17T17:58:00.000+02:00

Jeg synes jeg har været her før. Og jeg har ret. Jeg har været her før. Set disse følelser, denne angst, denne vrede i øjnene før. Og det gør mig ked af det, at det er min egen fejl at jeg står her igen. For jeg kunne have undgået det.

“Those that fail to learn from history, are doomed to repeat it.”
Winston Churchill

Jeg kunne have fortsat på den rute jeg havde taget og haft det godt, men i stedet valgte jeg at vende om og foretage den samme fejl igen. Grave alting op igen. Uden tanke på, at når man har sagt A må man også sige B. Og hvis A var behandling, så var B alle de ting der følger med...

Angsten, vreden, smerten. Alle de forbandede følelser jeg ikke kan kontrollere eller styre. Nu er de igen overalt, de gravide maver, barnevognene og forældrene med de bitte små børn. De har hele tiden været der, det ved jeg godt, men jeg har ikke bemærket dem synderligt i lang lang tid. Men nu er de overalt igen. Og jeg føler indædt vrede mod dem. Og mod mig selv.

Kroppens forræderi er blevet klart for hjernen, og vreden mod den er vendt tilbage. Tankerne om at straffe den, om at fjerne det hele, er vendt tilbage. Smerten over situationen er vendt tilbage. Den har heller aldrig været væk, men den har været begravet sammen med drømmen, i hi, og jeg har haft det godt uden den. Men nu er den her, stor og altoverskyggende, i følgeskab med vrede og misundelse.... og angsten for at det aldrig lykkes...

Men måske havde jeg slet ikke valget, måske havde jeg slået drømmen ihjel for hurtigt, måske var jeg slet ikke klar til at lade den hvile i fred?

“It is not worthwhile to try to keep history from repeating itself, for man's character will always make the preventing of the repetitions impossible”
Mark Twain

Jeg ved det ikke. Men jeg ved heller ikke om jeg synes det var det værd at grave den op. For jeg havde det ganske udmærket for et par måneder siden. Det har jeg ikke nu... Så måske skulle man have ladet det der var dødt, forblive dødt...

Og med risiko for at være rigtigt cheesy, vil jeg tillade mig at afslutte disse citater fra store mænd, med en linie fra noget knap så grandiøst, nemlig filmen Cocktail fra 1988.

”Coughlins Law: Bury the dead – they stink”

Den usædvanlige donor

2007-06-14T12:05:00.000+02:00

Og så havde jeg idag været en tur ude på Skejby til en samtale om ægdonation. Denne tid havde jeg fået inden forsøget på Herlev, og det kunne da have været rart om jeg havde skullet fortælle dem, at jeg måtte udskyde at donere pga. gravididtet, men sådan skulle det jo ikke være...

Nå, men samtalen gik fint. Endnu engang blev det påpeget, at jeg var en "usædvanlig" donor, pga. de manglende børn, men jeg forsikrede dem om (endnu engang) at jeg altså ikke har noget problem med at forære mine æg væk - børn eller ej...

Jeg gjorde dem iøvrigt også opmærksomme på, at jeg egentlig synes det var en kende diskriminerende, at de havde ønsket at høre fra min mand vedrørende donation, da jeg vil vædde min højre arm på, at det modsatte ikke villet have været tilfældet, hvis han havde ønsket at donere sæd... De kunne godt se hvad jeg mente, og ville helt sikkert tage det til efterretning...

Nå, tilbage til samtalen. Jeg kom liiiige til at nævne, at det ville være spild af tid, at sætte mig på en lang protokol til donation, da jeg lavede dårlige æg på en sådan, men at vi nyligt havde fået bevist, at jeg kunne lave rigtigt fine æg på en kort protokol... Og at i samme åndedrag fik jeg vist også liiiige spurgt om muligheden for at konvertere donorforsøget aka. bjørnetjenesten, til et kort forsøg med min mands sæd, da vi jo tydeligvis sagtens kan lave fine æg sammen, så længe jeg ikke bliver nedreguleret...

Umiddelbart synes lægen at dette var en rimelig aftale, men hun kunne ikke love noget. Så nu må vi se hvad de siger, når det er blevet diskuteret lægerne imellem...

Nå, men til sidst sagde hun så, at hun synes det ville være bedst, om jeg tog mit fryseforsøg og et evt. forsøg på skejby inden jeg donerede til andre, da muligheden for graviditet jo er bedro desto yngre jeg er...

Under alle omstændigheder holder klinikkerne jo sommerferie nu, så vi har helt indtil midten af august måned til at bestemme os for hvad vi gør og ikke gør og hvornår vi har tænkt os at gøre det...

Yderst passende

2007-06-12T15:44:00.000+02:00

Dagens blodprøve var som forventet negativ...

Og dagen var - yderst passende - ligeså negativ. Jeg stod op klokken 4! Hvilket altså er midt om natten, hvis I spørger mig. Det kan godt være, at det allerede er lyst, og fuglene synger gladeligt. Men midt om natten er det nu alligevel. På dette tidspunkt af døgnet er temperaturen dog tålelig kan jeg fortælle jer...

Grunden til at jeg stod op midt om natten var, at jeg skulle være i Herlev kl. 9 for at få taget min blodprøve. Og det var jo dybt åndssvagt, for der var jo slet ingen grund til at få den taget under alle omstændigheder. Men sådan hænger denne verden jo desværre ikke sammen...

Så derfor fandt jeg altså mig selv, siddende i et regional tog klokken lort om morgnen, på vej mod Fredericia, hvor jeg skulle skifte tog, da der åbenbart ikke går nogle direkte tog til København så tidligt? Dette undrede mig såre, idet jeg var sikker på at jeg havde tjekket tidspunktet.... men åbenbart ikke.... hurra for DSB eller mig, jeg ved det ikke....

Ydermere glemte jeg min telefon, hvilket var en kende kritisk. Da jeg havde lovet min nye souschef, at han blot kunne ringe hvis der var noget, jeg har jo trods alt været ledig det meste af dagen.

Jeg skulle også have ringet og vækket min søster kl. 7. Da vi skulle mødes i Herlev kl. 9. Da jeg ikke kunne få en direkte togforbindelse til København, blev jeg selvfølgelig også forsinket og kunne selvfølgelig ikke ringe og meddele dette til Herlev...

Og det første der skete da jeg trådte ind i toget? Remmen på min håndtaske brast og spredte tamponer og cigaretter ud over hele gulvet. Fedt!

Alt i alt en lorte dag - yderst passende, egentlig...

Bloody hell

2007-06-10T10:55:00.000+02:00

Så var der frisk rødt blod og en hel del af det... Så tror nu altså nok vi ligesom kan konkludere, at det var det... Men hey - fik da lov at gå een dag længere end normalt, ikke sandt? (eller er det to? jeg kan ikke finde ud af det)... Blodprøven er da ihvertfald i overmorgen...

Men jeg havde jo lovet jer endnu en test at stirre jer skævøjede på, så det får I, også selv om jeg bløder...

Og den er ligeså en-streget som den anden er jeg bange for...

Nu har den ligget i en time og er stadig lige negativ... Så det bliver den uden tvivl ved med at være... Er det for tidligt at åbne en flaske hvidvin kl. halv et på en søndag?

Den daglige opdatering

2007-06-09T18:45:00.000+02:00

Jeg må vel hellere opdatere igen idag, I sidder jo uden tvivl alle og venter i spænding haha... Jeg har lidt svært ved at vide præcis hvad jeg skal skrive her, for jeg ville gerne skrive at der ikke var noget blod, men det er vist ikke helt rigtigt....

Jeg bløder godt nok ikke "rigtigt", men der er mere pletteri end der har været før, og progestan-snasket er mindre og mindre hvidt at se på... Ikke umiddelbart godt synes jeg, så jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk stadigvæk, selvom jeg endnu ikke bløder...

Jeg tester nok igen imorgen, så kan I få lov at stirre jer selv blinde på testen da og se hvor mange farver og striber I kan se ;o)

Har I røget crack?

2007-06-08T23:38:00.000+02:00

Hvad sker der for jer? I må da være skæve eller fulde hele banden, hvis I kan se noget som helst der minder om en skyggestreg på det billede.... Tro mig, når jeg siger jer, at der var et kridhvidt felt med en flot rød kontrol-streg og intet andet. Og det var der stadig, efter at den havde ligget i 4 timer....

Så negativ, det er den!

Jeg er klar over at det er tidligt - og også at det er for tidligt - men det er trods alt 14 dage siden æggene blev befrugtede, så det er ikke hujende urealistisk at man eventuelt skulle have kunnet teste positivt idag...

Men, når det er sagt, så er den altså negativ... Og jeg er godt klar over, at det er for tidligt helt at afskrive forsøget, især når man sammenholder det med, at jeg overraskende nok endnu ikke er begyndt at bløde...

I løbet af dagen er jeg dog blevet i tvivl om, hvorvidt det jeg betragter som 11. dagen egentlig er dag 11 eller dag 10. Har jeg mon i mine tidligere forsøg talt oplægningsdagen som dag 1? Eller som dag 0? For jeg synes at huske, at det altid var 3 dage før blodprøven jeg begyndte at bløde... Og det er jo så først imorgen...

Og til de af jer (var det måske kun søs?) der insisterede på et større billede, så er her et, som er endnu mere grumset, guderne må vide hvad I kan få ud af det... Men tro mig - der er kun een enkelt streg...

Vi venter i spænding på morgendagen...

Plejer er død?

2007-06-08T08:19:00.000+02:00

Ja, så blev det dag 11 efter oplægning. Den dag vi alle venter på med åndeløs spænding - sådan cirka ihvertfald.

Og plejer er indtil videre åbenbart død! Det er jo en vældig god ting skulle man mene. Der er i hvert fald ikke mere blod end der hele tiden har været, men det kunne jo ske at ændre sig hen af dagen. En ting der dog næppe ændrer sig er, at en test ser sådan her ud:

Ikke umiddelbart det resultat vi var ude efter.

Blodprøven er på tirsdag, så der får vi det afgørende resultat, men håbet er nu væk her i huset. Nu ser vi frem til en sommer uden hormoner og med masser af alkohol...

Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdaterede såfremt der skulle ske noget usædvanligt i løbet af dagen - såsom at jeg fx. ikke begyndte at bløde....

Midtvejsstatus

2007-06-06T00:07:00.000+02:00

Jeg havde egentlig bestemt mig til ikke at skrive et midtvejsindlæg, for det er ikke et særligt "ligeglad" signal at sende...

Men nu er jeg altså halvvejs, og jeg må desværre sige, at fremtid ikke tegner alt for lys for forsøget... Der er blod! Ikke meget, men det er der... Og blod er ALDRIG et godt tegn i denne verden...

Ellers er ugen gået fint, masser af symptomer, som jeg jo udemærket ved er svindel og humbug, men ikke desto mindre jo noget der sætter gang i anti-ligegladstankerne...

Men symptomerne er desværre også på retur. Og sammenholder man det med den smule blod der også er... Ja, så tegner det et lidt for genkendeligt billede hvis I spørger mig...

Hvis tingene går som de plejer, så begynder jeg at bløde fredag...

Et billede er vel et billede...

2007-06-02T11:56:00.000+02:00

Der var engang jeg troede, at der var minimum to bestemte ting som jeg en dag ville få lov at poste indlæg om. Det ene var et billede af en test med to streger...

Bloggens arkiver går tilbage til sensommeren 2004 og endnu har jeg ikke fået lov at poste et sådant billede... Om det nogen sinde sker skal jeg på nuværende tidspunkt lade stå hen i det uvisse...

Den anden ting var et scanningsbillede – dette indlæg skulle naturligt nok have faldet lidt tid efter indlægget med billedet af den to-stregede test. Det har jeg heller ikke fået lov til...

Men det sidstnævnte kan der rådes bod på. Det er måske ikke lige den type scanningsbillede som man længes efter at poste, og det efterfølger ikke et indlæg med et billede af en test med to streger på... Men stadigvæk, jeg har et scanningsbillede, og et scanningsbillede er vel et scanningsbillede... eller noget....

Det var dette billede, der gjorde søsteren så rørstrømsk ved ægoplægningen, at hun måtte udnævne sig selv til moster far. Selv synes jeg mest af alt det er lettere grinagtigt – men jeg må da give dem, at hvis jeg skulle gå hen og blive gravid er det da en meget sjov ting at have...

Så, om ikke andet, så bare for at få lov til at sige, at jeg har postet et scanningsbillede, ja så får I det her.Det er derfor med stolthed jeg her fremviser et stk. livmoder indeholdende to små æggebasser - det er dem der er markeret mellem de to små hvide krydser....

Ligeglad?

2007-05-31T10:36:00.000+02:00

I gør det ganske svært at være negativ og ligeglad, med jeres jublende kommentarer... Er i godt klar over det? Og det er ligesom lidt det jeg forsøger at lade som om jeg er...

Jeg har været så ligegyldig overfor det hele igennem hele stimuleringsforløbet, hvilket har resulteret i, at jeg overhovedet ikke har "levet som jeg burde", imens jeg var i forsøg...

Jeg har drukket både vin og øl i stimuleringsperioden. Jeg har ikke skåret ned på mit kaffeforbrug imens jeg har været igang. Jeg har ikke gidet at gå i gang med folinsyren og vitaminpillerne. Jeg har endda røget en cigaret i ny og næ - fy fy... I det hele taget har mit hoved været sådan lidt: What's the point? agtigt...

Og nu står jeg pludselig her med et resultat som er 100 gange bedre end jeg nogensinde før har haft, og er derfor i syv sind... Mit syge hoved mener selvfølgelig, at det er fordi jeg har "været ligeglad", så derfor bliver jeg nødt til at blive ved med at være ligeglad og ikke tænke på det...

Men i det samme jeg bevidst skal være ligeglad - så tænker jeg jo på det, ikke sandt? Og så er hele ideen med at være ligeglad jo ude af vinduet, for det er jeg jo ikke så...

Jeg svarede (løgnagtigt) ja, da lægen spurgte om jeg huskede at tage min folinsyre og mine vitaminer, så dem er jeg gået igang med nu... Jeg har skåret kaffeforbruget ned til 3-4 kopper om dagen, og jeg tager troligt mine Progestan piller... Jeg har ingen planer om at tage til fest og drikke og ryge i rugeperioden... Og så er der jeres kommentarer - som gjorde mig helt glad og varm indeni...

Lyder det som en der er glad og håber eller en der er ligeglad? For jeg synes det lyder suspekt meget som en der håber... og det var jo ligesom ikke meningen...

For hvis man er en der håber, så er der pludseligt nervepirrende lang tid til den 12. juni og blodprøven... Ikke at det er noget jeg tænker på overhovedet... Jeg er da ligeglad...?

Der er ingen der savner Hank

2007-05-29T20:00:00.000+02:00

Konklusionen må blive, at Hanks fravær fra dette forsøg er en ganske god ting. Dette baserer jeg på, at jeg lige nu ruger på to æg, der begge har en score på 2.2 og henholdsvis 7 og 8 celler...

Til den glemsomme læser, kan jeg fortælle, at jeg aldrig i mine tidligere forsøg har haft æg der var bedre end 3.1... Så det her er et kæmpe fremskridt.

Men gaveregnen stopper ikke her! For ud af de 11 æg vi fik ud, kunne otte af dem bruges. Af disse otte blev syv befrugtet og de fem af disse syv æg havde en score på 2.2... Det betyder derfor, at ikke nok med at jeg nu ruger på to fine æg, ja så har vi også, for første gang i vores behandlingshistorie, æg i fryseren - 3 stk. for at være præcis...

Min mand kunne desværre ikke komme med på Herlev idag. Selvom vi ellers altid har haft en aftale om, at han i det mindste skulle være tilstede i rummet når jeg "blev gravid"... Men eftersom han ikke kunne være der, ja så trådte lillesøsteren ind i rollen, og endte med at blive helt rørstrømsk og insistere på, at hun nu måtte benævnes Moster Far, eftersom det var hende der var tilstede ved oplægning...

Dagens høst

2007-05-27T07:18:00.000+02:00

Ja, det vil jo sige: gårsdagens høst... Men fik ikke lige opdateret igår, da vi tog direkte fra Herlev til min bedstemors 70 års fødselsdagsfest i Horsens... Pyyyh der er langt med en øm mave...

Nå, men lad os vende tilbage til det, jeg godt ved I egentlig er kommet for at høre om: Ægudtagningen.

Jeg har egentlig altid vidst, at der selvfølgelig var forskel på klinikkernes procedurer vedrørende disse ting, men det er egentlig ikke sådan sunket ind hvor meget forskel der er... Altså selve indgrebet er selvfølgelig det samme, men de indledende og efterfølgende øvelser varierer en del...

Foreksempel behøver man ikke møde fastende på Herlev, og der serveres kaffe og te med tilhørende mælk i venteværelset... Venflonet bliver lagt når man kommer, så i venteværelset sad vi piger på rad og række, med hver vores ventil i armen... eller det vil sige, jeg sad med et par blødende huller til at starte med, da de havde en del problemer med at få lagt venflon på mig... Men i tredje forsøg, med den tredje sygeplejerske lykkedes det da...

Der er heller intet beroligende før indgrebet, udover et par panodiler, så et kort øjeblik sad man da helt og savnede sin Halcion brandert... Men ok, der er fordele ved alt.. Og manglen på Halcion gjorde jo, at man virkelig kunne nyde morfin-rusen - så der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget, hehe...

Jeg havde undret mig, over at venteværelset var både før og efter rum, da det mestendels bestod af stole og ikke senge som man er vant til på Skejby... Men den manglende Halcion gjorde jo, at jeg var forbløffende klar i hovedet, og at vi derfor var klar til at smutte igen efter en halv time i en stol...

Mens vi sad der og så morgenbørnetv kom sygeplejersken ind og fortalte, at der havde været 11 æg - så det var jo en ganske udemærket høst må man sige...

På tirsdag skal æggene tilbage igen, såfremt der er nogen at ligge tilbage selvfølgelig. Og her kommer bagsiden ved at blive behandlet så langt væk virkelig til syne... For de ringer først omkring kl 9 og fortæller om der er æg til oplægning. Og eftersom de skal lægges op kl 11, ja så sidder jeg forlængst i toget til København på det tidspunkt... Men det er der jo ikke noget at gøre ved...

Danmark mod Sverige

2007-05-24T21:22:00.000+02:00

Efter gårsdagens filosoferen over hørebøffer, må det være på sin plads at vende tilbage til hvordan det spænder af med forsøget på Herlev, ikke sandt?

Det føles lidt som om ugen har været en mindre landskamp mellem de danske og de svenske læger. De danske læger har været på et hold hvor "alt ser fint ud", og de svenske er på et hold hvor man er lidt mere skeptisk...

Men nu er de så endelig enige, og her til aften har jeg så taget ægløsningssprøjten. Æggene skal tages ud på lørdag. Hvor mange æg der kommer ud, kan jeg ikke helt præcist fortælle jer, for her har sverige og danmark også været uenige... Men et eller andet sted mellem 4 og 10 - så har jeg vist ikke lovet for meget...

Det her korte forsøg noget er godt nok meget nemmere, mildere og hurtigere end den lange protokol. Lige bortset fra, at det foregik i Herlev, og at jeg på grund af forsøgs-protokollen skulle scannes hver dag, så har det været til at overskue... Havde det foregået på Skejby med kun de normale scanninger, ja så havde det virkelig været "piece of cake"...

Men om det giver bedre eller dårligere resultater kan jeg endnu ikke svare på. Umiddelbart synes jeg det så ud til at gå hurtigere med ægproduktionen, men jeg endte alligevel med 12 dages stimulering, hvilket jeg også har gjort i to af mine lange forsøg... Ud over det, er æggene meget uens i størrelse, de rangere fra 10 til 20 mm. Det husker jeg ikke at have haft problemer med i nogle af de lange forsøg...

Men, det mest spændende er nu stadig om kvaliteten på æggene er anderledes i korte forsøg end i lange... Det er det jeg synes er mest interessant...

Rør mig ikke

2007-05-22T22:25:00.000+02:00

Jeg er født i halvfjerdserne, hvor verden var en anden end den er idag.

En verden hvor narresutterne og bideringene var fulde af phtalater, hvor zinkcremen til vores numser uden tvivl indeholdt både tungmetaller og parabener, hvor legepladserne bestod af både karusseller og vipper, hvor vi åd sand direkte fra sandkassen med stort velbehag, hvor man blev sendt over til naboen for at blive smittet med skoldkopper og hvor man efterlod sine børn i barnevognen udenfor købmanden kun "beskyttet" af et lille plastichjerte med ordene "rør mig ikke"...

Og tænk engang, 30 år senere er jeg her stadig, i live og i stand til at fortælle om det... Så måske var det ikke så farligt endda... Men det var nu ikke kun for at trække denne kæphest ud af stalden, at jeg satte mig til tasterne idag...

Det var tanken om plastichjertet, der er årsagen til dagens indlæg. For, hvor ingen forældre jeg kender, idag kunne drømme om at efterlade deres barn i barnevognen uden for en butik, så bruger jeg stadig "rør mig ikke"-tricket den dag i dag...

Ikke sådan forstået, at jeg render omkring med et plastichjerte klistret på tøjet, men jeg bærer den voksnes ekvivalent hertil, på mine mange lange togrejser frem og tilbage: MP3-afspilleren og et sæt heftige ørebøffer...

Min MP3 afspiller er en iPod. Den købes komplet, med et sæt små diskrete hvide høretelefoner, som gemmer sig helt inde i øret. Hvis meningen med din MP3 afspiller er at høre musik og se smart ud samtidig er dette det rigtige valg for dig...

Derimod, hvis du - som jeg - ønsker at bære et "Rør mig ikke"-hjerte / "Jeg gider ikke tale med dig"-skilt, så er de helt helt forkerte.

I så fald er det nødvendigt at investere i et par hørebøffer, som fylder det meste af dit hoved... Hvis de ikke er synlige nok, har du kun dig selv at takke, når kvinden på hjørnet med "Vagttårnet" kontakter dig, på trods af din MP3-afspiller...

At mit fædrende ophave så mener, at jeg ender med at blive kvast i trafikken, grundet min fuldstændige mangel på høresans når jeg har dem på, er så en hel anden ting... Men der må jeg nok sige, at jeg tager chancen...

For når alt kommer til alt, så overlevede jeg en livsfarlig barndom, hvor praktisk talt alt jeg gjorde, legede med og blev udsat for, åbenbart var så farligt, at det nu er forbudt... Og siden balle- og gumme-kræft epidimien i min generation stadig lader vente på sig, ja så jeg krydser fingre for, at dette ufattelige held bliver ved med at følge mig...

Frem og tilbage

2007-05-20T23:34:00.001+02:00

Så blev det søndag, og dermed starten på mine daglige køreture frem og tilbage til Herlev. Jeg har indlogeret mig selv ved mine forældre i Odense, så er der da sparet halvanden time om morgnen...

Dagens scanning gik fint, æggene vokser som de skal, jeg er bare lidt langsommere i optrækket end de er vant til, men ikke alarmerende. Der er 11 ægblærer derinde - så vidt jeg kunne tælle mig frem til - og de er i størrelserne 10-14 mm. Slimhinden var nu 7,5. Så der er lidt tid endnu, eller omregnet tli virkelighedens verden: der er mange daglige togture til Herlev endnu...

Har siddet og rullet tilbage i arkiverne til mine tidligere forsøg - og det ser ud til, at min ægproduktion er glad for at slippe for nedreguleringen... Selvom det går langsommere end Herlev havde forventet, så går det hurtigere end det plejer for mig.

Hank er ikke genopstået heller, han er jo trods alt et produkt af nedreguleringen, tilgengæld er jeg ikke super pjattet med det der Orgalutran noget... Een ting er at det klør når man sprøjter det ind, men det giver desværre også hovedpine og kvalme... især kvalmen er jeg plaget af... Men sådan er det jo, jeg er jo en stor fan af at tilrane mig samtlige bivirkninger jeg kan få...

Jeg er nu på Herlev dagligt, på grund af forsøgsprotokollen, som kræver dette... Om det bliver til daglige kedelige indlæg om ægstørrelser og slimhindetykkelser, kan kun tiden vise...

Skiltet

2007-05-18T14:08:00.000+02:00

Når man står af elevatoren på 14ende etage på Herlev Hospital, bliver man mødt af nogle fine lyseblå skilte, der peger en i retning af de forskellige afdelinger.

Det er jo en god ting, at vejlede sine patienter. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg er så plat, at jeg første gang jeg så dem lo højt ,og siden hen småfniser hver gang jeg går forbi....

Jeg ville have taget et billede til jer, men min mobiltelefons kamera er simpelthen for ringe til at gengive det ordentligt, så I må nøjes med min rekonstruktion her:

Jeg ved ikke om skilte-opsætteren forstod ironien, men jeg værdsætter hans arbejde....

Great Eggspectations...

2007-05-17T20:51:00.000+02:00

Endnu en tur på tværs af det danske rige. Endnu en tur i stigbøjlerne på 14ende etage på Herlev...

Lægen var svensk, det kunne han jo ikke gøre for, og tydeligt skuffet over mine æg. Det er 5. stimuleringsdag, og jeg synes måske ikke at forventningerne burde have været særligt store... Men åbenbart er de vant til, at deres forsøgspatienter allerede er klar til få taget æg ud omkring dag 9...

Der måtte jeg jo så skuffe ham grumt. For det småral, der sidder og dingler i mine æggestokke, er hverken helt eller halvt klar til at tage nogen steder hen endnu... Slimhinden lå på en knap 7, og ingen af folliklerne var over 9 mm...

Jeg er nu startet på Orgalutran-indsprøjtninger, som skal hæmme ægløsning. De skal sprøjtes ind i låret, så det er da noget jeg alrig har prøvet før... spændende... eller noget... hmmm.... måske ikke... Men hvorfor klør det? Det svier ikke på samme måde som Pregnyl, det klør... inde under huden... mærkeligt...

Standardpakningen er kun på 4 sprøjter. "Men hvis du ikke er klar på dag 9, må vi jo udlevere nogle flere...", konstaterede sygeplejersken...

Og det har hun jo ret i...

Ud og se med DSB

2007-05-13T23:17:00.000+02:00

7 timers transport for en gynækologisk udersøgelse, 4 blodprøver og to indsprøjtninger. Lyder der som en god deal?

Nå, men hvem skulle tisse lige da hun ankom til sygehuset? Og 5 minutter senere, hvem bliver så bedt om at frembringe en urinprøve? ups. Nå, men eftersom prøven var for at teste om jeg var gravid... ja,så endte vi med at skippe den, eftersom det jo er en fysisk umulighed...

Sjovt som ting hænger ved egentlig... Jeg samlede, loadede og injicerede mig selv med Puregon pennen i løbet af ca 4 nanosekunder... Så selvom det er længe siden, er det åbenbart lidt ligesom at cykle...

Det går godt nok hurtigt det her kort protokol. Jeg fik min mens igår og idag er jeg så igang. Ingen ventetid, ingen nedregulering, ingen Hank...

Nu har jeg et par dage herhjemme, før jeg på torsdag endnu engang skal ud og se med DSB...

Første spadestik - med blandede følelser...

2007-05-12T00:02:00.000+02:00

Var det ikke noget i den retning Gitte mente denne post burde hedde?

For nu er mens kommet, så på søndag - altså faktisk imorgen - tager jeg til Herlev og så ruller snebolden... Hvordan jeg har det med det, det vender vi lige tilbage til, for først har jeg vist et mindre hængeparti med hensyn til at fortælle lidt om forsøget, hvad det gik ud på og sådan...

Kort fortalt, handler det vist mest af alt om at gøre livet lidt nemmere for os piger i behandling. Det nye stimuleringsmedicin gives som en depot-indsprøjtning, der holder i en uge. Så altså ingen daglige indsprøjtninger, hvilken vi jo må medgive er en god ting, ikke sandt...

Jeg slipper dog ikke for daglige indsprøjtninger, idet forsøget er sådan et "blind" forsøg, hvor halvdelen af deltagerne får det nye stof og den anden halvdel får Puregon. Det vil sige, at vi alle sammen får lagt et depot den første dag, og herefter tager daglige indsprøjtninger.

De der får det nye stof, får selvfølgelig et rigtigt depot, og tager herefter saltvandsindsprøjtninger hver dag. De der er på Puregon, får et saltvandsdepot og tager herefter Puregon indsprøjtninger hver dag...
Vi bliver fulgt meget meget tæt - da medicinalfirmaet jo betaler gode kroner for det her - så turene til Herlev bliver desværre mange og ofte...

Og hvordan har jeg det så med det hele? Svært! Det er nok det mest passende svar. Jeg har stadig ikke lyst. Og som dagene går og det hele rykker tættere og tættere på, går det mere og mere op for mig, at jeg faktisk var blevet klar til adoption, sådan helt uden selv at vide det...

Og det betyder, at alt i min krop fortæller mig, at dette her er forkert! At det ikke er sådan her vi skal have børn, at jeg slet ikke har lyst til at gennemgå det her, at jeg slet ikke har lyst til at blive gravid...

Adoption er desværre ikke en mulighed lige nu. For havde det været det, er der slet ingen tvivl i mit sind om at dette her var blevet droppet. Men sådan skulle det ikke være...

Gudskelov er det et forsøg på kort protokol, så tidshorisonten er til at overskue. I øjeblikket er min største bekymring egentlig, om det hele kommer til at falde sammen med min venindes 30 års fødselsdag og min bedstemors 70 års fødselsdag...

For det der med den korte protokol og den med at vi bliver fulgt så tæt gør nemlig, at jeg forudser seriøse problemer med at kombinere det hele pga. de mange lange ture til Herlev og tilbage... Jeg har prøvet at flytte forsøget en måned, men det var ikke en mulighed. Dette gjorde, at jeg seriøst overvejede at aflyse forsøget, men nu gør jeg det altså alligevel...

Jeg kan ikke svare på hvordan det her ender, og hvor mærkeligt det end er at skrive, efter næsten 4 års jagt på en positiv test, ja, så kan jeg faktisk heller ikke svare på hvordan jeg helst så det ende...

How does it feel?

2007-04-29T03:52:00.000+02:00

Måske har jeg været væk fra behandlingsverdenen for længe? Eller måske har mine følelser ændret sig i løbet af det sidste halvandet år?

For spænding vedrørende det snart kommende forsøg har jeg ikke. Jeg føler ikke glæde eller ophidselse eller håb... mest af alt føler jeg mig vist ubelejliget...

Ja det lyder bizart, men sådan er det vist. Det irriterer mig, at jeg nu skal ligge min livsstil om, at smøgerne endnu engang skal på hylden, at kaffeforbruget skal nedskæres, at vitaminerne og folinsyren skal støves af, og at jeg nu ikke må drikke alkohol, just som sommeren er ankommet og cafeerne og fadbamserne kalder....

For en to tre år siden var intet af det ovennævnte nævneværdigt generende for mig. Men livet og følelserne ændrer sig hele tiden, og efter halvandet år blot som Amocca, er udsigten til tilværelsen som ”Amocca – Barnløs i behandling” pludselig snærende og ubehagelig at gå i møde...

Måske handler det mest om, at jeg engang troede på at det ville lykkes, og derfor var alverdens trængsler og ofre helt ok. Men nu, i bagklogskabens klare lys og alt det der, ja så synes det utroligt ubelejligt og irriterende at tænke på at skulle igennem alt det her fis og hurlumhej for ingenting...

Også selvom det kun drejer sig om ca. 1 måned af mit liv...

Er jeg et utaknemmeligt skarn? En forkælet møgunge? eller handler det om overlevelsesmekanismer, som man ikke selv er herre over, men som har overtaget mig i en sådan grad at jeg frygter at lægge dem fra mig?

Jeg ved det ikke. Måske handler det bare om at have været væk fra alt der hed behandling i lang tid, og at vejen tilbage er sværere end vejen ind var i første omgang?

How does it feel
You've been away too long
Out of touch
Left out on your own
How does it feel

Gravearbejde, part III

2007-04-28T00:45:00.000+02:00

Blodprøvesvarene er kommet fra Herlev, og ganske som forventet er jeg frifundet på alle områder...

Jeg har ikke forhøjet mandligt kønshormon, jeg har ingen stofskifte-problemer, ingen sære eller usædvanlige hormon udsving (ihvertfald ikke på papiret...) og lider sandelig heller ikke af nogen former for Hepatitis eller HIV - det er jo altid godt at vide...

Så nu er den altså ikke længere, end at jeg er meldt klar til at deltage i forsøget og vi kan melde os til ved næste mens, hvilket skræmmende nok bliver indenfor de næste 3 uger...

Huhadada, ja jeg ved ikke hvad I tænker, men mine tanker er, at det jo er lige om lidt, og det er saftsuseme en skræmmende tanke...

Jeg havde jo lovet at fortælle mere om forsøget, hvis jeg blev godkendt, men det må lige komme i en snarlig post, for klokken er rigtigt mange og jeg skal på job imorgen tidlig...

Og nu kan der vist heller ikke koges mere suppe på den overskrift, vel?

Gravearbejde, part II

2007-04-23T00:30:00.000+02:00

Jeg havde jo lovet at fortsættelse ville følge, og eftersom man jo skal holde hvad man lover, så må jeg vist hellere fortælle lidt mere om besøget på Herlev...

Tre en halv time tog turen derover, tog, s-tog og bus... Det er en lang tur, ikke noget man lige kan få til at passe ind i en frokostpause, som jeg ofte har gjort med scanninger og des lige mens vi var i behandling på Skejby...

Herlev lagde ud med en urinprøve, som fortalte dem at jeg ikke er gravid i skrivende stund - et faktum jeg godt kunne have fortalt dem uden at tisse i en kop - herefter en halv times samtale om min sygehistorie og behandlingsbaggrund....

Og tænk engang, det er så længe siden, at ting som engang lå allerforest i hjernen, såsom stimuleringsenheder, stimuleringsdage, æg udtaget, æg befrugtet osv, pludselig skal graves frem af hukommelsen...

Et utal af blodprøver, en vejning og en scanning senere var konklusionen, at jeg under ingen omstændigheder må tabe mig, at der vil gå 14 dage inden svarene på blodprøverne foreligger og at mine æggestokke, med 5 follikkelanlæg i hver af dem på dag 3 i cyklus, åbenbart er perfekte til dette forsøg....

Men først skal jeg altså godkendes til forsøget, og den godkendelse gives ikke før blodprøvesvarene er tilbage...

Bliver jeg godkendt lover jeg at fortælle mere om hvad selve forsøget går ud på...

Gravearbejde, part I

2007-04-21T20:12:00.000+02:00

Klokken 6 om morgnen er det stadig ikke helt lyst. Det vidste jeg ikke. Så tidligt er jeg aldrig oppe. Men torsdag var jeg ikke blot oppe, jeg sad også på et tog med retning mod København...

Og ja, jeg havde en skovl i hånden.... På vej til Herlev.

Min deltagelse i forsøget er endnu ikke 100% sikker, venter på svar fra flere prøver...

Men efter et par indledende vanskeligheder, såsom hvorvidt jeg mon vejede nok, producerede æg nok osv... Ja, så fik jeg da i det mindste lov at komme over til indledende samtale og prøver...

Fortsættelse følger...

Noget om at grave i frossen jord

2007-04-10T00:47:00.000+02:00

Jeg overvejer at grave noget op... men jeg ved ikke om jeg har den rigtige skovl til formålet... Eller om man overhovedet bør grave ting op, når de først er begravet...

Altså... Nu har jeg så fået nys om, at Herlev skal til at i gang med et nyt forsøg med noget nyt stimuleringsmedicin. Og at de søger deltagere til dette forsøg....

Adgangskrav:

• Kvinde i parforhold √
• Mellem 25 og 35 √
• Fri for PCO √
• Max 3 mislykkedes IVF-forsøg bag sig √
• Ryger max. 5 cigaretter om dagen
• Veje mellem 60 og 90 kg

Ok jeg kan ikke leve op til de to sidste, men skærer jeg ned til max. antal på næstsidste punkt, så kommer sidste punkt af sig selv – dermed sagt: der er intet til hinder for, at jeg kan leve op til disse adgangskrav, og dermed er der ingen grund til at jeg ikke skulle kunne blive godkendt til at deltage i forsøget....

Men... At deltage i den slags forsøg indeholder jo en vis risiko...

Der er først og fremmest risikoen for, at man rent faktisk kunne gå hen og blive gravid af det! Og det er her, at skovlen kommer ind i billedet... For nu har jeg så gået og tænkt over dette her i påsken, og det viser sig, at den der graviditetsdrøm er solidt begravet efterhånden...

Ja, det er ligeså stort et chok for mig, som for jer! Jeg vidste det heller ikke... Men det er den altså. Den er så dybt og forsvarligt begravet, at jeg kvier mig voldsomt ved at skulle grave den op igen og ryste den fri for jord...

For den anden risiko er, at man ikke bliver gravid af det. Og graver vi drømmen op og det så mislykkes igen, så står vi med balladen een gang til, og det tog pænt lang tid at grave hullet sidst....

Jeg er i syv sind og beslutningen om det ene eller det andet er kun et spadestik og en telefonopringning væk. Men tør jeg?

...her i det tidlige forår er jorden jo stadig frossen lige under overfladen...

Go Jakob, go Jakob...

2007-04-06T20:28:00.000+02:00

Og så var det jo lige at man kunne læse i avisen, at Danmark nu har verdensrekord i antallet af børn, der bliver til ved hjælp af kunstig befrugtning....

Er der snart nogle politikere der vågner op eller hva? De danske par har ondt i fertiliteten og det synes kun at blive værre og værre... Noget må der gøres, udover at paphoveder foreslår at vi alle sammen skynder os at få 3 børn hver! Så simpelt er det jo altså ikke....

I artiklen fra Jyllandsposten udtaler jakob ingerslev fra skejby sig. Man kan sige meget om jakob og jeg ved, at han ikke er alle folks kop te, men jeg har nu egentlig altid synes godt om ham.

Han siger altid sin ærlige mening, det kan godt være, at han ikke er den mest empatiske mand i verden, men jeg er sikker på, at han er en dygtig læge, samtidig er hans evne til at se udover den enkelte patient meget vigtig i netop denne sammenhæng.

For det handler jo ikke kun om mig, og om dig og de andre barnløse i behandling man kender... Det handler om "the big picture". Og hans udtalelser i artiklen gør faktisk, at jeg elsker ham en lille smule lige nu...

»Det, som nogen opfatter som et privat luksusproblem for de par, der har svært ved at få børn, bliver sat i et samfundsperspektiv, hvis man sammenholder antallet af behandlinger med de lave fødselsrater, vi har i den vestlige lande,« siger han.

»Når vi bidrager med 7,2 pct. af en årgang, kan man sige, at fertilitetsbehandlingerne er med til at holde børnetallet oppe. Måske ville det være en god investering for samfundet at finde penge til at få flere børn,«

Jeg ved godt, at en enkelt læges udtalelser ikke batter noget som helst, og at beslutningerne stadig skal tages længere oppe i systemet, hvor de ikke lige er kendt for at give ved dørene, men når først een begynder at åbne munden, så kan det jo være at der kommer flere...

Og jeg er så evigt enig, lad os få investere flere penge i behandlingerne. Flere forsøg i det offentlige og eventuelt også ret til to børn...

Go Jakob, go Jakob!

1 + 1 = 2...

2007-03-30T00:09:00.000+02:00

Jeg har fået et brev, og det er jo altid dejligt. Men dette brev var ekstra dejligt, for det viser, at man faktisk kan ændre verden... et menneske af gangen...

Forfatteren af brevet, har venligst givet mig lov til at bruge hendes ord her på bloggen. Mange tak for det. Af hensyn til hendes privatliv, har jeg redigeret brevet en smule og udeladt enkelte passager, men meningen er vist stadig klar nok...

Hej. Jeg vil bare gerne takke dig. Vi kender ikke hinanden, dog må jeg indrømme at jeg måske kender dig lidt, da jeg ofte læser med på din blog.

Nå, men det var det med takken, jeg prøver at forklare:
Tømte i går postkassen og åbnede et brev fra Fertillitetsklinikken. Til alle patienter stod der. Jeg blev lidt fortørnet, da jeg nu i 1½ år har været mor til en lille pige fra Sydafrika og for mindst 4 år siden tog den endelige beslutning om aldrig mere at udsætte min krop og mit parforhold for flere behandlinger.

Så idag falder jeg lige over din blog og indlægget om æg-donation. Jeg kan kende mange af de synspunkter og følelser som de kommenterende har. Jeg har altid tænkt at jeg ville donere æg, men kunne ikke før jeg selv havde fået barn. Det ville være for mærkeligt for mig at tænke på at der gik et barn rundt et sted og jeg ikke havde nogen.

Nu er bøtten vendt. Efter at min datter er blevet mit barn, har mine følelser mht biologi og genetisk slægtskab ændret sig. Jeg vil ringe til klinikken på mandag og spørge om jeg virkelig stadig står registeret som patient, og hvis jeg gør, om jeg så kan donere æg.

Tak fordi du tager emnet op. Jeg var så langt væk fra den verden, at jeg aldrig ville være kommet i tanke om det selv.

Er det ikke et dejligt brev?

Jeg føler mig helt glad og stolt! Tænk at lille mig sådan kan påvirke en anden person. Og tænk hvis alle der ønskede at donere, hver kunne få en anden person til det... Så er mulighederne for et reelt register i Danmark jo faktisk en mulighed! Er det ikke utroligt at tænke på?

En plus en er to, to plus to er fire og fire plus fire er pludselig mange...

Mavefornemmelsen

2007-03-23T23:52:00.000+01:00

Der var flere spændende kommentarer til sidste indlæg, men jeg tror at Rikke vist sagde det som flere tænkte, så lad mig citere hendes kommentar og svare ud fra den...

Jeg kan godt forstå at de lige må høre din mand først. For jeg får nemlig helt ondt i maven når jeg læser det her. Jeg kan ikke forklare hvorfor rent logisk. Måske er det fordi jeg tror/husker/føler at din egen situation ikke er rigtigt afklaret, lukket og slukket.

Det er fuldstændigt korrekt, at min egen situation endnu ikke er 100% afsluttet eller afklaret, men den ene ting udelukker ikke nødvendigvis den anden... Jeg kan jo stadig gå tilbage i behandling på et senere tidspunkt, selvom jeg donerer æg væk nu... Hvis jeg altså nogensinde skulle få lysten og troen tilbage...

Har du slet ingen følelser omkring det her? Kan du virkeligt godt skille tingene ad? Vil du aldrig komme til at føle at en anden kvinde har fået 'dine børn', - de børn som du måske aldrig selv får? Vil du med garanti ikke blive mere bitter?

Lad os starte med det sidste først: Bitterheden! Jeg tror slet ikke det er menneskeligt muligt, at blive mere bitter end jeg er på nuværende tidspunkt... men når det er sagt, så tror jeg på ingen måde at denne bitterhed vil blive forstærket af, at andre folk får børn af mine æg.
Folk vil få børn hvad end jeg kan eller ej (så meget har jeg da lært at acceptere, hehe), hvilke æg disse børn kommer af, er egentlig ikke relevant i min bog...

Der er en selvfølgelig den absurde tanke, at jeg en dag kunne møde et barn, som jeg ville kunne genkende mig selv i - men ideen er så langt ude og urealistisk, at jeg end ikke kan lade den slå rod...

Jeg ville ikke genkende disse børn. Hjernen ser hvad vi ønsker den skal se. Derfor genkender folk mig, som min venindes søster, når jeg bliver introduceret som moster Anna - på trods af at vi ikke ligner hinanden overhovedet...

Jeg tror på, at jeg kan skille tingene ad. Jeg har aldrig haft nogle kvaler med hensyn til donormateriale... Jeg ville til hver en tid have modtaget donoræg eller sæd hvis det kunne have hjulpet os. Jeg ved, at æg og børn ikke er det samme i min bog. Og jeg tror aldrig jeg vil tænke, at nogen har fået "mine" børn...

Jeg har haft denne samtale med min veninde, som er mor til to. Hun kunne ikke gøre det, siger hun. Men hun ved jo også hvordan hendes børn ser ud! Jeg ved det ikke, og kommer nok heller aldrig til at vide det...
Under alle omstændigheder ville disse æg ikke blive til mine børn, de ville (forhåbentlig) blive til andre folks børn... Andre folks børn er ikke mine, ligegyldigt hvilket genetisk materiale de så kommer fra....

Manden og jeg har også snakket om det. Som jeg, var han let undrende over hvorfor de ville snakke med ham. Det er min krop, mine æg, min beslutning...

Om I er overbeviste ved jeg ikke, men jeg synes absolut at diskussionen er interessant, og jeg skal indrømme, at jeg har overvejet mange ting grundet jeres kommentarer...

Men når alt kommer til alt, så synes jeg egentlig, at den glæde og håb jeg kunne give nogen via mine æg er en rigtig god ting. Og jeg synes også om tanken om, at alle disse unge sunde raske æg som jeg smider ud måned efter måned, ikke bare bliver spildt på ingenting...

Og min mavefornemmelse, den er helt i orden...

Donor, donor, donor

2007-03-15T16:03:00.000+01:00

Idag skal det handle om donation af alskens ting, men ikke sæd... Så hvis I troede at dette var det længe ventede indlæg om bjørnetjenesten, så tog i fejl...

Jeg er organdonor, hvis jeg bliver kørt ned af en bus imorgen må de tage hvad de vil have fra mig... Jeg har brugt en del tid på at overbevise min bedre halvdel om, at skulle det ske, så skal han lade dem tage alt brugbart... For hvis jeg er død har jeg jo intet at bruge dem til, så giv dem dog til nogen der kan få noget ud af dem...

Vidste I, at een død rask person kan redde 4 syge menneskers liv?

Jeg er også bloddonor, eller rettere var bloddonor, indtil idag, hvor jeg blev slettet af registeret. Jeg kan ikke bebrejde dem noget, det er kun i ca halvdelen af tilfældene det lykkes dem at hive blod ud af mine genstridige vener... Men det er da stadig en træls ting at blive kasseret...

Så i de tidlige morgentimer, hvor jeg altså ikke kunne få lov at give blod, valgte jeg at traske hen til fetilitetsklinikken i den anden ende af hospitalet, for at høre om jeg evt. kunne få lov at donere æg...

Og halleluja, for en velkomst! Der blev næsten rullet en rød løber ud for mig... Læger blev kaldt ud af møder og patienter fik lov at vente...

Skejby håber at sætte et register op i løbet af forsommeren og sommeren og håber, at have det igang til efteråret. Det er spændende nyt, og de søger donorer... Så har du ikke andet at give dig til, så meld dig under fanerne...

Jeg forklarede de kære læger om mine tvivl om æggenes kvalitet og om de mon mente at jeg var en brugbar kandidat... Og de hiver min journal op med ordene: "Men de var jo da gode nok til at du selv blev gravid med dem..." Øøøh nej! Det gjorde jeg jo så ikke...

Og så blev der stille i lokalet. Som om nogen havde smidt en bombe. Lægerne stirrede på mig, som var jeg en ukendt ny art. "Højst usædvanligt", blev der mumlet. "Og du vil stadig gerne donere dine æg væk?"...

Ja, jeg vil gerne donere mine æg væk. At jeg ikke selv kunne bruge dem behøver jo ikke nødvendigvis at betyde, at andre ikke kan. Jeg har haft æg til oplægning i alle mine forsøg, ikke superæg, men dog æg til oplægning...

Jeg har ikke noget forhold til mine æg, jeg tænker ikke ved mig selv, at hvert af mine æg er en lille Josephine eller en lille Mikkel... Det er blot celler. Celler der er nødvendige for en befrugtning og skabelsen af et lille nyt menneske, men dog ikke andet end celler...

På grund af vores "usædvanlige situation" som de så diplomatisk kaldte det, så ønsker de dog også at tale med min mand. De vil sikre sig, at han ikke går rundt og har ondt i maven over tanken om at jeg forærer mit arvemateriale væk...

Det er egentlig ikke en problemstilling jeg har tænkt nærmere over, det er jo min krop og mine æg... og når jeg nu ikke kan bruge dem til noget, så giv dem da til nogen der kan...

3 børn? Det er nok ikke realistisk...

2007-03-10T20:07:00.000+01:00

Tilbage på bloggen, efter en måneds tavshed... Og så vælger jeg at tale om politik? Ja, bær over med mig...

I onsdags valgte vores familieminister så at stikke sin fod i sin mund og udtale, at alle kvinder i DK burde skynde sig at føde 3 børn hver. Det er jo en rigtig fin kommentar fra en kvinde på 34, som ikke selv har børn, idet hun "ikke har tid" efter eget udsagn...

Er det ikke noget med, at man ikke bør kaste med sten når man selv bor i et glashus? Eller hvordan er det, det er med det?

Nå, hende om det... men torsdag bruger Information så undskyldningen af "kvindernes Internationale Kampdag", til at lave et tema om børn, moderskab og børnefamilierne i Europa. Der er nogle meget spændende artikler ind imellem, omend de ikke kommer med ret meget nyt desværre...

Fødselsraterne i Europa er alt for lave og har været det i et stykke tid. Hvis en befolkning skal opretholdes skal den have en fødselsrate på 2.1, i Danmark ligger den på 1.8...

Der er mange artikler, der belyser dette problem fra flere sider - det er trods alt Information det her... Man fortæller om tiltag i Rusland og Frankrig, hvor familier der vælger at få 2 eller flere børn belønnes økonomisk, man taler om øremærket fædreorlov i de andre nordiske lande... Man taler om Polen som drastisk (og skræmmende) har valgt at forbyde fri abort... Men een vinkel nævnes overhovedet ikke: OS!

Det bliver ikke nævnt med så meget som et ord, at ca 20% af de danske par har problemer med overhovedet at blive gravide. 3 børn står vi måbende og tænker, giv os i det mindste bare 1.
Det bliver heller ikke nævnt, at det evt. kunne være problematisk, at man nu strammer lovene om kunstig befrugtning, og derved kun giver disse par hjælp til max. 1 barn via sygesikringen...

Er vi slet ikke værd at nævne? Er en femtedel af den danske befolkning i den fødedygtige alder slet ikke værd at kommentere på overhovedet? Jeg undres...

Ikke fordi det ville hjælpe mig, at der blev åbnet op for barn 2 via sygesikringen, men til de af os, der kan blive gravide via behandling kunne det nok sikre at de faktisk fik minimum 2 børn.

Det er ikke rart når økonomiske aspekter skal blandes ind det, men det er nu engang et faktum, at behandling af barnløshed i det private koster mange penge. Penge som ikke alle de der har brug for det, har...

Rent samfundsøkonomisk har den gode familieminister jo helt ret: Vi skal have nogle flere børn. Jeg ville hjertens gerne have føjet hende og fået 3. Men som tingenes tilstand er, ja så er det nok næppe en realistisk mulighed...

Unge kvinder i gamle biler

2007-02-12T00:42:00.000+01:00

Jeg elsker at køre bil... Lige siden jeg først fik kørekort har jeg elsket at køre bil. Når man sidder der i sin egen lille private hule, er det næsten som om man er alene i verden, ingen kan komme og forstyrre. Jeg er godt klar over, at man ikke er usynlig når man sidder i en bil, men man kan næsten lade som om.

Det at køre bil er et frirum for mig, jeg tænker, tuder, dagdrømmer og synger når jeg kører bil - for den slags gør jeg helst alene...

Jeg fik min første bil da jeg var 21 år gammel, det var en gammel smadrekasse af en Ford Fiesta, med en falsk synsattest og smadrede bremser. Den var en fesen orangerød farve og absolut ikke nogen skønhed. Men hvor jeg dog elskede den...

Jeg har ikke tal på det antal kilometer jeg har kørt i den bil, bare for at komme væk, for at tænke, for at drømme, for at græde, for bare at være alene...

Jeg elsker stadig at køre bil. Bilerne har skiftet, først til en nyere model Fiesta, og senere har der været en Hyandai, en Golf, en Vectra og nu er det en gammel Mercedes. Men lige gyldig hvordan den ser ud, så bliver den stadig brugt som fristed, som et sted hvor man fysisk kan transportere tankerne et andet sted hen.

Nytårsaftensdag 2005, da smerten efter sidste forsøg stadig var helt ny og rå, sad jeg grædende i bilen på vej ud til nogle venner for at udveksle forsinkede julegaver. Jeg husker øjeblikket så klart... Lars H.U.G var på radioen, passende nok med sangen: ”Hvorfor er lykken så lunefuld”. Jeg var på Viborgvej og der var ikke ret meget trafik, da jeg fik tanken, at jeg jo bare kunne blive ved med at køre indtil jeg stødte ind i noget...

Jeg gjorde det ikke - som I jo nok allerede har gættet. Og tid ændrer følelserne. I foråret 2006 havde jeg det ikke sådan længere. Jeg havde ikke længere lyst til ikke at være her. Men jeg havde lyst til at føle noget andet...

Jeg havde lyst til at sætte mig i bilen og køre indtil jeg fandt noget jeg gad stoppe for... Hvis jeg dog bare havde vidst hvad det var eller hvor jeg skulle køre hen...

Men jeg vidste det ikke, og fandt heller aldrig ud af det. Og tiden ændrede igen følelserne, og Mercedesen blev mest af alt igen brugt som transportmiddel for kroppen og ikke så meget for tankerne.

Og nu er det 2007, og selvom tiden er ændret, så er det ligesom om følelserne ikke er fulgt med. Og igen er det blevet den umulige trang til at flygte fra det hele der er i førersædet... Den trang til at blive ved med at køre, indtil jeg finder en grund til at stoppe...

Og måske er det ok, at bilen bliver et tilflugssted. Måske er det ok at køre mange mange kilometer uden mål og med – bare for at køre, for at komme væk. Måske er det ikke løsningen, men måske er det vejen frem lige nu...

Så hvis du møder mig på de danske landeveje, så lad mig blot passere, for lige nu har jeg brug for at være usynlig og alene i min hule...

Skal I have noget med?

2007-02-09T01:28:00.001+01:00

Er desværre gået i koma... vender forhåbentlig tilbage snart...

Kald mig bare...

2007-01-18T15:46:00.000+01:00

Ja, igår havde jeg min næstsidste eksamen på studiet nogensinde. Jeg var oppe at forsvare min semester opgave fra sidste år, og fik 9, så det var jo fint...

Det betyder, at det "eneste" jeg nu mangler, er mit speciale... Utroligt, men sandt...

I december var jeg sikker på, at dette forår ville bliver præget af om-eksaminer, grundet hvor skidt jeg havde det under eksamensperioden, men sådan skulle det ikke være... Heldige heldige mig!

Så nu kan jeg officielt kalde mig selv for specialestuderende... eller, altså, officielt er jeg vel egentlig informationschef i Toys R Us, men udover det, ja så er jeg også specialestuderende...

Hmmm.. kald mig hvad I vil, men ihvertfald er der ikke flere eksaminer nu...

PS. Er nu flyttet over på "New Blogger", og kan derfor kategorisere mine indlæg. Mine arkiver vil derfor langsomt men sikkert blive lavet om i den nærmeste fremtid...

Fake it and you'll make it...

2007-01-11T21:00:00.000+01:00

Øøøhmmm... Jeg har svært ved at forklare hvordan det her er sket, men jeg kan fortælle jer, at de der eksaminer, ikk?

Altså dem hvor jeg ikke havde læst til, eller deltaget i undervisningen til, eller noget andet end tude over at jeg ikke kunne læse til...

Altså dem som det burde have været fuldstændig fysisk umuligt for mig at bestå... Dem har jeg bestået!!!

To 8-taller og et 6-tal blev det til... Jeg forstår det stadig ikke helt. Men sådan er det...

Så... jo, om ikke andet, så ved vi nu, at jeg kan fake min vej igennem praktisk talt alt... både skriftligt og mundtligt...!

Jamen, det lover jo godt...

2007-01-07T10:17:00.000+01:00

Året var knapt gået i gang før tingene begyndte at gå galt.... Nytårsaften valgte min halv-forkølelse, som jeg har døjet med i flere uger, at springe ud i fuldt flor, så jeg fik det ringere og ringere som aftenen skred frem...

Den 1. Januar valgte ponyen at kyle mig af. Præcis hvad der skete, er en lang historie, og det var vist mere synd for stakkels pony end det var for mig – og hun blev allerhelvedes forskrækket...

Dette ”akrobatisk fald fra lille hest” resulterede i ømhed i hele højre side og en eller anden form for forstrækning i hofte og lår, som gør at jeg stadig (næsten en uge senere) har smerter når jeg rejser mig fra liggende eller stående position...

Nå, men tilbage til 1. Januar, hvor jeg kommer hjem fra stalden humpende og har meget ondt af mig selv. Efter at have været hjemme i et par timer, begynder jeg på mystisk vis at klø overalt på overkroppen.... træls...

Et nærmere eftersyn viser, at jeg nu er den stolte ejer af en ryg og en front fuldstændigt dækket af små aflange røde pletter... WTF!?!

En tur ved lægen et par dage senere afslører, at jeg har fået ”Fransk Rosen”, som (måske) er en virus... men i alle tilfælde helt og aldeles uskadelig – hvilket jo er en god ting – men desværre også pænt langvarig (op til 6-8 uger med disse pletter kan jeg forvente) og pænt grim! Hallo! Jeg ligner en med pest eller spedalskhed eller noget...

Nå, men det skal altså gå væk af sig selv. Det gør forkølelsen og humperiet uden tvivl også, men altså... Hvor træls en start på året var det lige? Det lover jo godt for resten af 2007...

Amoccas nytårstale

2006-12-31T11:53:00.000+01:00

2006 lakker mod enden, idag er jo årets sidste dag, så det må være tid til den årlige nytårstale her på bloggen.
Men før vi ser frem på året der kommer, så lad os lige se et år tilbage. I 2005 skrev jeg følgende om udsigterne til 2006:

Hver nytår i de sidste par år har jeg tænkt: næste år er du mor eller i hvert fald gravid. Næste år bliver bedre. Jeg vil ikke begå fejlen igen, og tro, at 2006 bliver et bedre år. Jeg ved, at jeg hverken er mor eller gravid næste år. Jeg tror at 2006 bliver endnu et lorteår, men i det mindste vil jeg ikke længere skulle leve i uvished og angst for fremtiden.

Og det er såmænd sandt nok: 2006 blev endnu et lorteår. Men jeg synes nu ikke angsten eller uvisheden forsvandt. Jo, angsten for hvordan det næste forsøg og det næste forsøg osv. skulle gå, men uvisheden for fremtiden hærger stadig...

2006 har været et mærkeligt år. I starten af året, da smerten efter sidste forsøg stadig var ny, rå og blødende var det præget af trangen til at stikke af fra det hele.

Det blev dog desværre hurtigt slået fast, at flugt ikke var en mulighed. Man kan ikke løbe fra problemet, hvis man selv er problemet, vel?

Men det der med at løse problemet var heller ikke så nemt, så i stedet valgte jeg en anden vej ud: fortrængning og fiksering på noget andet.
Denne nye fiksering, som egentlig var sund nok, er desværre gået noget i stå her i andet halvdel af 2006, men ideen med at prøve at fokusere på noget andet, har jeg da forsøgt at holde.

Midt på året blev jeg ”moster” igen til en smuk lille pige. Jeg havde haft det utroligt svært med min venindes graviditet, men da hun først var kommet til verden forsvandt al ambivalensen heldigvis. Hun er lige så yndig som sin søster – den lille – og jeg elsker hende allerede lige så højt.

Og som året begyndte at gå ned af bakke gjorde jeg desværre også... Tydeligvis har fortrængningen ikke rigtigt hjulpet, eller noget i den retning. Det er jo i hvert fald gået helt i kage for mig...

Nå, men tilbage til fremtiden, om man så må sige. 2007 bliver et anderledes år. Slutningen på 2006, og de ting der er sket må få konsekvenser.
Jeg har accepteret, at jeg ikke kan skrive mit speciale på 4 måneder i starten af året, og at jeg eventuelt skal tage et par af vinterens eksaminer om. Det betyder i praksis, at jeg har meldt SU’en fra, og at jeg i 2007 arbejder fuld tid samtidig med, at jeg får skrevet mit speciale i løbet af året – uden tidspres på grund af mangel på SU og så videre...

2007 bliver også året, hvor der skal besluttes definitivt, om vi skal tage imod den bjørnetjeneste fra Skejby eller ej, og om adoption er vejen for os...

Så 2007 bliver i sandhed et anderledes år. Efter denne forvirrende lange smøre er der vist ikke meget andet at gøre, end at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår.

PS! Har boykottet nytårsforsætterne i år, de bliver alligevel aldrig til noget...

Last christmas

2006-12-23T00:56:00.000+01:00

Nu hvor vi er ved det med julen...

Så kan vi vel ikke helt undgå at erindre, at det nu er 1 år siden at alting gik fuldstændigt i stykker for allersidste gang...

Men det var jo selvfølgelig sidste jul... Og denne jul er der jo ikke noget der kan gå i stykker... eller... nå, jo. Mit hoved... hmmm.... nå, lad os ikke dvæle ved det længere end nødvendigt...

Men julen er ikke sjov, smadrede forsøg eller ej, julen er børnenes fest og alt det der, ikke sandt? Og for sådan nogen som mig, ja der er julen også den årligt tilbagevendende markering af, at der er gået endnu et år, uden at jeg er gravid eller har fået et barn.

Endnu et år med ego-gaver under juletræet. Og ikke fordi der er noget galt med den slags gaver, de er jo dejlige, men gaverne skulle jo have været anderledes...

Allerede i 2003 skulle der have ligget barnevogn, puslebord, tremmeseng, suttekæder, sparkedragter og småbitte strømper under juletræet...

Men det gjorde der ikke, og nu 3 år senere, ligger de der stadig ikke. For der er stadig ingen grund til at de skulle være der...

Så er der noget at sige til, at med mindet om sidste jul i erindringen og med udsigten til endnu en jul hvor intet er forandret, at det kan være svært at komme i julestemning?

I gaze out the window
This cold winter's night
At all of the twinkling lights
Alone in the darkness
Remembering when the dream was mine
Everybody's smiling
The whole world is rejoicing
And everyone's embracing
Except for you and I

Baby I miss you
Most at Christmas time
And I can't get you
Get you off my mind
Every other season comes along
And I'm all right
But then I miss you, most at Christmas time

Mandefald

2006-12-20T23:42:00.000+01:00

Eller bør det hedde kvindefald? Hold da op... Hvad sker der dog med vores elskede Blogland?

Ok, jeg er med på at her har været stille i et stykke tid, men alligevel... Jeg måtte med skræk indse, at noget der mindede om halvdelen af mine links i linkssektionen nu er blogs med store ”lukket” skilte på...

Det begynder jo at minde om en spøgelsesby herinde efterhånden...

Nå, men nu er der ryddet op i linkssektionen... Kan det gøre det ud for julerengøringen, monstro?

Og nu, hvor jeg alligevel er i gang med at skrive om ingenting, så kan jeg jo ligesågodt fortsætte, med at fortælle jer, at eksamensresultaterne er udskudt til efter jul – hvilket er dødirriterende, for så ved jeg stadig ikke om jeg er købt eller solgt – men det er der jo ikke noget at gøre ved...

Og på en mere fantastisk note kan jeg så fortælle jer, at efter mange mange timers arbejde i de sidste par dage, ja så er der, sådan helt officielt blevet sat det sidste punktum her til aften, lige omkring kl 22. Så jeg kan med stolthed i stemmen råbe: "Jeg er fææærdig..." I morgen står den så bare på print og indbinding...

Åååh, det er da en ren velsignelse at kunne skrive her og ikke mindst at tænke på..

Julepynt

2006-12-18T22:39:00.000+01:00

Selvom julestemningen kan ligge på et meget lille sted i disse dage, med eksamenspres, opgaveskrivning, alt for meget arbejde og den helt generelle julestress... ja, så ser det sandelig ud til at det bliver jul alligevel... det er faktisk lige om lidt... vidste I godt at det faktisk er i denne uge?

Shit!

Er ikke færdig med julegaverne endnu, mit hjem ligner lort, opgaven er stadig ikke færdig - og skal afleveres lige om lidt, eksamensresultaterne er endnu ikke blevet offentliggjort, så jeg ved stadig ikke om jeg har bestået eller ej, jeg har 4 milliarder ting jeg stadig skal nå og julepynten er endnu ikke sat op...

Nå, ja, og nævnede jeg at jeg ikke orker noget som helst overhovedet?

Nå, men mine problemer og ting jeg ikke kan nå eller orke, ændrer jo ikke på, at det altså snart er jul, så julestemningen bør vel på den ene eller anden måde snart nå bloggen. Og hvis den ikke gør det nu, så når den det vist ikke...

Så, glædelig næsten-jul til jer alle sammen.